Det er en hel epoke, der passerer revy, når man hører, at Hans Reitzel i går døde på Centralsygehuset i Hillerød, 82 år gammel, efter en blodprop i hjernen. Det stod ikke skrevet, at sønnen fra det borgerlige murermesterhjem i det stille Frederiksværk skulle mure et så antiborgerligt forlag op, men den farverige og frygtløse mand var uforudsigelig. Han kom i boghandlerlære efter den gamle recept og landede i 1943 hos Povl Branner i Nørregade, der tidligt var demonstrativt antinazistisk. Forlaget blev en modstandsrede, hvor de unge, inkl. Reitzel, gik på aktion om natten og om dagen trykte det illegale Nyheder fra Storbritannien. Besættelseserfaringen gav ham lyst til at udgive bøger, der tænkte nye tanker og tog stilling, og i 1949, lige fyldt 30, lånte han 30.000 af sin far og gik med dødsforagt i gang, mens andre forlag kuldsejlede på stribe. Reitzel fik mange ideer fra den daglige indtagelse af massemedierne. Hans første succeser var den sproglige radiodoktor Erik Oxenvads 'Bedre dansk'- bøger og Bo Bojesens 'Dagligt liv i Danmark' og Erling Nielsens serie 'Mennesket i tiden' (1950-54), hvor forfattere og forskere gik ind i koldkrigsårenes ophedede livsanskuelsesdebat om humanisme, håb, frygt, videnskab og religion, fulgt af serien 'Mennesket i naturen'. I 1953 fik han den livsfarlige idé at starte et kulturtidsskrift, der gik imellem kulturkriseorganet Heretica og den kommunistisk dominerede venstrefløjs Dialog. Han fintede sig uden om benspænd fra Knud W. Jensen og hans mænd, der havde overtaget Gyldendal og ville være ene på markedet med det planlagte Vindrosen, og med Henning Fonsmark som redaktør - fulgt af Anders Bodelsen og Jørgen Schleimann - skabte han et eminent tidsskrift, der indtil 1969 gik bag om polariseringens stivnede fronter. Sexologi En anden rød tråd blev psykologi, psykiatri og aflæggeren sexologi, og den blev krævende, da »det ellers uberygtede Hans Reitzels Forlag«, som Bent Mohn skrev i Information, begyndte at udgive den forkætrede Henry Millers bøger, fulgt af Jean Genet og Nabokovs 'Lolita'. Nu ser vi Miller som erotisk poesi af højeste saft-spænding, men dramaet 1954-58 skaffede Reitzel en uønsket opmærksomhed, der omfattede både rigsadvokaten, justitsministeren og en forarget presse fra Hans Kirk i Land og Folk til Harald Engberg her i bladet. Kulminationen var, da Aarhuus Stiftstidende i 1956 sendte Folketingets medlemmer en pjece med saftige prøver på Millers skrivekunst. Det skaffede Reitzel anonyme trusler og pakker med råddent kød, men det juridiske apparat var lykkeligvis bedre til at lægge hovedet i køleskabet. 'Sengeforlæggeren Hans Rædsel', som At tænke sig døbte ham, vandt og påvirkede afskaffelsen af straffelovens dobbeltmoralske pornografi-paragraf. Han og Miller, der blev hans ven, havde stor andel i hele den kulturrevolution, der indebar at begrebet sanselighed skiftede betydning fra liderlig til sensuel. De kunne jo ikke ane, at kampen for erotisk ytringsfrihed ville ende i det brutaliserede kødmarked. Freud Overskuddet fra sædelighedsfejden brugte Reitzel bl.a. som billigbogspioner med Falkeserien, Hans Reitzels Serie og Grafisk Orientering - billedkunst havde altid hans hjerte. Og så til at introducere Freud. Alle talte Freud på tredje og fjerde hånd, men Reitzel fik danskerne til at læse ham, og psykologien og pædagogikken blev forlagets hovedspor med alle de store, fra Erich Fromm til Jean Piaget og den elskelige A.S. Neill med Summerhill-skolen. Under 1960'ernes og 70'ernes revolutioner stod Reitzel for store dele af den pædagogiske debat, ny litteraturformidling med 'Værkserien', politisk litteratur fra syndikalisten Chr. Christensens erindringsbøger til 'Kvinder på fabrik', kvalitetsgastronomien fra Mogens Brandt til Elizabeth David, provokationerne fra 'Den lille røde for skoleelever' til Ole Grünbaums anarkisterier. Foruden Hanne Hastrups 'Cirkeline' og Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen Egon'. Der blev altid tænkt på næste generation ved Reitzels frokostborde, og linjen fortsatte, da han i 1982 solgte forlaget til Munksgaard, hvorfra det i 1999 overgik til Gyldendal. Mod strømmen Man vil huske forlaget som et sjældent kreativt miljø, opvarmet af Mette og Hans Reitzel, hvis humor kun blev overgået af deres engagement og kvalitetssans. Det er en smuk historie: Reitzel gjorde et lille pionerforlag til et af forlagshistoriens store, på én gang personligt og centralt, slet og ret ved at følge sin passion - lysten til at gå ind i tiden og mod strømmen, om nødvendigt mod myndighederne og offentligheden, lysten til at vove pelsen og tit det ene øje, lysten til at dele sin oplevelse med andre. Det var et privilegium at udkomme i det hus og være venner med det par. Når man har haft Reitzel i røret i den blå time med en ny idé, når man har set hidsigheden stige ham op i kinderne for sagens skyld, set ham trylle med en umulig kalkyle, for den bog skal sgu ud, så kender man den fødte forlægger.