I tragediens skygge, mens alverdens efterretningstjenester indledte måske alle tiders største fælles klapjagt på en eftersøgt, udspillede sig i denne uge i vores eget lille hjørne af hegnet et anderledes ualvorligt opklaringsdrama: Den altid morsomme gætteleg forud for afsløringen af en ghost writers identitet. Mange husker endnu spøgen, dengang i 1985, da den ukendte forfatter 'Simon Lack' debuterede med digtsamlingen 'Verdenssøn' og blev anmeldt her i Politiken af Michael Strunge - alias samme Simon Lack. Færre erindrer måske, men nogle har vel læst om den roman 'En aften i Koleraåret', som under forfatternavnet 'Alexis Hareng' udkom i 1953 og grangivelig efterabede Karen Blixens stil. Men viste sig at være skrevet af Kelvin Lindemann. I den forgangne uge legede vi så atter litterær gemmeleg, i alle dagbladene: Med tungen lige i munden - og dog måske lidt ude i kinden - lancerede Steen Piper fra forlaget Hovedland sin nyeste udgivelse: 'Regine Olsens dagbog'. Altså et sensationelt, hidtil ukendt modstykke til 'Forførerens dagbog', nu fra den forførtes egen hånd? Og dog. Dels blev hun jo netop ikke forført, kun distræt kysset, og dét var ikke nok, forstår man på den nysudkomne dagbog, hvor »Regine« netop hævder, at det er hende, der har »givet Søren hans frihed« og ikke omvendt, som Kierkegaard fremstillede det. Dels, og nok så væsentligt, ser hun til gengæld ud til at være blevet forfalsket: »Jeg er så sikker, som man nu kan være, på at dagbogen er en konstruktion«, sagde Søren Kierkegaard Forskningscenterets leder, teologen Niels Jørgen Cappelørn, til Politikens Carsten Andersen, allerede før udgivelsen. Dagbogen rummer en decideret fejl mht. Kierkegaards forældre, dens sprog er utroværdigt for en 18-årig pige, og den rummer ikke én historisk reference eller oplysning, som ikke allerede er kendt fra Kierkegaards biografi, indvendte Cappelørn. Ville aviserne på udgivelsesdagen fredag kaste mere lys over det store spørgsmål: Hvem er det, der har dyppet pen i Regines blækhus og udgivet dagbogen for hende(s)? E-mail fra guldalderen Udgiveren præsenterer sig i forordet noget tåget som en pensioneret ingeniør Erik Søndergaard Hansen, der har tilbragt mange år i De Forenede Arabiske Emirater. Mens efterordet er skrevet af den - herhjemme - anderledes velkendte litteraturforsker Johs. Nørregaard Frandsen. Denne geografisk-antipodiske navnesymmetri hæfter Preben Meulengracht sig ved i sin anmeldelse i Jyllands-Posten fredag, hvor han også finder resten af historien om manuskriptets fortid og fremkomst noget ulden - forlaget kender således kun manuskriptet i en e-mailversion fra »Søndergaard Hansen«. »Disse mystificeringer er helt i Søren Kierkegaards ånd. Sådan udgav han selv sine bøger«, skriver Meulengracht ganske vist, men »det meste taler for, at dagbogen ikke er autentisk«. Oven i købet indlæser han en tilståelse af falskneriet i Nørregaard Frandsens efterskrift, hvor der står: »Litteraturen lever af at give den mulige historie form og mæle, og derved kan den bidrage til at skabe nye og alternative veje«. Samme passage henviser Bo Kampmann Walther til i Kristeligt Dagblad: »Tag så og benyt Nørregaard Frandsens dialektiske registrering af fiktionens bevæggrunde som løftestang til selve dagbogskonstruktionen, for her er 'den mulige historie', som får 'form og mæle' ...« osv. Dagbogen er ikke blot konstruktion, Nørregaard Frandsen leverer med »lidt Luhmann og kompleksitetsteori« ligefrem »ansatser til en drillende dekonstruktivisme«. Alligevel udpeger Kristeligt Dagblads anmelder ikke efterordets forfatter som ophavsmand til hele den forfalskede dagbog. Hans anmeldelse bærer overskriften »Tugt og utugt i mellemtiden«, for hans hovedmistænkte er en anden: »Hvis nu alt det her alligevel som ved et meta-fiktivt trylletrick skulle vise sig at være sandt, så æder jeg gerne den hat, der gør mig usynlig. Men jeg tvivler. Min personlige tro på den virkelige mand bag værket - er det mon Svend Åge Madsen? - kan man læse af overskriften. Men det er en flot lille bog«. PMS At morskaben over den litterære spøg var almen, fik vi et sikkert bevis for: Selv At Tænke Sig tog sagen op: »KUN I ATS: Søren Kierkegaards kæreste afslører alt! Uddrag af 'Regine Olsens Dagbog' (Forlaget Hovedløs)«, kunne vort hovedorgan trompetere, hvilket igen giver os en kærkommen men sjælden anledning til at citere ATS i denne spalte. Uddraget lød i sin helhed således: »Jeg sagde til Søren, at nu har han sin Frihed. Jeg bad ham kjysse mig i Røven og saa gaae og ikke komme igjen. Jeg fik Smerter i Maven. Jeg skulde nok ikke have spist den Lørdagskylling i gaaaar. Søren har glemt sin Mobiltelefon paa Bordet. Det var en Skam. Ellers vilde jeg have siendt ham en PMS-Besked. Hvor han er gaaaaaet hen ved jeg ikke, men det er vel tjænkeligt, at han sidder et Sted og filosoferer«.