Den lykkelige araber, det er mig - sandblæst i den libyske ørken, på rastløse frierfødder i Kairos blinde labyrint. Så er det sagt: Jeg har tabt mit hjerte til den arabiske verden, solgt min sjæl til Fawzi Soliman og hans afsindige fætre, byttet mit ligegyldige skelet for en nat under Sinais stikkende stjerner. Og hvad værre er: Jeg længes uophørligt mod Petra og Palmyra, Abu Simbel og Wadi Rum - alle disse fornemme ørken-adresser, denne gammeltestamentlige tomhed, Allahs indlysende grammatik. Jeg længes mod det organiske kaos, de arabiske byers flossede nerve, deres gyder, trapper og korridorer, alle disse myldrende luftlag, hvor verden er lykkeligt af lave, og tusmørket kaster skygger på beduinernes furede fjæs. Jeg længes mod moskeernes sublime stilhed, tæppernes luv mod fødderne, lyden af vand og klirrende krystal. Jeg længes mod sproget, arkitekturen, musikken, køkkenet, mentaliteten og klimaet, det knas-tørre højtryk, der smyger sig om huden, mens Sheik Abdelbassed Abdel Samad kalder til aftenbøn, og en driftig lurendrejer tilbyder dig aktier i Tutankhamons ravgule gebis.