Bogsæsonen udgør endnu kun en spredt fægtning på avisernes litteratursider, udgivelsesdagsordenens øredøvende enstonighed er endnu ikke indtrådt. Det viser tre af ugens udgivelser, alle anmeldt i ugens løb men ingen af dem i alle aviser. Og indbyrdes så forskellige, at de udmærket demonstrerer, hvorfor begrebet 'Bogen' dækker vidt forskellige slags varer og ikke én og samme dyreart, der for resten heller ikke er truet: Lone Nørgaards femtekolonne-feminisme i debatbogen 'Børn, løgn og kvinder', Lotte Garbers' åbenbart højhælede fodgængerprosa i romanen 'Hun har det hele', samt endelig Peter Laugesens nyeste digtsamling, der tager ugens rekord i titellængde: 'Helt alene i verden og hip som ind i helvede'. Erfaringen taler for, at Nørgaard og Garbers vil sælge flere eksemplarer af deres 'brede' bøger end Laugesen af sin 'smalle'. Deraf jo betegnelserne i gåseøjnene, selv om anmeldelserne omvendt tyder på, at digterens tematik og verdenshorisont i bredde mageligt måler sig med damernes. Og når nu digtsamlinger i reglen højst finder et par hundrede købere, hvorfor så anmelde dem i aviserne på linje med de brede bøger, som tusindvis af læsere er interesserede i? Ugens aviser antyder ét af flere gode svar: Uden omtalen af digtsamlinger ville avisernes sprog være fattigere. Men damerne først. Ælle-bælle-bolledej »Nogen kedelig bangebuks kan man ikke kalde samfundsdebattøren Lone Nørgaard«, noterede Jens Andersen i Berlingske Tidende og satte hende ind i en blandet dronningerække af rappenskralder: »Ligesom en Thit Jensen, Elsa Gress og Lotte Heise er Nørgaard den første til at svare på sine egne spørgsmål«, i dette tilfælde dét om, hvorfor folk får børn, hvis de ikke gider passe dem. Alligevel kan Andersen ikke skjule, at det »sympatiske udgangspunkt og projekt drukner i et maskulint fjendebillede og en søstersolidaritet, der gør det sværere og sværere at tage hendes argumentation alvorligt«. »Tågetale« anklages hun også for af Politikens Lise Garsdal, der dog også mener, at »hyperdebattøren« med sin bog leverer »et rask slag i den berømte ælle-bælle-bolledej«. Nørgaards 'opgør med ligestillingsbegrebet' (bogens undertitel) drejer sig nu mindre om, hvilke stillinger vi boller i, end om resultaterne: børnene og hvordan vi passer dem. Trods rodet redigering hører Lise Garsdal »velklingende strofer i hendes opsang«, bl.a. om en ny nøjsomhed og nødvendighed af at vælge fra - enten moderskabet eller fuldtidskarrieren. Dybt kedsommeligt Dét lyder som en opfordring til den 30-årige hovedperson Camilla i Lotte Garbers' roman 'Hun har det hele' og vil ikke vælge noget af det fra. Tværtimod supplerer hun sin prægtige mand, gode job og søde dåbsbarn med en sexfikseret elsker, »den klamme Mads«, skrev May Schack i Politiken og kaldte romanen »mest af alt en opbyggelig almanakhistorie«, der »har svært ved at finde balancen mellem udstilling, ironi og alvor«, og som trods underholdende sider ikke har »Hanne-Vibeke Holsts slagfærdighed«. I Jyllands-Posten gør Solveig Gade kortere proces: Romanen mangler plot, og hovedpersonens tanker mangler tyngde, persongalleriet er gennemtrukket af klicheer, og satiren løfter sig aldrig fra papiret: »Det er desværre dybt kedsommeligt«. På dén baggrund er det, man mærker sig modtagelsen af Laugesens digtsamling. Kedsommelig er den i hvert fald ikke, at dømme efter den energiopladning, digtene afstedkommer i anmeldernes sprog. Dyrk lige følgende mundfuld: »Med sit asketisk hvide omslag signalerer Peter Laugesens nye bog et ønske om at begynde forfra, i snefladens åbne mulighedsrum«. Hvor i dansk dagspresse finder man sætninger af sådan en art - andet end netop i lyrikanmeldelser? I dette tilfælde Erik Skyum-Nielsens i Information, men i Weekendavisen står Lars Bukdahls metaforforbrug som vanligt ikke tilbage. Han hylder Laugesens produktion som »en radikal og vital gentagelsesproces, han genopfinder utrætteligt sin dybe og flade og gennemhullede tallerken i og som det samme sørgmuntre køkken hver eneste gang«. Eller Laugesen er, med Erik Svendsens ord i Jyllands-Posten, »sur og hengiven, tålmodig og idiosynkratisk, samfundskritisk og tilbagetrukket. Indolent og engageret. Rytmisk talende, kort for hovedet og slentrende«. Eller Ekstra Bladets anmelder, Kamilla Löfström Kristensen, der omtrent gør lyrikkens centraltrick synonymt med Laugesens: Han »kan sammenstille ord og fænomener, man i vågen tilstand normalt ikke forbinder med hinanden. Ordene tørner sammen med en overrumplende effekt, og sproget opstår påny, helt upoleret«. Meget godt kan altså siges om nytten af at rejse diskussioner som dén i Lone Nørgaards hvasse opsang eller Lotte Garbers' moderne almanakroman. Men jeg tvivler på, at nogen af dem kunne have fået en dansk anmelder til at berige dansk dagspresse med sætninger som dem, Laugesen har lokket frem. Vi tager lige én til af Skyums i Information: »Teksten springer hver eneste gang fra tungens blodige vippe, uden sikker viden om, hvorvidt der er vand i bassinet«.