»Efter planen (læg aldrig planer!) skulle jeg hér have sat punktum for en roman, men den slap fra mig og var færdig, før jeg vidste af det. Godt det samme, jeg ville nødig være den, der skulle skrive en slutning lige nu«. Sådan skrev Ib Michael den 7. oktober her i bladet. Han var just ankommet til New York og skulle videre til et eksil for forfattere oppe nordpå. Men hvad skulle han skrive, når nu romanen allerede var sluppet fra ham? I hvert fald blev det til to store essays i Politiken, det seneste fra selve Ground Zero, det sammenstyrtede World Trade Center, som endnu ryger og lugter og brænder i sit indre. Men romanen var altså for længst skrevet, og i går udkom så 'Kejserens Atlas', 412 sider undsluppet forfatteren og nu sluppet løs på anmelderne, som gik mere eller mindre løssluppent til sagen. Gnistrende trekanter Erik Skyum Nielsen i Information har helt enkelt haft »en enorm oplevelse«, hvilket han ydmygt prøver at videregive til læserne, som han beder »bære over med, at denne anmeldelse hovedsagelig indskrænker sig til at aftegne bogens grundmotiver«. Og dét efter, at han allerede har udstedt en anden undskyldning, nemlig for sit referat, der »gør romanen betydelig uret. For romanen er ikke lineær, men flerdimensional og komplekst rumlig«. Erik Skyum Nielsen, der i tidens ånd har betegnet sig selv som evangelisk-luthersk kritiker, er normalt i henseende til ydmyghed, ikke mindst over for Ib Michaels forfatterskab, mere luthersk end evangelisk. Der er altså noget særligt på færde, når Informations anmelder overgiver sig så fuldstændig, »mens romanens orgelbrus lejrer sig i sindet«, som han synger. Skyum er både rørt og imponeret over 'Kejserens Atlas', som »gennemspiller et grumt familiedrama, historien om de enæggede tvillinger Toke og Kim, sønner af en forretningsmand, Axel, og dennes æterisk intellektuelle hustru, organisten Gunvor«. Alle anmeldere er enige om, at det er en ualmindelig svær bog at referere. Vor egen Søren Vinterberg giver grundmønstret, trekanten: »Dens handlinger udspiller sig i tre planer, 0, Zone 1 og Zone 2. Og i hvert plan drejer det sig om en menneskelig trekant, en kvinde mellem to mænd, der både er ens og modsatte«. Vinterbergs begejstring er fuldt på højde med Skyums, han taler om en »jævndøgnsskildring af en klodes kæntring omsluttet af et gnistrende sprogligt energifelt af trodsig livsappetit«. Softporno og flom Man må gå ud fra, at det er samme roman, der anmeldes af Jens Andersen i Berlingske Tidende. Her hedder det imidlertid, at »kapitel efter kapitel sprøjter ud og fortaber sig i sprogligt overlæssede panoreringer, klichéfyldte dialoger og kedsommelige beskrivelser (...)«. Andersen mener, at Michael snart lyder som »et softpornoblad: »Hun voksede under hans tunge, begyndte at køre i lagnerne (...)«, snart »som Morten Korch: »Han gav hende et knus, løftede hende op til en svingom«. Og snart som Søren Ryge Petersen: »Hun pumper brøndvand op, skyller kartoflerne med det samme og gnider dem for skurv«. Men oftest skærer fortælleren igennem og lyder som globetrotteren på forfriskende langfart med vennerne (...)«, siger Andersen, som overhovedet ikke synes om det og ender med at konkludere: »Kom hjem, Ib Michael! Gå i land og lad skibet sejle«. Så til søs. I Jyllands-Posten siger Preben Meulengracht om Ib Michaels sprog, at det er »forandret fra det rablende over det mytiske til en virkelighedsskildring, der stadig er romantisk, men ikke er det blot for sin egen skyld«. Mens Weekendavisens Lars Bukdahl synes, at bortset fra den del af bogen som er en krønike, så »er og bliver nemlig problemet med flommen i den øvrige fiktion, at Michaelen troskyldigt smører tykt på med dårlig poesi, ekset ekspressionisme, varmluftsbilledballoner (...)«. Og nu, vi er ved flom: Bukdahls anmeldelse begynder med følgende oplysning: »Man må nok sige, at Ib Michaels nye roman, Kejserens atlas, ligner en Ib Michael-roman til forveksling, og mon ikke det også er akkurat det, den er«. Så kan man jo se, om man har tid til at læse videre. For resten har Kristeligt Dagblads Bo Kampmann Walther en lignende iagttagelse: »Først og fremmest er der så meget Ib Michael over 'Kejserens Atlas', at det er en ren fryd«. Walther vender dog flere gange begejstret tilbage til at betegne Ib Michaels sprog som »nyfødt«, men mener muligvis genfødt. Luksusprosa Men det er vel i det hele taget, så vidt man forstår på anmeldelserne af 'Kejserens Atlas', hvad der skiller vandene: Er det en ny- eller bare genfødt Ib Michael, vi står med? Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen hælder vist mest til gen- og taler om en »flydende dansk luksusprosa, som vi allerede ved, han behersker«. Jørgensens bud på et sammenfattende referat lyder: »Romanen begynder i flyvende stil som et moderne eventyr om et tvillingepar, der er hinandens modsætninger ligesom Kain og Abel. Den ender som en hårdt pumpet adventure- og science fiction-roman«. Alt i alt, hvad Jørgensen kalder »en klassisk Ib Michael-roman«. Er det så godt eller skidt?