Bitten har det slemt. Hun er forældreløs, er sat i pleje hos et par ældre damer, som ikke tillader hende at lege med andre. Hun skal pænt gå tur mellem dem i Frederiksberg Have, må ikke løbe, kun spadsere. Hun må ingenting - heller ikke deltage i de fornøjelser, hendes klassekammerater inviterer hende til. Bitten er dog ikke ganske alene i verden, hun har en bedstefar, en gammel trodsig godsejer, som aldrig har tilgivet sin søn, at han giftede sig med en fattig lærerdatter og ikke med den rige godsejerfrøken, han havde valgt til ham. Han slog derfor hånden af ham og hans familie, som man sagde. De unge forældre dør, men den lille sønnedatter vil han heller ikke have noget med at gøre, ud over at han betaler, hvad det koster at have hende på kost hos de to stramme damer. Men så en dag får Bitten endelig lov til at komme til Broholt, som godset hedder, og hun vinder heldig- og naturligvis den gamle herre og Frandsens, hans husholderske, hjerter. Men der er jo slanger i ethvert paradis, og denne slange hedder Tante Cordelia. Hun er enke, bor på enkesædet med sine to kedelige døtre, Flora og Fritze, og hun syntes, at Bitten bør opdrages af hende. Det lykkes hende at få godsejeren overbevist om dette, for Bitten gør ikke altid, hvad der bliver sagt. Det ophold hos Tante Cordelia kommer der ikke noget godt ud af. Bitten gør oprør, bliver straffet med stuearrest og kulde. Bitten bliver smal om kinderne, begynder at hoste, og da hun hører, at hendes legekammerat Ole, der er kommet ud som skibsdreng, er omkommet, styrter hun ud i natten. Men alt ender godt. Bitten kommer hjem til Broholt, er meget syg meget længe, men det hele ender i fryd og gammen.