Klaus Rifbjerg fylder. I enhver forstand. På bibliotekerne fylder hans forfatterskab adskillige hylder, og sådan må det jo være, når man hvert år udsender en, -to eller måske fire bøger og i alt har udsendt mere end 120 siden 1956. I ethvert selskab rager forfatteren op og bemægtiger sig i løbet af ganske få øjeblikke de tilstedeværendes fulde opmærksomhed, fordi han er så meget til stede, at ingen kan hverken overse eller overhøre ham. Og Rifbjerg fylder også, når han sætter sig til skrivemaskinen og fortæller enhver, der gider høre det, hvad debattøren, provokatøren og kritikeren mener om kulturen, krigen, Danmark, danskerne, film, bøger, ja, hvad som helst. Og de fleste lytter, for det er sjældent kedeligt. Jo, Rifbjerg fylder. 15. december fylder han 70, og hans forfatterskab er et af temaerne på årets bogmesse. Politiken bidrager her med at slå et par cirkler rundt om forfatteren. Hans tunge arm på skulderen »Hans kvalitet som forfatter er, at han har et formidabelt sanseapparat, hvorigennem han nærmest kan optage sin omverden per osmose«. »Alt bliver optaget og kommer ud som sprog, og det kommer lige så friskt ud, som det er kommet ind. Der er ikke meget viktualiekælder over ham«, siger forlagsdirektør Torben Madsen, der var Rifbjergs redaktør på Gyldendal i 1980'erne. Det var dengang, han til ledelsens bestyrtelse skrev til Rifbjerg, hvad han mente om en af hans bøger, hvorefter Gyldendals top i nærmest samlet trop stormede til Købmagergades postkontor for at forhindre brevet i at nå Rifbjerg i Spanien. Aktionen mislykkedes, og Rifbjerg tog det pænt, men den unge redaktør fik kam til sit hår, da de sammen skulle gennemgå manuskriptet, som der ikke blev flyttet mange kommaer i. »Dengang bad jeg ham hele tiden om at skrive den store roman eller et generationsportræt, hvad han også godt kunne have gjort, men han er så afhængig af suset, han får ved at sidde ved skrivemaskinen, at man kommer til at tænke på en misbruger«. »Han er en fabelagtig digter, og det er også derfor, han er så god til at fange øjeblikke. Derudover er han en smaddergod novellist og en god essayist, og når Inger Christensen kan være en af dette århundredes største forfattere uden at have skrevet en stor roman, så kan Rifbjerg også«. »Der er altid noget at komme efter i en Rifbjerg-roman, passager, hvor et sted står og pulserer, som var det et levende dyr«, siger Torben Madsen. Han ser Rifbjerg som et utrolig generøst menneske, der ikke er fedtet med at dele ud af sig selv, men han skal helst ikke føle sin position som førende forfatter truet. »Så kan han være smålig, og han bliver urolig, hvis andre fylder for meget i landskabet. Han kan hjælpe folk frem, men hvis de pludselig står med efterårets bog, og han er længere nede på listen, har han ikke svært ved at finde fejl i deres ting«, siger Torben Madsen og omtaler samtidig forfatteren som den naturlige kobbelfører. Førerulven i flokken, der med ægte venlighed, uden at tænke over det, men helt naturligt lægger sin hånd på den, han taler med - så er dén magtposition etableret - og hvor kan den arm være tung For stor til Danmark Rektor for Forfatterskolen, digteren Niels Frank, er imponeret over Rifbjerg både som forfatter og indpisker. »Ingen nulevende personer kan vurdere 'Rifbjerg A/S', men man kan roligt sætte sine femører på, at værket holder, og at især mange af de tidlige ting bliver stående«. »Han er en fantastisk vigtig person for et land som Danmark med sit store udsyn og sin store belæsthed, men også fordi han med sit væsen indikerer hæmingsløshed, vitalitet og nysgerrighed for enhver pris«. »Desværre blev han hurtigt for stor til Danmark. Der var ikke flere at imponere, og jeg kunne godt have ønsket, at han var kommet i karambolage med de store tyske eller amerikanske forfattere, så han ikke bare kunne læne sig tilbage og sige, at den var hjemme«. »Det er vel næsten en tragedie i hans værk, at han vokser ovenud af huset«, siger Niels Frank, som debuterede med en digtsamling, hvis motto var et omskrevet Rifbjerg-digt. Spark i løgsovsen Formanden for Litteraturrådet, professor Anne-Marie Mai, ser Rifbjergs forfatterskab som en grundtone i moderne, dansk litteratur, og hun ser forfatteren selv som den unge mand, der i 1950'erne kom hjem fra Amerika og sendte ny kunstnerisk og sproglig energi ind i et forfattermiljø, som i den grad havde brug for et spark i løgsovsen, om ikke andre steder. Som Anne-Marie Mai - og mange andre - ser det, kan man i dag slet ikke vurdere Rifbjergs betydning uden også at inddrage hans bidrag til film, journalistik, kritik, teater og revyer - og hvor han nu ellers har slået sine folder. »I hans forfatterskab findes en medierealisme, som Frits Andersen har påpeget i sit forfatterskabsportræt i Danske Digtere i det 20. Århundrede. Han er inspireret af de nye medier, men han tager dem også i brug«. »I dag er jeg også optaget af, at han i sine nyere værker som 'Huset' og 'Billedet' siger, han har ladet sig inspirere af nogle af de unge minimalister fra 1990'erne«, siger Anne-Marie Mai. Mangler kontakt til de unge Inspirationen synes ikke at flyde den anden vej. Lone Hørslev Rasmussen, som netop nu debuterer med digtsamlingen 'Tak', går på Forfatterskolen, og her er Klaus Rifbjerg ikke et af omdrejningspunkterne. »Personlig læser jeg ikke Rifbjerg, og min læsning begrænser sig nok til 'Den kroniske uskyld', jeg læste som pensum i gymnasiet, plus nogle 'Amagerdigte' på universitetet. Jeg vil helst ikke sige noget om hans bøger, for det er alt for længe siden, jeg har læst noget af ham«, siger Lone Hørslev Rasmussen, som dog mener, Rifbjerg har betydning for nye forfatter, fordi så mange danskere faktisk HAR læst Rifbjerg. Niels Frank siger, at de unge forfattere mest kender Rifbjerg fra aviserne. »Her dukker han op som et ekko af en tid, de ikke kender til, og det er en stor skam. Han burde ligesom Peter Seeberg have sat sig ned sammen med de unge og have diskuteret med dem og fortalt dem, hvordan han og Villy Sørensen og Jess Ørnsbo og andre fandt frem til en dansk modernisme. Havde han gjort det havde han fået en kolossal betydning for dem«, siger Niels Frank.