Ser man tilbage på 1900-tallets europæiske historie, står Stefan Heym som en repræsentativ, næsten symbolsk skikkelse. Han blev født i 1913, på tærskelen til Første Verdenskrig, hvis ødelæggende virkninger først skulle klinge ud i løbet af 1990'erne. Og ved skæbnens ironi blev det ham, der i 1994 som ældste medlem af den tyske forbundsdag kom til at holde åbningstalen for forsamlingen af vest- og østtyske parlamentarikere. Det gik ikke stille af sig, skønt hans tale med citater af bl.a. Willy Brandt og Abraham Lincoln nok advarede mod farerne for »ophedet nationalisme, racisme, antisemitisme og stalinistiske metoder«, men endte med opfordringen til »tolerance i vores omgang med hinanden«. Det, der bragte sindene i kog, var, at han var valgt ind for PDS, reformkommunisterne.