0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Benny Anderledes

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvem der i virkeligheden gokker hvem eller måske ligefrem hvad, står ganske vist ikke helt klart, men man skal jo også altid have hele konteksten med. Altså: »God appetit i morgen / når vi tager fat på en ny PIT FASSER / KYPS ALLI GOKKER MULLI / MANGE MANGE UMA LASSER FELLER SOMO ...«.

Dét hjalp. Ikke?

Okay, det er også ét af de digte, der skilte vandene i fredagens strøm af anmeldelser af Benny Andersen. Titeldigtet 'Sjælen marineret' - vi trykte det hele på forsiden af fredagens kultursektion - hører til samlingens midterste del med fællestitlen 'Drømmebilleder'.

Dén del er anmelderne uenige om - og dermed også om de to andre dele. Selv om de jo alle sammen anerkender den »finurlige« (B.T.) »nationalskjald« (E.B.) som »faderen til Svante« (Jyll.-P.), den »pæne, hyggelige« (Berl. Tid.), ja, »folkekære og ufarlige fætter Benny« (Pol.).


Hør nu først én, der elsker selv at snakke sort: »Jeg må selvfølgelig synes, at de skønneste og sandeste ord« i samlingen er »de stykker drømmesprog, der dukker op i titeldigtet«, skriver han og udstiller så den allerede citerede Versale Volapyk i udvalg.

Det store, altindledende 'Jeg' er selvfølgelig Weekendavisens Lars Bukdahls, men bag hans vanlige rude af matteret bukdahl-glas skimter man for en gangs skyld lige akkurat de forvrængede konturer af den bog, det handler om:

»Første og tredje sektion i den nye bog vil jeg gerne være skarn nok til at dømme overvejende blødagtig, vindende wienerbrødspoesi«, står der, og i den tredje sektion »foregår der mere spredt fagtning (den håber jeg korrekturen fanger), og som mange andre uhjælpeligt ordspilsramte står jeg i endeløs gæld til Benny A. (og Højholt og Halfdan, den uhellige treenighed) derfor konkurrerer jeg her og savner urimeligt fordums stærhed!), mest er digteren bare glad, og særlig glad er han for sin kone, hvilket er lige så kært og overbevisende, som det altså godt rent poetisk kan være lige lovlig luftigt anmassende«.

Kan man holde ørerne stive gennem labyrinten af narcissistiske (og manglende, red.) parenteser, når man frem til den nådige dom over Andersen, at der »faktisk sker noget afgørende nyt i den store midtersektion«.


Dét bekræftes af bl.a. Vibeke Blaksteen, som i Kristeligt Dagblad skriver, at »det er i den vægtige midterdel, den nye og anderledes Benny Andersen kommer på banen«, selv om hun samtidig finder samlingen »helstøbt«.

Hvad sker der da i de drømmebilleder? Med Erik Svendsens ord i Jyllands- Posten består de af: »mere eller mindre surreelle situationer med spring frem og tilbage i historien, skift mellem virkelighed og drøm, der demonstrerer, at et menneske, en digter kan mere end plante sine fødder i solid dansk muldjord«.

En anden forklaring gav Bjørn Bredal her i Politiken: »Hvis vi prøver at læse de her digte i stedet for som sædvanlig bare at slubre dem i os som rødgrød ... så er det død, drift, fare og afsked, som løber ildevarslende gennem hele samlingen«.

Både første og sidste del rummer »lyrik af høj karat«, eksemplificerede Bredal, men det spændende ved drømmebillederne er, »at de bevidst, eller måske rettere underbevidst, dementerer den hyggelige Benny evigglad«.

Dét udtrykker »en vilje til at søge nye og usikre veje for et forfatterskab, der sagtens kunne holde sig til det sikre, de velprøvede katastrofer med kattelem«, skrev han, men tilføjede dog også: »personligt finder jeg et par af teksterne på grænsen til det private«.


Det sidste kan sagtens udtrykkes skarpere, viste Ekstra Bladet:

»Visse ting har bedst af at blive, som de var. En hemmelighed mellem ægtefolk. Kærlighed gør selv en nationalskjald blind. Indimellem tilmed tandløs«, snerrede Kamilla Löfström Kristensen.

Til forklaring citerer hun ganske vist noget selvmodsigende »et af de gode og blodige digte« med Den Lidendes anråbelse:

»Mine tænder mine tænder / hvorfor har I forladt mig?« Men alt i alt ser hun symptomer på en 'poeticus sentimentalitis' i udbrud. Besynderligt lægelatin, men den hvasse mening tager man jo ikke fejl af.

Kun en mere halvkvalt indvending finder plads hos Michael Eigtved i B.T.: »'Sjælen marineret' indeholder perler af fin ordkunst og er så sprælsk som nogensinde.

Den midterste del bliver nok lovlig lang og gentagende, som om formlens nye muligheder skal prøves helt til bunds. Men den grundliggende livsglæde, bogen er marineret i, er det hele værd«.

Bortset fra titeldigtet »er der forbavsende lidt i de 32 sider med 'Drømmebilleder' man går og bider i efter én gennemlæsning«, lyder beklagelsen i den norske frokostavis' morgenmor, Berlingske Tidende.

»Til gengæld er der så meget mere lyrisk gods i bogens første og især sidste afsnit«, mener avisens anmelder Jens Andersen, ja, der er ligefrem »masser af lyrisk levertran« i dem.

Marinade eller levertran? Smagsløg reagerer forskelligt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce