Det er kun få uger siden, at en kriminalbetjent fik 60 dages fængsel for at lække oplysninger fra politiets registre. Dommen understregede, at politifolk skal være varsomme med, hvordan de omgås fortrolige oplysninger. Men den fik ingen betydning for en ny bog - 'Sagen opklaret?'- om en række drabs- og voldssager fra arkivet i Rigspolitiets Rejseafdeling - også kaldet Rejseholdet. Den bog var for længst gået i trykken. Det er anden gang, tidligere vice-kriminalkommissær Eigil V. Knudsen skriver en bog til forlaget Gyldendal om Rejseholdet, hvor han arbejdede i 28 år. Den første bog handlede om hans egne sager. Nu tager han nogle skridt videre. Ikke blot skriver han denne gang om kollegernes sager. Han går også tættere på såvel ofre som gerningsmænd på grundlag af de oplysninger, han har fundet i Rejseholdets arkiv. Bogen vrimler med oplysninger, som ikke tidligere har været offentliggjort - og som formentlig heller aldrig ville være kommet frem, hvis ikke Eigil Knudsen havde kunnet trække på sin gamle arbejdsplads. Flere drabsofre er afbildet, sådan som de blev fotograferet af politiet på gerningsstedet. Det gælder blandt andet en gammel dame, der blev fundet på en kældertrappe. Hun var blevet myrdet af sin svigersøn, der samtidig havde forsøgt at ombringe sin egen datter. Det er billeder af en art, der aldrig kommer i aviserne, og som tilhørerne ved en retssag heller ikke får at se. Eigil Knudsen oplyser, at han ikke har spurgt de pårørende til de dræbte, om fotografierne måtte offentliggøres. Han mener, det er helt i orden at bringe billederne. »Det er for at illustrere tingenes tilstand. Vi taler om nogle modbydelige ting, der er sket. Hvis der kommer kritik fra de pårørende, må jeg tage det op til den tid«. »Jeg har jo sagt til forlaget Gyldendal, at dets jurister skulle kigge det igennem netop for at imødegå sådan nogle ting«, siger Eigil Knudsen. Ligegyldige sex-detaljer Men sådan gik det ikke på forlaget, oplyser Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis: »Der er sket en misforståelse. Vi vil nu bede vores jurist læse bogen igennem. Men vi havde ikke forestillet os, at der var problemer med billederne. Vi har fået dem udleveret fra Rejseholdets arkiv, og så regnede vi med, at det var i orden at bringe dem«, siger direktøren. Chefen for Rejseholdet, kriminalinspektør Per Kanding, der gav Eigil Knudsen lov til at bruge arkivet, mener, at ansvaret for bogen ligger hos forfatteren og forlaget. For Eigil Knudsen havde lovet, at materialet ville blive forelagt og vurderet af forlagets jurister inden offentliggørelse. Det var en af forudsætningerne, da han fik lov at bruge arkivet. »Jeg har udstyret Eigil Knudsen med det ansvar, at han ikke overskrider sine beføjelser med hensyn til tavshedspligt. Det er så op til en vurdering, om han har gjort det. Det vil jeg ikke udtale mig om, før jeg har læst hele bogen«, siger Per Kanding. Men han lægger ikke skjul på, at flere af bogens afsnit ville have fået en anden udformning, hvis han selv havde skrevet dem. Det gælder blandt andet flere steder, hvor bogen går meget tæt på ofrene med detaljerede skildringer af deres sex-liv - vel at mærke uden at det har betydning for sagerne. I ét tilfælde skildres det således, hvordan den dræbte pige var sammen med en englænder flere gange, nogle timer før hun blev slået ihjel af en helt anden. »Det er ufornødent at skrive«, kommenterer Per Kanding. Eigil Knudsen mener derimod, at sex-skildringerne skal med: »Det er det sandfærdige billede af tingenes tilstand. Det er jo ikke nogen roman, vi taler om«, siger den pensionerede kriminalmand. Skyldig - ikke dømt I et andet tilfælde retter han direkte mistanke mod en let genkendelig person - en søn af »en af den lille bys matadorer« - for at have begået voldtægt mod en gammel dame i 1964. Efterforskningen løb ud i sandet, og ingen blev hverken sigtet, tiltalt eller dømt. Men i den lille by, der omtales med navn, vil de lokale - der i bogen også hjælpes på vej med et særligt kendetegn ved den unge mands beklædning - hurtigt kunne identificere den nu voksne mand. Bogen gennemgår i detaljer mulighederne for at få klarlagt den pågældendes skyld eller uskyld ved hjælp af moderne dna-test, som ikke var til rådighed i 1964. Per Kanding tager afstand fra afsnittet: »Jeg synes ikke, man skal rejse nogen mistanke, der ikke er begrundet. Og det gælder også det her forhold«, siger Rejseholdets chef. Eigil Knudsen mener derimod, at han alene redegør for kendsgerninger. Det mener han også, han gør i en anden sag. Her fremdrager han en række ting, der peger på en bestemt person som gerningsmand til drabet på en lille pige i 1983. Den pågældende blev dømt for et andet mord, men end ikke sigtet i sagen om den lille pige. I bogen gør Eigil Knudsen selv opmærksom på, at han går en utraditionel vej, fordi drabet på den lille pige aldrig er blevet opklaret: »Det er ikke hverdagskost, at nuværende eller tidligere politifolk offentliggør indicierne i en sag, der ikke har ført til nogen sigtelse«, skriver forfatteren. »Det ville jeg ikke have skrevet i en bog. Jeg ville måske have skrevet det i et memo til sagen, men ikke til offentliggørelse«, siger Per Kanding om mistanken. Identitet afsløres I en anden uopklaret mordsag opruller bogen udførligt det intime liv hos ikke blot den dræbte kvinde og hendes mand, men også deres tidligere ægtefæller. Det bliver fastslået, at en af mændene ikke er far til det barn, han har taget faderskabet for, og det hele bliver garneret med en strøm af rygter om den dræbtes sex-liv. Men der er ikke noget, som peger på, at det har spillet nogen rolle i forbindelse med drabet, som mest lignede en likvidering. Bogen nævner også, at en dyrlæge fra en navngiven, lille by en overgang var mistænkt som drabsmand. Men det kom aldrig videre. Alligevel peger forfatteren på, at dyrlægen uden sammenhæng med drabssagen senere blev dømt for bedrageri. Det er en dom, som efter reglerne for længst må være slettet af mandens straffeattest, men i bogen vil han være let genkendelig. Der er ikke mange med hans profession i den lille by. Eigil Knudsen mener ikke, der er noget forkert i at nævne den gamle straffesag eller omtale de intime detaljer: »Det er de faktiske forhold, der er beskrevet. Jeg mener ikke, jeg krænker nogen, eller at jeg har brudt min tavshedspligt«, siger den pensionerede vicekriminalkommissær. Litterær direktør Johannes Riis siger, at Gyldendal har haft succes med Eigil Knudsens første bog om Rejseholdet og derfor valgte også at udgive nummer to. Han betegner de detaljerede, intime beskrivelser som »en del af historien«. Derfor er de ikke blevet luget ud under redigeringen af manuskriptet. »Det kommer bag på mig, at de her ting kommer op nu. For bogen er i samme stil som den foregående. Så kan man godt sige, at der ingen billeder af døde mennesker var i den første bog, men det er samme genre, og der var ingen, som var ude med riven i den forbindelse«, siger Johannes Riis.