Egentlig var det lidt af et under, at den første Jan-bog blev den succes, den blev. For bogen indledes med et forord af de to forfattere, Carlo Andersen og Knud Meister, der er så moralsk, at selv børn fra den tid - den udkom i 1942 - som var godt vante til flæbende, moralske opstød, fornuftigvis må have sprunget det over. For ellers ville de med det samme have lagt bogen til side. Men det gjorde de ikke, og Jan-bøgerne blev en gigantsucces. Jan-bog nr. 81 udkom i 1964. I forordet får læseren at vide, at forbrydere ikke er helte, men »nogle feje skrog«. Men heldigvis bliver de ynkeligt afsløret, selv om de nok så snedigt forsøger at slippe bort fra politiet. »For sådan går det jo også til i det virkelige liv. Før eller senere sidder forbryderen bag lås og slå«. Målet med bøgerne er ifølge forfatterne at »fange de unges interesse og samtidig bibringe dem de moralske grund-regler, som samfundet bygger på ...«. Er læseren ikke gået i stå i forordet, så kan han - og det var vel trods alt flest drenge, som læste Jan - kaste sig ud i skildringen af et frækt bankkup ved højlys dag. Udbyttet var stort, 85.000 kr. Politiet arbejder naturligvis med sagen, og den, der har den, er kriminalassistent Helmer, en brav og dygtig mand med kone og to børn, Jan og Lis. Jan er en stor beundrer af sin far, og han elsker at høre om sin fars arbejde, ja, hans øjne lyser af begejstring, når faren fortæller.