Årets Jan-bog er udkommet, trompeterede Berlingske Tidende, og glad blev jeg, for jeg mindes stadig min barndoms bedste læsestunder, når korpulente Erling og kvikke Jan Helmer var på sporet af en vaskeægte krybskytte på den jyske onkels gods. Men ak, det var kun Roskildebispen Jan Lindhardts nyeste reklame for folkekirken, avisen refererede til. Snarere end drengebøger bød ugens høst da også på en række Rigtige Mænd, fåmælte, men håndfaste: Slagsbroderen og skjalden Egil Skallagrimsson, der to gange ganske solo tog livet af elleve modstandere, genfortalte den nordjyske jubilar Bent Haller på mesterlig vis historien om. Og fra Hans Otto Jørgensen, der også slår sit dagliglivs folder betryggende fjernt fra københavnsk caféliv, fik vi 'Helt og heltinde', mere helt, men mindre ambitiøst end sidste års projekt 'Molly', lød det til. Og fra en tredje af de Rigtige Mænd kom der intet mindre end »en superroman i international klasse« - hvis man tør tro Ekstra Bladet. Flygtninge og verdensbrand Superromanen var årets anden Jan-bog, altså Stages 'Et kys fra Kaliningrad'. Og anmelderen den forhenværende danske statsministerkandidat Hans Engell, nu chefredaktør for Ekstra Bladet, så han må da have alle forudsætninger for at værdsætte Stages skildring af »et Danmark, der er stivnet i en flygtninge- og indvandrerdebat, der er helt uden kontakt til den virkelighed, som omgærder os«. »Når Stage er god, så er han den bedste«, fastslog Engell autoritativt, agentromanens forfatter »formår som få at håndtere hele det storpolitiske scenario« og er slet og ret »i kanonform«. På dét punkt synes han enig med de fleste, om ikke alle. Bogen er »Jan Stage fra den øverste hylde«, skrev Bo Tao Michaëlis her i Politiken: »Knastør som en dry martini i de riges klub og en kynisk krønike om, at kapitalens kys på naive kinder ikke er meget kærligere end kommunismens«. Jyllands-Postens anmelder, Lars Ole Sauerberg, taler om »underholdning i topklasse« serveret »i bedste le Carré-stil«. Stage tager »fat på et af tidens varmeste emner, Danmarks fremmede, indvandrerne og flygtningene«, og »hans ærinde er i fiktionens drillende form at vække nationen fra den storpolitiske tornerosesøvn, som vi med fodnoter, forbehold osv. efter hans mening nyder, mens verden omkring os står i flammer«, skriver Sauerberg. Ja, han læser ligefrem historien som en »nøgleroman« om let genkendelige »politikere og embedsfolk, der i denne bog får skyld for at sove i timen, mens en ny og anderledes - men ikke mindre skæbnesvanger - 9. april gennemføres i en fiktion, der er ubehageligt tæt på virkeligheden«. Flad som falster Hov! Vidste man ikke bedre, skulle man jo tro, det var Stage, der således - på linie med Glistrup, Camre og andre fordomsfrie sandhedsvidner - raskvæk sidestiller flygtningestrømmen til Danmark med den tyske besættelse i 1940. Men bare rolig, sammenligningen står helt for Jyllands-Postens egen regning, og dét er jo straks mindre overraskende, ikke? Nej, plottets invasion er mere beskeden: Fra Kaliningrad vil russiske mafiosi og politikere »med tvang udskibe flere tusinde mennesker på en coaster med kurs mod de danske sydhavsøer, hvor de skal landsættes i nattens mulm og mørke«, forklarer Berlingske Tidendes anmelder, Klaus Rothstein. Han er iøvrigt ikke slet så imponeret som de førnævnte: Stages »skrivekunst har det fortsat bedst i reportager og essays«, mener han minsandten, måske fordi »en simpel konstruktionsfejl i plottet har reduceret denne romans spændingsværdi ganske drastisk« for ham: Overraskelsen omkring side 200 har forfatteren gjort ham opmærksom på længe inden, så »det, der kunne have været et rasende uhyggeligt anslag, er blevet en genfortælling, der er flad som Falster«. Ganske modsat Informations anmelder, Lotte Folke Kaarsholm: »Iskoldt og meget overbevisende demonstrerer Stage, hvordan xenofobien er danskernes store svaghed; en svaghed der i en tilspidset situation kan vise sig at være fatal. Effent og elegant konstruerer han det dobbeltbundede plot, der gennem simultane accelerationer på flere niveauer (i Albanien, Israel og Korselitse Skov) leder overbevisende frem til den ekstreme slutning«. Hun fortsætter med tanke på begivenhederne den 11. september og senere: »Noget tyder på, at tiden nu endeligt er ved at løbe ud for den slags efterretningstjenester, der med kalkulation og målrettede våbenanvendelser kan opretholde en skæv verdensorden«. En variation over Klaus Rothsteins tilsvarende overvejelser over fiktionens forhold til en ufattelig virkelighed: »Da flygtningeskibet Tampa tog verdens opmærksomhed for få uger siden, må Jan Stage have tænkt, at virkeligheden nogen gange overgår fantasien, og da World Trade Center blev pulveriseret af terrorister, må han have tænkt, at virkeligheden sætter nye standarder for den politiske thriller«. Eller med Lotte Folke Kaarsholms korte formulering: »Stage har fat i noget afgørende: Vor tids våben er mennesker«.