Roskilde vandt kampen om at blive hjemsted for det kommende rockmuseum. Man kalder det Rock City nu, ikke Rockens Hus, og meningen er, at stedet også skal rumme spillested, boliger, hotel og andet, som umiddelbart lyder meget lidt musikagtigt. Men lad os nu se. Eller rettere: Jeg er bedøvende ligeglad. At sætte rockmusikken på museum er for mig et paradoks. Hvordan kan man udstille en følelse? Kan man udstoppe vitalitet? Da jeg som en af de inviterede mødte op til det etablerende møde i begyndelsen af 2001 på Rytmekons, blev jeg forstemt. Ikke udelukkende fordi vi alle sammen var blevet så gamle og grå - det var trods alt bedre end at være blandt de unge døde - men fordi jeg fik bekræftet min egen følelse af, at rock er forbi, at fortid er fortid, at det er imod hele musikformens natur at blive holdt fast i. Som John Lennon sagde i det sidste interview, han gav før sin død, til Lisa Robinson 29. september 1980 (trykt i Vanity Fairs novembernummer 2001): »Nostalgi er fin nok om søndagen, bare ikke hver dag i ugen«. Mine følelser, som jeg holder indenbords i selskab med jævnaldrende, finder klangbund i 'Rock Til You Drop', en ny amerikansk debatbog af journalisten John Strausbaugh fra ugemagasinet New York Press. Undertitlen er 'The Decline from Rebellion to Nostalgia'. Bogen er et skarpt opgør med hele oldekollevældet i rockmusikken. Strausbaugh tager skarpt afstand fra det amerikanske 'Hall of Fame', som af alle steder ligger i det aldeles usexede Cleveland, ikke just kendt som rockens arnested. Strausbaugh kalder stedet 'Hall of Lame' (et lamt sted!). Han synes, de udstillede effekter tager sig fattige og latterlige ud, berøvet deres indhold af ungdom og vitalitet. Rockmusik bør hyldes i et mindre lokale, fuldt af unge mennesker, sprængfyldte med hormoner og energi. Rockmusik hører ikke til på museum, heller ikke på de gigantiske arenaer med storskærme og diverse kæmperekvisitter, mener Strausbaugh. Rocken døde med den tekniske udvikling, der gjorde dette muligt. Han giver også rockjournalistikken det glatte lag og her især magasinet Rolling Stone, der trods sporadiske fremragende artikler mest er blevet en mindestue for poppedrenge som Billy Joel. Det er som hovedregel midaldrende kritikere, som stadig anmelder musik, og det er patetisk. De kan ikke høre nyt for alt det gamle, der ligger og fylder op i deres hoveder. Det problem behøver man ikke tage helt til USA for at finde eksempler på. Også i Danmark sidder der anmeldere og journalister, som har beskæftiget sig med rock i det, vi efterhånden kalder en menneskealder, og selv om de er vidende og flinke folk, er de netop belastede af ekkoer af gammel musik og vil aldrig kunne mærke noget nyt på vegne af en 19-årig læser, om det så sprang op og bed dem hårdt i næsen. Kolostomi-rock Især har John Strausbaugh set sig gal på de bands, som enten kører på fjerde årti eller som gendanner sig for at leve af fordums storhed. Rolling Stones er hovedeksemplet. Strausbaughs tese er, at de startede som et kopiband, der spillede egne versioner af amerikansk r&b. I nogle få glorværdige år i slutningen af 1960'erne var de originale, men allerede i begyndelsen af 1970'erne gik det tilbage, og i næsten 30 år har det britiske band været reduceret til et kopiband: nu kopierer de bare sig selv! De lader, som om de er Rolling Stones, men de er kun en patetisk skygge af fortids stråleglans. At de stadig samler tusinder af mennesker på deres verdensturneer, holder ham ikke tilbage. »Rockmusik er ungdomsmusik«, skriver han i bogens indledende kapitel, 'Boom Boom Boom Boomer'. »Den (musikken, red.) spilles bedst af unge mennesker, til unge mennesker og i omgivelser, som omhyggeligt ekskluderer deres forældre og alle andre på deres forældres alder. Det er en musik fuld af ungdommelige energier, ungdommeligt oprør, ungdommelige bekymringer og vrede«, konstaterer amerikaneren og citerer en britisk skribent, Will Selfs definition på rockmusik: »en kunstform for unge, og her mener jeg teenagers«. Rolling Stones har ikke lavet rock siden midten af 1970'erne, de har lavet stadium events, argumenterer han og kalder fænomenet 'kolostomi-rock'. Den succes, bl.a. Stones har haft år efter år, har affødt genopstandelsen af diverse gamle bands fra 1960'erne, Jethro Tull, Yes, The Allman Brothers, Spooky Tooth , Free, Crosby, Stills & Nash og sågar helt ligegyldige bands som Savoy Brown. Det var et foto af et medlem af sidstnævnte band, som var det sidste strå for John Straysbaugh: »Han lignede en på 75 år med et af den slags forfærdelige smeltede ostefjæs, som gamle britiske fyre får efter en livslang bællen pints. Hans hår, hvis det var hans hår, lignede en 'Rock Star!'-paryk fra en legetøjsforretning eller en halloweenparyk, eller så ud som om en blæksprutte med hårede arme havde klasket sig fast til hans hoved og var ved at suge ud, hvad der måtte være tilbage af hjerne«. Som man kan høre, lægger Strausbaugh ikke fingrene imellem. Han er så giftig, at hvis han bed sig selv i tungen, ville han falde død om. Men han har en pointe. Jeg personlig synes også, at der er så meget geriatrisk afdeling over Stones, Dylan, Tina Turner, Blondie, Stevie Nicks (selv om hun i lighed med den balsamerede Cher vel næppe kan kaldes en rocker) og andre, at det ikke er rart at se på, endsige lytte til. Især fordi de insisterer på at lade, som om de er unge, og fordi de ikke har noget nyt at byde på. Når de endelig har, er det sjældent interessant. En sanger som Marianne Faithfull (som ikke var en rocker, men dog en hang around og et navn i sig selv) ser også hærget ud, men det gør hun helt naturligt, og så synger hun Kurt Weill, og det passer til hendes alder og hendes stemme. Hun nævnes dog ikke i bogen, men det gør Patti Smith, punkpoeten, og hun får også det glatte lag. 'Næsten-muzak', kaldes hendes nyere musik. Så er den placeret! Penge til panterne Hvem er overhovedet John Strausbaugh? Han er en velrenommeret, velskrivende journalist og selv så gammel, at han var med i Woodstock. Han har spillet i diverse bands »men vidste, hvornår han skulle holde op«, som det hedder på bagsideflappen. Han har skrevet et par bøger, bl.a. en om Elvis-dyrkelsen, og så er han tydeligvis en desillusioneret rockfan. Han mener, rock er ungdomsmusik, fordi den musik, han elskede engang, aldrig har udviklet sig, og fordi de musikere, der var hans idoler, nægter at blive ældre med de ovennævnte pinlige resultater til følge. Og fordi revolutionen aldrig kom. John Strausbaugh er tydeligvis vokset op i USA i den brydningstid, der var Vietnamkrigens, hvor rockmusikken spillede en anderledes voldsom rolle, end den gjorde i Europa. Hos os var ungdomsoprøret mere en kulturkamp end noget, man rent faktisk kunne dø af. Strausbaugh gennemgår bl.a. Stones, Jefferson Airplane og MC5 fra Detroit, tre grupper, som flirtede med revolutionære tekster, og han når frem til, at de ikke havde nogen dækning, hverken i gruppernes privatliv eller i deres handlinger. Den psykedeliske californiske flyvemaskine solgte sig selv og deres numre lige fra starten til reklamebranchen, alt imens de chantede »op mod muren, motherfuckers!«. MC5 vendte ryggen til deres manager, John Sinclair, da denne fik en lang fængselsstraf for at være i besiddelse af et par joints. Stones led deres officielle uskyldstab i Altamont, hvor publikum og Hell's Angels stødte sammen med mord til følge. Det forhindrede dog ikke Mick Jagger i et interview med Politiken i september 1970 at tale, som om han var revolutionens fortrop. »Der er ingen ekstremister, ingen fanatikere i England, og dem har vi brug for, for de får resten med. Og studenterne er nødvendige, fordi de sætter spørgsmål ved status quo. De bryder ned - og bygger de ikke op igen, gør deres børn det måske. Vi lever i et kapitalistisk system, hvad enten vi kan lide det eller ej. Amerika er 100 procent kapitalistisk, England er, og det samme gælder for dele af Europa. Enten må vi ødelægge det eller arbejde inden for systemet på en nonprofit-basis«, sagde Jagger over frokostbordet på Hotel Marina, mens han udviklede planer for et nyt distributionsselskab, Stones ville starte (og som de rent faktisk lavede om end på en noget mindre idealistisk måde). Det mest bemærkelsesværdige ved det møde foregik næste dag. Da benægtede han til andre pressefolk, hvad han helt uopfordret havde fortalt mig, og som jeg bad ham gentage, så jeg var sikker på, at jeg ikke havde misforstået noget ved den temmeligt opsigtsvækkende meddelelse: Stones havde sat penge til side til den dengang meget omdiskuterede amerikanske politiske gruppe De Sorte Panteres morgenmadsprogram til ghettobørn, og de ville give flere penge til Panterne. Politiken sendte en version af interviewet med den opsigtsvækkende oplysning ud på nyhedsservice. Næste dag, da telefonerne kimede fra England og omegn, benægtede Jagger, hvad han havde fortalt en ung dansk journalist, som han troede, han kunne dupere, uden at det nåede uden for et lille lands grænser. Siden var der ikke rigtig nogen grund til at tage ham alvorligt. Men han var jo stadig smækker og lækker, selv om det i dag er svært at tro, når man ser det mumieagtige væsen, som for nylig optrådte i et interview på dansk tv i forbindelsen med lanceringen af hans seneste solo-lp. Stakkels Mick! Men han har trods alt sine millioner og alle sine modeller. Forkælede journalister Var rocken revolutionær? Måske kulturrevolutionær må svaret vel lyde. Musikken indgik som en inspirerende og først og fremmest socialt sammentømrende og underholdende del af en kulturændring, som især omfattede kvinders og seksuelle minoriteters rettigheder. Rocken var aldrig revolutionær, siger Ellen Willis, venstreorienteret feminist og rockskribent, til Strausbaugh. Man strøede om sig med løs hånd med ordet 'revolutionær' og forvekslede det med 'oprørsk'. Rocken var oprørsk. Gennem personer skabte den også nye fænomer, multimediekunstnere. »Jeg mener, at en del af den genialitet, der kendetegnede the Beatles og Dylan og the Stones og Janis Joplin på en anden måde og selvfølgelig Andy Warhol, var at skabe meget righoldige personligheder, som i sig selv havde æstetisk værdi. Det var mixed-media-kunst på en måde - det var ikke kun musik«, siger Ellen Willis, der for godt 10 år siden udgav bogen 'Beginning to See the Light: Sex, Hope and Rock-and-Roll'. Måske har en af de yngre, John Strausbaugh diskuterer med i sin bog, ret, når han siger, at journalisten er en typisk forkælet babyboomer: Når han er træt af noget, duer det ikke og væk med det! »Jeg synes, det er den ultimative boomer-hybris - de kan ikke holde den idé ud, at denne 'vilde' generation, som løb rundt og blev skæve og kneppede i hvedemarkerne, overhovedet kan overgås af noget, der kom efter«, angriber den 37-årige Bill Repsher, en anden New York Press-skribent. Sådan har jeg det nu ikke. Jeg kan sagtens høre, at der er kommet musik, efter at jeg helt holdt op med at interesserer mig for rocken i midten af 1970'erne. Jeg gider bare ikke høre det. Det er mig ligegyldigt. Rock er ungdom, og jeg er langtfra ung. Til gengæld synes jeg, John Strausbaugh har en uhyggelig pointe, når han slutter med at skrive om den minimale effekt, hele love & peace-bevægelsen havde. Populariteten steg til 89 procent. for præsident Bush senior under Golf krigen. Clinton fik 78 procents tilslutning, da han indledte sin fjernkontrolkrig over Irak. Det var 'Woodstockgenerationen', der var med til at sige ja. De er ikke blevet klogere, kan man tilføje. Den nuværende Bush har også væg til vægopbakning i USA til sine bombardementer af Afghanistan. 'Give peace a chance' har lange udsigter. Strausbaugh klager og udsender forbandelser, og han argumenterer bravt. Men musikken er ligesom sine idoler og paroler og utopier forgængelig. Sådan er det. Ung må verden endnu være. Det var godt, mens det var vores tur. Nye generationer skal høre deres egen nye musik. Og John Strausbaugh burde, i stedet for at hænge fast i ungdommens lydspor, for lang tid siden have lagt noget andet musik i cd-spilleren. Jeg anbefaler Manu Chao, Les Dezoriental og måske lidt middelalderkirkemusik fra Venedig.