0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jan

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Biblioteksudgave med uæstetisk stregkodning. Omslagstegning: Sv. Å. Petersen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Egentlig var det lidt af et under, at den første Jan-bog blev den succes, den blev. For bogen indledes med et forord af de to forfattere, Carlo Andersen og Knud Meister, der er så moralsk, at selv børn fra den tid - den udkom i 1942 - som var godt vante til flæbende, moralske opstød, fornuftigvis må have sprunget det over. For ellers ville de med det samme have lagt bogen til side.

Men det gjorde de ikke, og Jan-bøgerne blev en gigantsucces. Jan-bog nr. 81 udkom i 1964.

I forordet får læseren at vide, at forbrydere ikke er helte, men »nogle feje skrog«. Men heldigvis bliver de ynkeligt afsløret, selv om de nok så snedigt forsøger at slippe bort fra politiet. »For sådan går det jo også til i det virkelige liv. Før eller senere sidder forbryderen bag lås og slå«.

Målet med bøgerne er ifølge forfatterne at »fange de unges interesse og samtidig bibringe dem de moralske grund-regler, som samfundet bygger på ...«.

Er læseren ikke gået i stå i forordet, så kan han - og det var vel trods alt flest drenge, som læste Jan - kaste sig ud i skildringen af et frækt bankkup ved højlys dag. Udbyttet var stort, 85.000 kr. Politiet arbejder naturligvis med sagen, og den, der har den, er kriminalassistent Helmer, en brav og dygtig mand med kone og to børn, Jan og Lis.

Jan er en stor beundrer af sin far, og han elsker at høre om sin fars arbejde, ja, hans øjne lyser af begejstring, når faren fortæller.


Så drager Jan og hans bedste ven den tykke Erling og den herlige schäferhund Boy af sted på ferie i Jylland hos en onkel, og lidt senere følger Lis. Og hvad sker? Ikke svært at gætte. Efter natlige udfoldelser i de jyske skove klapper fælden om Gentleman-Harry og hans kumpan Niels.

Og han ligner heldigvis en rigtig forbryder: »... en skummelt udseende fyr med kasket ned over øjnene og flere dage gamle skægstubbe strittende fra hage og kinder«.

Og i bogens slutning, da de sidder hyggeligt i proprietær-onklens kontor med ild i kaminen og gardinerne trukket for, får læseren igen at vide, at forbrydere er nogle skvat, men heldigvis trækker de altid det korteste strå. Denne gang er det onklen, der belærer.

Det bedste for Jan er dog, at hans far telefonerer, og i »statstelefonen« siger »pænt klaret« til Jan om hans bedrift med at fange de usle, skæggede forbrydere.

Parret Jan og Erling har mange litterære forbilleder, dog er de mere ligeværdige partnere end det berømteste forbilledepar Sherlock Holmes og dr. Watson.

Det skal siges til forfatterparret Carlo Andersen og Knud Meisters ros, at det direkte tykke moraliserende lag blev tyndere med tiden, mens historierne ikke blev synderlig fyldigere, selv om de med årene oparbejdede en betydelig Jan-ekspertise.

Selv om det var sådan, at piger med fryd læste drengebøger, mens drenge kun i yderste læsenød læste pigebøger, og piger derfor også læste Jan, så fandt forfatterparret, at de nok også måtte lave en særlig pigeserie. Puk kom heltinden til at hedde, og hun så dagens lys udgivet under forfatternavnet Lisbeth Werner i 1952.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement