Hvad kommer først, bogen eller stedet? Er det fordi man sidder et specielt sted, at den bog, man giver sig til at læse, pludselig viser sig at handle om selvsamme lokalitet? Eller er det så at sige bogen, der på en eller anden bi(bli)o-telepatisk facon har ført én hen til det sted, som selvsamme bog mirakuløst viser sig at handle om? Ja, Deres bibliopat spørger bare, for han er rent ud sagt forbløffet over de nærmest okkulte sammentræf, han bliver ved med at erfare, uanset hvor meget han anstrenger sig for at se på verden med samme kritisk-rationalistiske Harry Popper-øjne som hans redaktør Zeitungsfaden. Magien vil simpelthen ikke fordufte. Tag nu, da han for nylig sad i en (for verdenen udenfor) skjult, grøn have tilhørende et af de 36 colleges på Oxfords navnkundige universitet. Her sad han og bladrede i en bog, hvis handling pludselig viste sig at være tæt knyttet til begivenheder i en lignende - måske den samme! - oxfordiansk have! Fra toppen af Sct. Mary the Virgins kirke havde han tidligere på dagen skimtet nogle gamle træer, lidt græs og vedbendbeklædt murværk dybt nede, men havde i sin uvidenhed ikke forestillet sig, at stedet var tilgængeligt. Et par timer efter var han i universitetets labyrintiske gade- og gydevirvar løbet på et skilt, hvorpå det blev forkyndt, at der i pilens retning både var te og muffins. Han fulgte pilen, og kort efter havde en uhyre frisk kvinde nær de halvfems udstyret ham med såvel te som bagværk og sit eget eksemplar af The Times (»please, don't fill out my crosswords«) samt en bakke til at bære det hele på formedelst et pund i kontanter.