Den franske forfatter, Henri Stendhal, drømte om to ting. Nemlig at han måtte glemme Cervantes 'Don Quixote' og Scheherazades historier fra 'Tusind og en nat'. Således at han hvert år kunne finde samme friske læseroplevelse med disse grandiost kringlede og knibske fortællinger. Og interessant nok var hverken historien om ridderen med den bedrøvelige skikkelse i kamp mod monstrøse vindmøller eller om den skønne arabiske kvinde i episke undvigelsesmanøvrer fra en kvindehadsk sultan egentlig særlig langt fra hinanden i stil, ånd og geografi. Cervantes Spanien var stadigvæk et arabisk grænseland, den mauriske kultur udgjorde endnu i 1600-tallets Spanien en stor del af landets sydlige, kulturelle rygrad. Kritik af Europa Stendhals møde i 1800-tallet med de søde og sensuelle tusinde nætter med Sindbad Søfareren og co. skyldtes franskmanden Antoine Gallands oversættelser af semitiske folkeeventyr fra det 9. og 10. århundrede. De ramte Frankrig i årene fra 1704 til 1717, i tolv små bind, som netop med et slag gjorde hele den islamiske verden med vise, omvandrende kaliffer, kvinder med ravsort hår i silke og ingenting, horrible og grusomme forbandelser og overnaturlige vingede fabeldyr til gennemgående mode for hele Solkongens enevældige nation. Og ikke kun som arabesker i kunst og klædedragt. Nej, alt, hvad der var arabisk, kunne også bruges som en syrlig allegori over alt, hvad der var stift og snæversynet i Europa. Juristen og filosoffen Montesquieu iklædte sin sociale kritik af tingenes tilstand i den charmerende bog, 'Persiske breve', fra 1721. Og snart fulgte oplysningstidens filosoffer trop. Både Voltaire og Diderot tog turbanen på for at fortælle om andre og alternative måder, hvis man vendte hovedet mod Øst. Islam, som endnu i slutningen af det 17. århundrede havde været en trussel mod kristendommen, blev i det næste århundrede et skatkammer for alt, som rationalisterne fandt for frigørende, sanseligt, intelligent og livgivende. Historien om den listige Scheherazades mange historier for at undgå at blive halshugget af sin kvindehadende husbond er i sig selv et historisk mysterium, som fortoner sig i et eventyrligt urmørke. Både Kairo i Egypten og Istanbul i Tyrkiet og steder endnu længere øst på i det islamiske verdensrige er blevet navngivet som fortællingernes vugge. Galland oversatte sine arabiske nætter med en spids gallisk pen, som om Scheherazade var koket kurtisane ved Louis 14.s hof. Fez på issen Englænderen, den flamboyante globetrotter Richard Burton, omkalfatrede i 1870'erne de mange skrøner til at passe til den rå og ramsaltede tone fra imperiets kaserneliv. For depraveret karlfolk med erotisk smag for små drenge og store piger og løst og fast over whisky med soda. Burton hadede kristne, jøder, demokrati og diplomater, men dyrkede lord Byron og med ham en meget pittoresk smag for alt muslimsk. Og selvom victoriatiden fandt, at Burton var for meget med sine hashtilrøgede divaner og homoerotiske derwisher, var de persiske tæpper i mellemtiden blevet mode på gulvene i både den bornerte middelklasse og i den blaserte overklasse. 'På et persisk marked' var tidens programmusik, mens husfaderen slappede af med en fez på issen og en kop mokka med vandpibe. Og så kom endelig franskmanden Madrus oversættelse i 1890'erne, berømmet af bl.a. André Gide, som endnu mere overdådigt orientaliserede de berømte tusind og en nætter. Men alt i alt mere i retning af frivolitetens Moulin Rouge end rettroens Mekka. Mere mavedans med blottet navle end muslimsk og kysk fundamentalisme. Ja, de gentagne og berømte ord fra historierne - »Herre, jeg hører og adlyder« - fik nu kontant klang af bordellernes halvmondæne drømmeverden, hvor kvinder falder til føje alt efter summen af francs på bordet. Fortællingens kvindeskød Men inde bag de mange brogede slør og belagte oversættelser findes endnu Scheherazades sande stemme. Den, som overlever ved forførende at berette, narrer døden ved at forhale en slutning og ved hele tiden at trække historien uendeligt i langdrag. Og så får hun altså en søn med sin mand i løbet af de episke tre år. Vi er vel i virkeligheden. Allahs egen virkelighed. Hvor mænd og kvinder går i seng med hinanden for andet end at sove og snakke. Således er den udødelige historie på kød og krønike, 'Alf Lailah Ua Laiha', således som de tusind og en nat hedder på en form for arabisk. Måske blot en måde at sige for 117. gang på. Og derved signalere, at verden er en kæde af fortællinger som både er nye og gamle og hele tiden igen og igen danner livets flod, som flyder fra en kvindes mund, der én gang hed Scheherazade, en anden gang Karen Blixen. Et væv af myter, som slynger sig ud af deres ramme og som en slange bider enhver, som lytter, med den tvetungede hvisken. Om hekse, troldmænd, vampyrer, varulve og uendelige magiske fænomener. Om fortryllede lamper og mænd af marmor, men først og fremmest om fortællingens kvindeskød, om hvilket vi ved så lidt. Bortset fra, at det har født os. Vel at mærke, hvis vi er så heldige at være de rette børn af den arabeske Scheherazade, som altid kunne stikke en plade. Og overleve.