Bare rolig: vi skal nok komme til bøgerne. Men der er jo andet her i livet. Troede jeg. Deres udsendte befinder sig i et fhv. fiskerleje på Stevns. Vi nævner ingen navne. Byen vil have det for sig selv. Gudskelov. Som en af vennerne sagde: »Lykken er et sted, hvor man ikke møder Lone Dybkjær i cityshorts hos bageren«. Det gør man ikke her. Der er ingen bager. Engang var der en brugs og en iskiosk, men det er 20 år siden. Nu er der kun 'hovedgaden' (den må i gåseøjne, for der er kun den) og en idyllisk havn med et par fritidsfiskere, hvor man kan købe lidt ål, rejer og rødspætter, når Gud vil (fiskeriet i Østersøen er heller ikke, hvad det har været). I havnen ligger joller og både med navne som 'Berit' og 'Bounty'. Det mest mondæne er en motorbåd, som indtil i fjor bar navnet 'Mae West'. Nu er den omdøbt til 'Kong Hans'. Resten er stilhed. Helt bogstaveligt. Lokalhistorien fortæller, at byen engang havde nabostridigheder og rivaliserende klaner, der bekrigede hinanden i mytologiske bråvallaslag. Af samme grund havde den tre skoler - to friskoler af hver sin observans foruden den kommunale. Nu er der kun småintriger omkring Bylauget, Lystbådeforeningen og Forsamlingshusets Venner - og så lidt knurren over byens ungdomar, der helst vil køre motorrally ned ad gaden, så det i foråret kostede genboens røde kat Hannibal livet.