0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den underfundige nej-siger

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ser man tilbage på 1900-tallets europæiske historie, står Stefan Heym som en repræsentativ, næsten symbolsk skikkelse. Han blev født i 1913, på tærskelen til Første Verdenskrig, hvis ødelæggende virkninger først skulle klinge ud i løbet af 1990'erne.

Og ved skæbnens ironi blev det ham, der i 1994 som ældste medlem af den tyske forbundsdag kom til at holde åbningstalen for forsamlingen af vest- og østtyske parlamentarikere.

Det gik ikke stille af sig, skønt hans tale med citater af bl.a. Willy Brandt og Abraham Lincoln nok advarede mod farerne for »ophedet nationalisme, racisme, antisemitisme og stalinistiske metoder«, men endte med opfordringen til »tolerance i vores omgang med hinanden«.

Det, der bragte sindene i kog, var, at han var valgt ind for PDS, reformkommunisterne.


Helmut Flieg - Stefan Heyms oprindelige navn - voksede op i et velhavende jødisk miljø i Chemnitz og havde efter alt at dømme en sikret fremtid for sig. Det kom til at gå helt anderledes.

Allerede som gymnasiast fik han i 1931 i en socialdemokratisk avis offentliggjort et digt, der angreb den spirende militarisme i Weimarrepublikkens sidste leveår. Det kostede ham en bortvisning fra gymnasiet. Men studentereksamen fik han senere i Berlin.

Efter rigsdagsbranden i 1933 slap han med nød og næppe over grænsen til Tjekkoslovakiet. Derfra gik vejen til USA, der som for så mange andre tyske emigranter skulle blive hans andet fædreland. Her udgav han i 1942 sin første roman 'Hostages' - en spændende politisk krimi, som blev en bragende succes på det amerikanske bogmarked og oven i købet blev omarbejdet til film.

Under Anden Verdenskrig var han soldat i den amerikanske hær, og af de fem romaner, han derefter skrev, er den digre krigsroman 'Korsfarere med maskingevær' den bedste.

Det, som er karakteristisk for Heyms første romaner, er hans ønske om at nå et bredt publikum. Med vægten på spænding og anskuelighed holdt han sig til sine litterære forbilleder, Dickens og Hemingway. Bag denne enkle realisme lå der et klart mål, nemlig at få læserne til at tænke over de skjulte kræfter i samfundsudviklingen.


I 1952 havde det politiske klima i USA ændret sig så meget - McCarthy - at Heym frasagde sig sit amerikanske statsborgerskab og flyttede til DDR. I begyndelsen var alt idyl, han blev modtaget med åbne arme. Han misforstod anerkendelsen og troede naivt, at han kunne bidrage med kritik af systemets svagheder.

Selve socialismens ide holdt han hele livet fast ved, nogle gange på en temmelig pinlig måde, som da han i romanen 'The Eyes of Reason' forherligede det kommunistiske kup i Prag 1948.

Men plads til kritik af den 'reale socialisme' var der ikke. I 1965 fordømte Honecker offentligt den besværlige forfatter, og han fik forbud mod at publicere i DDR. Heyms position var trods alt så fast, at han herefter blot sendte sine manuskripter til udgivelse i Vesttyskland.

I denne periode tog Heym et spring i sit forfatterskab, også kvalitetsmæssigt. I 'Der König David Bericht' fra 1972 kommer Heyms satiriske talent til fuld udfoldelse. Det Gamle Testamentes kong Salomon nedsætter her en kommission, der skal udarbejde en glorificerende fremstilling af hans forgængere Saul og David.

Til dette formål hyrer man historikeren Ethan ben Hoshaja, og det er hans kvaler, der står i centrum. Denne lidt frygtsomme sandhedssøger opdager, at David faktisk var et lumsk, åleglat magtmenneske, en sandhed, ingen har bedt om, og som man derfor lader forsvinde.

Heym omdefinerer her digterens og videnskabsmandens rolle: ikke mere folkeoplyser i en nok så god ideologis tjeneste, men profet og forkynder i stadig underfundig kamp mod magten.


Endnu mere raffineret er Heym i sit mesterværk fra 1981 'Ahasverus', der er opbygget af tre forløb, fjernt fra hinanden i tid, men snedigt sammenslyngede.

Først den faldne engel Ahasverus med troen på den skabende forandring, derpå den slesvigske biskop Eitzen med troen på orden og endelig den groteske brevveksling mellem en ateistisk funktionær i DDR-Berlin og professor Leuchtentrager, Lucifers inkarnation.

Man kan undre sig over, hvorfor Stefan Heym blev i DDR, når han var så kritisk over for det. Forklaringen ligger nok i, at hans satiriske talent først kom rigtig til udfoldelse under et autoritært styre, hvor han måtte finde på alle mulige dobbelttydigheder.

Den østtyske forfatter Christoph Hein har i et lille essay beskrevet fænomenet 'slavesprog', de undertryktes kodesprog. Det trives - ligesom visse dybhavsfisk, der dør, hvis de kommer op til overfladen - bedst under tryk. Og det er jo påfaldende så mange af de østtyske forfatterskaber (Wolf Bierman, Christa Wolf f.eks.), som klaskede sammen, da det ikke længere var nødvendigt at gøre modstand.

Spørgsmålet er, om det ikke netop var trykket oppefra, der tvang Stefan Heym til at skifte stil. Hvis ikke han havde følt DDR's pres, var han måske fortsat med at skrive underholdningslitteratur. Nu blev han i stedet tvunget til at blive en stor forfatter.

Uffe Hansen er lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce