På tv fejrer serien 'Rejseholdet', der i vid udstrækning er bygget på virkelige forbrydelser, som den om den kvindelige læge, der for få år siden blev dømt for mordbrand på Bornholm, triumfer, men i bogform bør der at dømme efter denne uges blæst og skandale være anderledes respekt for de sager, som virkelighedens rejsehold beskæftiger sig med. Ugens bog er uden for enhver tvivl 'Sagen opklaret? 20 sager fra Rejseholdets arkiv', som Gyldendal på baggrund af kraftig kritik af forfatteren for med bogen at have brudt politiets tavshedspligt i mandags valgte at trække tilbage. Bogen, der er skrevet af den forhenværende vicekriminalkommissær Eigil V. Knudsen på baggrund af omfattende studier af politiets ellers lukkede arkiver, skulle være udkommet i går, og måske netop fordi det ikke bliver muligt for interesserede læsere selv at vurdere, om kritikken er berettiget, blev bogen både anmeldt i Jyllands-Posten, Ekstra Bladet samt her i avisen. I onsdags skrev Berlingske Tidende en leder om den. Inden vi ser nærmere på dem, skal vi først tilbage til marts måned 2001, hvor Marie Tetzlaff her i avisen rejste kritik af Knudsens første bog om Rejseholdets arbejde. Hun skrev bl.a. at »det er en skønhedsplet på bogen, at Ejgil V. Knudsen dels citerer fra obduktionsrapporter, dels i et par tilfælde lader morderen beskrive, hvordan han rent konkret førte kniven eller lignende, da offeret først var prisgivet. Det er ikke nødvendigt og bliver både kvalmt og desværre også hurtigt trivielt«. Og så til ugens anmeldelser: I JyllandsPosten er Gerhart Eriksen fuld af ros, fordi forfatteren modsat folkene, der laver tv-serien om rejseholdets arbejde, »ønsker at fremlægge fakta, og det får ham til at fortælle om en række forhold, som ikke direkte vil blive forelagt en dommer i retssalen. Derimod er de oplysende for læseren til forståelse af, hvad det var for personer, Rejseholdets opdagere havde med at gøre«. »Knudsen beretter redeligt og samtidig spændende, så læseren belæres om politiets tit meget besværlige indsats og tillige underholdes. At der så i forbifarten er smuttet oplysninger med, der muligvis kan minde endnu levende lokalkendte om ellers glemte sager, kan næppe have betydning i dag«. Svedige fingre Se, det er jo ikke just nogen politianmeldelse. I Ekstra Bladet er Mette Fleckner anderledes kritisk. Hendes avis havde i dagene inden hendes anmeldelse bragt flere artikler om sagen, 'Tilsvining af ofre' hed en af dem. Selv var hun ved at få kaffen galt i halsen, »da jeg i to af kapitlerne blev præsenteret for navngivne personer, som i sin tid var under mistanke for drab, men aldrig blev dømt. Mennesker der i juridisk forstand er lige så uskyldige som du og jeg«. Fleckner spørger, om forfatteren mon »fra sit forlag har fået den nødvendige rådgivning, eller om han er blevet vildledt i, hvad man egentlig kan tillade sig at skrive i en bog«. Fleckner er også stødt over omtalen af et drabsoffers sexliv og af flere fotos, men mener ikke, Gyldendal burde have valgt helt at droppe bogen. »En gennemgang med en juridisk tættekam og større nænsomhed i skildringen af ofre og mistænkte ville gøre bogen så stueren at selv Gyldendals litterære direktør ... kunne sende bogen på gaden«. Her i avisen er Marcus Rubin også kritisk over for bogen, selvom han indrømmer »med svedige fingre« at have åbnet den »med den nysgerrighed, der altid knytter sig til det forbudte«. »Hvordan er den, hvad står der egentlig om den pige, de kaldte 'Hesten', hvad er 'Kusse-Laurids' for en herlig fisk, og er det rimeligt, at bogen blev trukket tilbage?«. Det mener Marcus Rubin helt ubetinget, det er. Han finder bogen jævnt hen kedsommelig og kalder personkarakteristikken af en voldtaget og myrdet og i bogen navngivet ung kvinde for »nedladende, perfid og fuldkommen unødvendig«, ligesom han kommer med flere eksempler på, at forfatteren burde have holdt sine meninger for sig selv angående mistænkte, som han ikke holder sig tilbage fra at beskrive, så de er let identificerbare. Hovedet under armen I Berlingeren er det først og fremmest forlaget Gyldendal, der står for skud. I en leder, der svinger sig op til også at se et litteraturpolitisk perspektiv i miseren, hedder det: »Man skal læse meget før hovedet falder af. Eller også skal man netop ikke. I hvert fald står kontroverserne omkring Gyldendals nu tilbagetrukne bog om Rigspolitiets rejsehold som nok et eksempel på en særpræget disciplin i dansk forlagsverden. Nemlig at udgive bøger, der synes redigeret med hovedet under armen«. (...) »hvis det angiveligt nedlægningstruede Litteraturråd virkelig ville give en - hidtil ukendt - begrundelse for sin eksistens, kunne man passende starte med at udbyde obligatoriske kurser i kvalitetskontrol«. Så meget om en formastelig forfatter, et uheldigt forlag, en gruppe stakkels ofre for frygtelige forbrydelser og om ugens eneste forbudte bog. Fortvivl ikke: I morgen aften er 'Rejseholdet' klar med nye tragiske forbrydelser - på tv.