I en note til Frank Jægers 'Samlede digte' som netop er udsendt af Gyldendal, indleder bogens udgiver, Finn Stein Larsen, med følgende lakoniske bemærkning: »Bogens ortografi er normaliseret og bibragt en tilnærmet indre konsekvens. Billedet ville blive for broget, hvis man bevarede Jægers uventede overgang til ældre ortografi fra Havkarlens Sange og frem«. Punktum. Og så ikke et ord mere om den sag - som om det blot drejede sig om en mindre væsentlig detalje. Det gør det ikke. Det drejer sig om noget afgørende: Kunstens ret til at være anderledes. Som bekendt gik vi i Danmark i 1948 over til at skrive navneord med småt, og vi indførte bolle-å som erstatning for dobbelt-a. Fra og med 'Havkarlens Sange' som kom i 1956, gik Frank Jæger imidlertid tilbage til den gamle retskrivning fra før 1948 og skrev navneord med stort og brugte dobbelt-a. Om det kan man mene, hvad man vil; man kan synes det er en tåbelig Rasmus Modsat-gestus eller et velbegrundet kunstnerisk valg. Men under alle omstændigheder må man acceptere, at det er sådan, de digte ser ud. Stein Larsen kalder Jægers overgang til ældre ortografi for 'uventet' og mener, at billedet vil blive for 'broget', hvis ikke man ændrer det. Men må kunsten ikke have lov til at gøre noget uventet? Må den ikke være broget, mærkelig, fremmedartet, ængstende, på tværs?