Det er iranerne, man støder på ved de internationale udstillinger. Der er ingen billeder fra Saudi-Arabien eller Pakistan og få fra Egypten. I Iran er der en lang og enestående tradition for at tegne for børn i andet end folklore. Deres billeder er ikke mindre vilde end de vildeste danskere fra Koldingskolen. Dog går de aldrig over gevind. Man kunne nævne store kunstnere som Banafsheh Ahmadzadeh eller Mohamad-Ali Baniasadi, der gør i den særlige persiske surrealisme. Det gør Nasrin Khosravi også. Hun er den største (så vidt vides). Ingen af disse tegnere har mange chancer for nogensinde at havne på danske børns natborde. På gaden i Teheran sælges små maxi-pixier for 90 øre stykket. Her har de iranske tegnere både farver, en rimelig papirkvalitet og en høj grad af frihed til at udtrykke sig, som de ønsker. Billedbøger for børn er altid det sidste, som diktaturer tager alvorligt. Sådan var det også i det tidligere Østeuropa. De iranske tegnere har nu til opgave at fortælle 'sandheden' - hvad den så end er. Det ved de godt. Der er et stort fælles præg af sorgmod og efterårsfarver, af træer, blade og fugle (frie eller i bur) over deres billeder. Man mærker en respekt for håndværket og for barnet. Her i Vesten kunne vi godt lære af deres alvor.