0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ringen overlever

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Cinetext Bildarchiv
Foto: Cinetext Bildarchiv

Foto fra filmudgaven af Ringenes Herre.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vores ældste søn - han er 12 - var meget klar i mælet, da han fik at vide, at 'Ringenes herre' skulle filmatiseres (den har været hans yndlingsbog i et par år): »Det burde være forbudt«, sagde han.

Når man som jeg har et 30 år gammelt forhold til Tolkiens mesterværk, har læst den mindst lige så mange gange og dermed livet igennem har råhygget (og trøstet) sig med at kunne eskapere ind i det selvstændige univers, bøgerne rummer, så kan man nemt følge tankegangen. En film er en invasion af ens fantasi og følelser, og her er tale om noget dyrebart, der måske er truet.

Stimuleret af website og foromtale indtog Emil (den 12-årige) dog snart en lidt mere åben attitude. Hans nye udsagn lød: »Det er o.k., de laver den, men det er kun mig, der skal have lov til at se den«.

Dette i og for sig rimelige krav havde han dog måttet gå på kompromis med, da han tirsdag aften sad i Imperial sammen med lillebror Lucas, en skolekammeret, mor og far, dronning Margrethe, to af filmens stjerner og 1.000 andre meget smokingklædte danskere.


Men til sagen: Kulturredaktionen har bedt mig om en redegørelse for min oplevelse. En egentlig anmeldelse bragte vi naturligvis allerede i onsdags, men tanken er, at jeg skal supplere ved at gå i dybden med det for ca. 100 millioner jordboer spændende emne: Hvordan oplever man filmen, når man har læst bøgerne (og føler stærkt for dem)?

Eller mere spidst: Tør og bør man som Tolkienlæser med meget på spil, overhovedet gå ind og se denne ekstremt opreklamerede film, der har kostet milliarder og vil blive set af millioner, men som jo ikke nødvendigvis er god nok til os mangeårige læsere, elskere og Tolkienfundamentalister af den grund.

Lad det være sagt straks: Opgaven giver kun mening, hvis man tager den nogenlunde alvorligt. Hører man til dem, for hvem Tolkienuniverset fremstår som i bedste fald kuriøst, grænsende til det lattervækkende, eller til dem for hvem 'eskapisme' er et litterært skældsord, så bør man stoppe her.

Selvfølgelig er Tolkien ikke nogen skønlitterær sværvægter, men når hans værk har kunnet fascinere så mange og så forskellige mennesker, så er det ikke mindst, fordi han selv tog eventyrfortællingen alvorligt. Det vil jeg også forsøge at gøre.


Som det er fremgået af anmeldelserne, er det mest slående ved filmen, at alt det, der på forhånd kunne forekomme umuligt eller ekstremt vanskeligt, er lykkedes. Hobbiter er halvt så store som mennesker og har behårede fødder; det er lykkedes at gøre dem til troværdige væsener.

Orker, trolde og monstre er helt, som de skal være, det vil sige livagtige og særdeles uhyggelige og ulækre, og der er mange af dem. De landskaber, eventyret udfolder sig i, er ikke bare bjergtagende, smukke og dramatiske; de lever op til bogens egen, detaljerede geografi; det er rigtig, rigtig flot.

Det siger sig selv, at den tre timer lange film er en forenklet og dramatiseret genfortælling af bind 1. af 'Ringenes herre'. Om det kan man kun sige, som Tolkien selv gjorde det i forordet til anden udgave af bogen (ca. 1.000 sider, hvortil kommer baggrundsmateriale en masse): »Min fortælling har kun en svaghed. Den er for kort«.

Men selv om man savner alle mulige små scener, så skal det i samme åndedrag siges, at omskrivningerne af historien adskillige steder er en forbedring i forhold til Tolkiens ikke altid lige opfindsomme dramaturgi.

Den måde, Merry og Pippin præsenteres på og gøres til en del af det store eventyr, er for eksempel elegante løsninger på personkarakteristikker, som Tolkien bruger flere bind og mange hundreder af sider på at puste liv i.


Hvis det kun var teknik, landskaber, masseoptrin og tempoforøgende dramatisering, der lykkedes, så ville man dog sidde meget utilfreds tilbage. Sådan er det heldigvis ikke. I samme øjeblik troldmanden Gandalf triller ind i Hobbitrup og mødes med først Frodo og så Bilbo, så ved man, at Peter Jackson ikke bare er en teknisk mesterinstruktør, men også har set rigtigt i nogle afgørende personvalg.

Troldmanden Gandalf spiller en helt central rolle. Ikke bare i eventyrets logik, hvor han er den uformelle leder af den koalition af frie folk, der skal samle sig om at bekæmpe det absolut onde - Fjenden, Sauron.

Men især fordi han i fortællingen er bindeleddet mellem den 'menneskelige' hobbitverden, som er læserens indgang til Tolkiens univers, på den ene side, og alvoren, det store drama, hvor generationer af elver, fyrster, mennesker og dværge med vekslende held har modstået Fjendens skjulte og åbenlyse angreb, på den anden side.

Det kræver, at Gandalf både skal være en nærværende, varm faderfigur i hobbiternes liv, en troldmand, der ryger pibe og glæder hobbitbørnene med eventyrligt fyrværkeri, og samtidig en stor, vis og mægtig troldmand, en hærfører, der råder over ikke bare magiske kræfter, men også egentlig åndelig magt.

Ikke nogen nem sag for en ganske almindelig menneskeskuespiller. Ian McKellen løser opgaven imponerende og formår for eksempel at bevæge sig både naturligt og troværdigt akavet rundt i Bilbo (og senere Frodos) perfekt sete hobbithul, der rummer præcis den kombination af hjemlig, engelsk hygge, og underlige hobittrunde former (samt enorm fokus på mad), som man som læser af både 'Hobbiten' og 'Ringenes herre' forventer af Bag End (som hullet i Hobbiton hedder på originalsproget).

Og endnu bedre: Også Frodo og Bilbo - voksne skuespillere, der teknisk er 'nedfotograferet' til hobbitstørrelse - er ikke bare troværdige, men velspillede personligheder. Nogle har kritiseret, at Frodo ser for ung ud, men det er ikke i strid med bogens billede, og Bilbo - der efter at have afgivet Ringen ældes voldsomt - viser, at det er et bevidst valg.

Bilbo er præcis som han skal være; først velbevaret og så rigtig gammel - og alvorligt skadet af sit lange samliv med Herskerringen.


Og her er vi fremme ved et andet punkt, hvor Peter Jackson fortjener stor anerkendelse. Ringen - den lille g