Magthaverne skriver loven, men dissidenterne skriver historien i den arabisk-muslimske verden. Begge forfatterskaber rammer benhårdt, om end med forskellig termin. Det kan den egyptiske forfatter Sonallah Ibrahim snakke med om. Han hudflettede den egyptiske revolutionshelt Gamal Abdel Nassers regime og måtte bøde med fem et halvt års fangelejr på dén konto. Men i fængselsbogen 'The Smell of It' og i 'Auguststjernen' har Nassers undertrykkelsesystem alligevel fået fortjent stof til eftermælet af den velskrivende dissident. Det var under koldkrigen, vi lærte de østeuropæiske systemkritikere som Solzjenitsyn og Havel at kende. De kommunistiske magthavere troede, de kunne censurere sig til ro og et bedre omdømme. Det slap magthaverne som bekendt ikke godt fra i det lange løb. Men længe efter at 'systemkritik' er blevet tilladt i Østeuropa, er pennen stadig et omstridt og hyppigt skæbnesvangert redskab i den muslimske verden. Pennen vinder til sidst Bag de navne, der det seneste årti har åbnet vores øjne for den arabisk-muslimske verden, er forfatterskaber, der - al anden forskellighed til trods - netop har det til fælles, at de har balanceret mellem censur og eksil, fængsel og frihed. Store og små navne er ramt på samme vis - både blandt kritikere, forfattere og politiske essayister. Lige nu er en af den arabiske verdens betydeligste forsvarere af fri kritik, Saad Eddin Ibrahim, fængslet for at være i ledtog med udenlandske kræfter. Han er en dynamisk chef for 'Ibn Khaldoun-Centret' i Cairo, der akkurat beskæftiger sig med ømfindtlige sager som demokratisering og ret til ytringsfrihed. Men efter at Ibrahim klagede over svindel ved det sidste valg, blev det lidt for broget for præsident & nærmest-diktator Mubaraks myndigheder. Ibrahim har fået syv års fængsel. En lang række af de internationalt mest anerkendte egyptiske forfattere har taget samme holmgang med censuren og politiet. Naguib Mahfouz, den egyptiske Nobelpristager fra 1988, har i tidens løb sat sig op imod både den tidligere kongemagt, mod Nasser og mod den religiøse fanatisme, som den efterfølgende præsident Sadat udløste. Under Nasser kunne flere af hans skriverier ikke udkomme som bog. Under den nuværende Mubarak var han i 1994 udsat for religiøse fanatikeres voldelige attentat, der nær kostede ham livet. Men længe efter hver og én af disse magthavere vil hans bøger stå tilbage som fornemme, socialrealistiske afspejlinger af en barsk egyptisk hverdag mellem traditioner og magt. Kønnenes kamp Nawal Saadawi, en spids moster og Egyptens mest kritiske forsvarer af kvinders rettigheder, har som temperamentsfuld forfatter kendt til både censur, arrestation og trusler fra et ortodokst præsteskab - ligesom sin husbond, forfatteren Sherif Hetata. Hendes muslimske læge- og forfatterkollega i Bangladesh, Taslima Nasrin, måtte i øvrigt samme tur igennem, før hun måtte ty til eksil i Sverige og senere Tyskland. Ganske dramatisk er praktisk taget alle lande i Mellemøsten og Nordafrika - bortset fra Libanon - underlagt en voldsom censur. Som om det sidste tiårs internationale demokratisering var undgået denne regions opmærksomhed, frabeder regionens diktatorer i deres forskellige klædedragter - præsidenter, konger, sheiker, emirer, en sultan osv. - sig fortsat kritik. De har derfor indrettet sig med hver deres mere eller mindre dominerende statslige og religiøse censur. De arabiske regeringer har også aftalt en art musketér-ed, hvorefter man normalt ikke tillader nedrakning af hinandens regimer. Samtidig sikrer censuren, at det religiøse establishment ikke udfordres unødigt, og at køn og seksualitet ikke ligefrem gøres til et frit offentligt anliggende. Det blev for meget for Muhamad Fayek, engang informationsminister og ansvarlig for censuren i Egypten - i dag er han formand for Den Egyptiske Menneskerets-Organisation. Også han har været en tur bag tremmer. Resultatet er, at en hel perlerække af muslimske forfattere - arabere og sydasiater - har valgt at flytte sig selv og deres skriverier ud i eksil. Blandt de muslimske eksilforfattere er i dag så fremragende en skribent som marokkaneren Tahar Ben Jelloun, bosat i London, der sammen med Paris har fået et frit og rigt kulturmiljø for arabiske eksilforfattere, mens kulturlivet i de muslimske hjemlande er besat af censur og diktatur. I eksilet har de følgeskab af flere af Palæstinas fremmeste forfattere. Mahmoud Darwish - palæstinensernes nationalpoet, født i Palæstina/Israel - valgte til sidst at slå sig ned i Paris som Yassir Arafats kulturminister, indtil han sagde op i protest mod Oslo-aftalerne. Den største palæstinensiske essayist og kulturradikale kritiker, Edward Said, lever og skriver i USA. Irans forfattere ovre på den anden side af Den persiske Golf er ramt af samme skæbne, om end de lige nu håber på morgenluft fra den politiske reformbølge i Teheran. Litteraturkritikeren Faraj Sarkuhi - sidste års modtager af PL-prisen i Danmark - 'blev forsvundet' af den iranske sikkerhedstjeneste sidst i afvigte århundrede og blev senere reelt eksporteret som uønsket. I dag lever han i Tyskland, hvor han er i færd med at skabe et eksil- litteraturtidskrift, også på nettet. Og akkurat nettet giver i dag forfattere nye muligheder, også i den muslimske verden, og gør livet besværligt for censorerne og deres magtfulde arbejdsgivere. Ja, ja, i Østeuropa klarede bøgerne sig også bedre end censuren, da dén tid kom.