Først et citat med indbygget gættekonkurrence: »En uhildet bestræbelse på at tilegne sig og udbrede det bedste, der er erfaret og tænkt i verden, og derved tilvejebringe en strømning af friske og sande forestillinger« - lyder dét ikke grangiveligt som målsætningen for et leksikon med respekt for sig selv og sin læser? Sådan lyder det måske, men det er det ikke, iler jeg med at oplyse. Og vender senere tilbage til, hvad de citerede linier så beskriver. Efter først at have dvælet lidt mere ved bemeldte leksikon med selvrespekt: 35.000 eksemplarer af 20. og sidste bind af dét ramte nemlig boghandlerdiske og subskribentbrevsprækker over det ganske land i denne uge; tiden var inde til den endelige kontoopgørelse: Når først debet og kredit er lagt sammen og trukket fra, er der så et overskud af kvalitet i Nationalencyklopædien? Regnemaskinerne kom på overarbejde trindt omkring på dagbladsredaktionerne, for her var det nødvendigt med dobbelt bogholderi: Helhedsindtrykket er »pænt« - men også »lidt for pænt«; »fortræffeligt, men yderst traditionelt«. Tam og tantet Det er Ekstra Bladets Peder Christoffersen, bedre kendt som Pedro, der så at sige på alle anmelderes vegne sammenfatter den dobbelte vurdering. Og udbygger den således: »Pænt og ordentligt, jævnligt glimrende, men bøjet under sin egen tids pænhed og under tidsånden i slutningen af sidste århundrede«. Pænheden ytrer sig bl.a. i, at værket er »mere end forsigtigt i behandlingen af Koranen, islam, ja, religion i det hele taget«, såvel som i skildringen af sundhedsspørgsmål (her er »artighed en dyne, som værket har trukket op om ørerne fra starten. Og hænderne holdes i ro oven på dynen«, og sådan bliver »dele af Encyklopædien tam og tantet«. Er det værkets kønsdele, han mener?) og selvfølgelig af marxismen og kommunismen - som Pedro er stolt af at have kritiseret værkets fremstilling af, før Berlingske Tidende lagde spalter til samme kritik, bl.a. udtrykt af professor Niels Thomsen. Han er ifølge Pedro »en statspensioneret idiot«, som i starten til leksikonnet leverede en beskrivelse af medier, som var »uduelig, mangelfuld og til tider direkte fejlagtig«. Det lyder lidt indviklet, indtil man husker på, at Thomsen forlod leksikonarbejdet i utide og protest, men dog først efter at have forsøgt at »svine Ekstra Bladet til« i opslagsværket - efter Pedros opfattelse. Det er måske den slags delvis underforståede finter og krydshenvisninger, der får Berlingske Tidendes anmelder Jakob Levinsen til at sammenligne læsningen med »når man som barn var til fest med sine forældre«: Når først man lærte at gennemskue de voksne og deres fortidsbundne kæphesteridt udviklede barnets reaktion sig »fra benovelse over genkendelse til en vis elskværdig resignation«, skriver Levinsen i sin grumme overbærende kritik af de 20 bind viden om »verden af i går«. Han har det med Encyklopædien, som W.C. Fields med kvinder og elefanter: »De var interessante at kigge på, men han ville nødig eje én«. Lorteleksikon Nærmest modsat har Bjørn Bredal det her i Politiken: Værkets udbredelse viser, at »hvis man har viljen og talentet, så kan man lukke ørerne for alle påstande om tidens ubodelige opsplitning og menneskers inddeling i sære nicher og segmenter. Folkeoplysning findes«, konstaterer han og går så i lag med kritik af en del af samme, bl.a. visse eksperters »talehandicap«. Men: »Værket er fuldbragt, og alle de kritiske bemærkninger skal ikke skjule, at de tyve bind repræsenterer en forlagsbedrift og en kulturel indsats af sjældne dimensioner«. Dén dobbelthed ironiserer Bo Bjørnvig over i Weekendavisen, efter at han selv andetsteds i samme sektion har fældet sin egen dom med indbygget selvmodsigelse: »Jeg så frem til en opdateret udgave af Salmonsen og fik i stedet et udmærket opslagsværk. Et ret dyrt ét. Uden nerve, saft og kraft«. Information har taget konsekvensen af, at der ikke kan fældes éntydig plus- eller minus-dom over 20 bind med en samlet tekstmængde, der svarer til 300-400 bind faglitteratur af normalt omfang. I stedet skriver 28 af bladets medarbejdere, lige så mange som alfabetet har bogstaver, om hver sit opslagsord. Og med næsten lige så mange typiske anmelderreaktioner på leksikonnet, fra den begejstrede: »Elastikartiklen er som enhver god leksikonartikel tør og lakonisk på overfladen og dybt følelsesladet og subjektiv nedenunder«. Til den vrisne: »Slår man op under Q for at blive klogere på arten, står der så en kæft om quinder? ... Venstreorienteret lorteleksikon!«. Kritikkens væsen Sidstnævnte underfundige efterlysning - den skyldes Georg Metz - illustrerer meget godt, at trods al sniksnak om hurtigt skiftende verdensbilleder, skifter de altså langsommere for visse end for somme. Og selv forældede verdensbilleder har for resten en vis værdi: »Med tiden vil det heller ikke være et ringe eftermæle at få, hvis vi bliver efterspurgt som et udtryk for, hvordan vi tænker på det tidspunkt, vi lever nu«, lød den sagtmodige kommentar fra selve nationalencyklopædagogen Jørn Lund, i et interview her i Politiken på udgivelsesdagen. Og netop dén synsvinkel bringer os tilbage til det indledende citat, som vi lige tager én gang til: »En uhildet bestræbelse på at tilegne sig og udbrede det bedste, der er erfaret og tænkt i verden, og derved tilvejebringe en strømning af friske og sande forestillinger«. Når nu dét ikke er ment som målsætning for konversationsleksikografer, hvad da? Jo, netop anmeldere burde kunne gætte det, for det er en præcisering af 'kritikkens væsen', formuleret i 1864 af briten Mathew Arnold og citeret af Lars Peter Rømhild i Den Store Danske Encyklopædi bd. 12. Opslaget om 'Litteraturkritik'.