Livet er igen ved at blive normalt i Frankrig, august, den store feriemåned, er forbi, regeringen har holdt sit første møde, og forlagene vover at sende sæsonens første bøger på markedet. Hele to af dem handler om premierminister Lionel Jospin. To biografier, begge på over 400 sider, på én og samme dag, det er næsten for meget. Udgiverne må mene, at franskmændene kender for lidt til den alvorsmand, der har regeret dem i de sidste fire år, i sig selv en bedrift, og som drømmer om at blive deres næste præsident. Begge biografier ripper op i en fortid, som Jospin har forsøgt at fortie i hele sit voksne liv. For blot få måneder siden blev det bekræftet, hvad der længe havde været et rygte: At Jospin i sine unge år havde været yderst aktiv i en lille, revolutionær gruppe på yderste venstrefløj. Og at han havde opretholdt kontakten til de revolutionære, samtidig med at han steg til stjernerne i socialistpartiet PS. En køn historie, der vakte berettiget opsigt. I begge biografier kan man nu studere den i detaljer - uden dog at få et overbevisende klart svar på spørgsmålet: Var han en 'muldvarp', der skulle undergrave det store parti, eller blev han snarere smuglet ind i det for at give det en tiltrængt hånds-rækning i kampen mod den fælles fjende, kommunisterne? En anden historie, som Lionel Jospin også har forsøgt at fortrænge, handler om hans far. En buldrende, naiv far, der kom til at træde lidt forkert under den tyske besættelse af Frankrig 1940-44. Strengt taget behøver man ikke at købe nogen af de to store biografier for at få den historie, for også dén er i den sidste uges tid blevet fortalt i flere franske medier. Begge forlag har nemlig været så forsynlige at sælge et helt fad godbidder fra biografierne til diverse nyhedsmagasiner, der ikke har sparet på spaltepladsen. Forreklame så det basker. Serge Raffy kalder sin biografi 'Jospin, familiehemmeligheder'. Raffys pointe er, at Jospin ikke har været alene om at dølge sit livs store hemmelighed, det stærke engagement i et revolutionært miljø. Det var en hemmelighed, som hele hans familie af gode grunde kendte til, men aldrig røbede. Det kunne også let have spoleret den begavede søns og brors karriere. Familien var usædvanlig progressiv for sin tid. Ordet var frit, og børnene blev opfordret til at gribe det ved middagsbordet. Moderen, der var jordemoder, fortalte dem, at små børn ikke kommer med storken. Den oplysning gav den 10-årige Lionel videre til sine klassekammerater. Men denne velmente forelæsning i forplantningslære blev belønnet med bortvisning fra skolen. Det skal have været en traumatisk oplevelse for ham. For første gang lærte han, at det kan være farligt at sige højt, hvad man ved god besked om. Fra vild krabat til duks Når franskmænd taler om Lionel Jospin, fremhæver de gerne, at han er protestant, og i Frankrig går protestanter for at være særlig dydige, noget sammenbidte og pligttro ud over alt. Som dreng var Lionel nu ikke særlig protestantisk. En vild krabat, der pjækkede fra violintimerne og tilmed måtte gå en klasse om. Først i gymnasiet blev han en duks. Han ligefrem brillerede med sin skarpe logik og sin evne til at kapere selv det sværeste stof på ingen tid. Sin akademiske uddannelse kronede han med at blive placeret i den bedste femtedel af sin årgang på eliteskolen Ecole Normale d'Administration (ENA). Den vide verden lå ham åben. Men duksen færdedes samtidig i en anden verden. En lukket verden, hvor ingen blev lukket ind uden at være blevet anbefalet. Hvor ingen gik under sit eget navn. OCI, Organisation Communiste Internationaliste. En lille, halvt fordækt gruppe, hvor man svor til trotskismen, en ideologi der har navn efter den russiske revolutionære Leon Trotskij, der endte med at blive Stalins fjende nr. 1. I OCI praktiserede man Trotskijs lære om, at kapitalister og stalinister skal bekæmpes på samme tid og med samme ildhu. En jævnaldrende kammerat fik optaget Lionel Jospin i OCI. En kandidat af dén kaliber - en ENA! - fortjente særlig pleje og diskretion. Jospin fik enetimer i trotskisme og blev siden selv leder af en studiekreds, hvor man intellektuelt væbnede sig til den store dag, når revolutionen nødvendigvis måtte bryde ud. Kammerater fra dengang husker glimrende deres lærer, 'Michel', som hans dæknavn var. Fin i kanten, absolut, en brav kammerat, men noget stram i betrækket. Hans øgenavn var 'den krøllede', for dengang havde Lionel Jospin en hårpragt, som man ellers kun så blandt afro-amerikanere. OCI anbefalede Jospin at søge ind i det franske udenrigsministerium, et godt sted at samle nyttig viden og forbindelser. Her genfandt han i øvrigt sin gamle kammesjuk fra de livlige dage på ENA, Ernest-Antoine Seillière, arving til en formue i kul og stål, i dag formand for den franske arbejdsgiverforening. De to delte kontor og telefon i udenrigsministeriet. Seillière havde ikke ringeste anelse om Jospins dobbeltliv. Mitterrands våben Jospin holdt nu kun lugten i det diplomatiske bageri ud i fire år, så blev han docent i økonomi på et universitetsinstitut for teknologi, og på dette beskedne sted for lærdom, langt ude i en parisisk forstad, blev han i de næste 10 år. Samtidig med at han passede sine studiekredse og møder i OCI. Samt sine nye opgaver i PS, det genopstandne socialistparti under Francois Mitterrands suveræne ledelse. Jospin blev medlem af PS i 1971. Biografen Claude Askolovitch erklærer, at Jospin var 'på mission' for OCI, »en hemmelig agent for retfærdighedens sag«. Vidste Mitterrand mon, hvem han nærede ved sin barm? Han kan i hvert fald ikke have været i tvivl om det ret længe, mener begge Jospins biografer. For på det tidspunkt var der knyttet mange underlige tråde mellem det store PS og det lillebitte OCI. Bl.a. rykkede trotskisterne gerne ud som 'sikkerhedsvagter', når Mitterrand talte ved stormfulde møder. For trotskisterne var ikke blot toptrænede i ideologi, de havde også lært af nævekampe med både maoister og stalinister. Mitterrand vidste, at han kun kunne vinde magten i Frankrig ved at indgå en uhellig alliance med kommunisterne, der dengang fyldte godt i landskabet. Og her kom det nye partimedlem meget belejligt til. Ingen kunne som Jospin debattere med de krasbørstige kommunister, for ingen var så fortrolig med deres argumentationsteknikker. Fjenden slået med sine egne våben. Først 11 år efter sin indtræden i PS kom det til et politisk brud mellem Lionel Jospin og hans gamle kammerater i OCI. Men på det personlige plan holdt han stadig en vis kontakt, først engang i 1986 eller 1987 synes den sidste tråd at være bristet. Da der begyndte at køre rygter om hans fortid i OCI, slog han det hen med en løgn: »Det var ikke mig - man forveksler mig med min bror, Olivier!«. Men her i forsommeren blev han endelig indhentet af sin fortid. Vidner fra dengang trådte frem, jo, mon ikke de huskede ham 'den krøllede'! Presset på Jospin blev så stærkt, at han blev nødt til at afgive en forklaring i parlamentet. Den kunne dårlig være mere mager: I sin fjerne ungdom havde han ganske rigtigt »markeret interesse for de trotskistiske ideer« og »knyttet forbindelser til en af grupperne i denne bevægelse«. Mere følte han sig ikke kaldet til at sige. I debatten i Frankrig, og dén var livlig, blev man tit mindet om, at den meget unge Jacques Chirac havde haft en flirt med kommunismen. Herregud, unge mennesker, ikke sandt? Pacifistisk far I politiske saloner kan tonen være giftig. For et års tid siden begyndte man at hviske, at Jospins far vist ikke havde gjort en heldig figur under Anden Verdenskrig. At han, der var glødende pacifist, havde talt for en tillidsfuld forståelse mellem Frankrig og Tyskland for at undgå al krig i fremtiden. Og at han havde ladet sig placere i det lokale byråd af Vichy-regimet, tre uger efter at de allierede var gået i land i Normandiet. Efter krigen blev Jospin Senior hældt ud af socialistpartiet og først taget til nåde 14 år efter. Da bakkede han til gengæld den socialistiske regering op i dens forsøg på at slå opstanden i Algeriet ned med våbenmagt. Man forstår, at sønnen sjældent lod et ord falde om sin far. Det er ikke fra ham, han har arvet sin tæft for politik. Derimod synes sønnen, ifølge begge biografier, at have arvet et kolerisk temperament, som han naturligvis gør sit bedste for at holde skjult for offentligheden. Claude Askolovitch: Lionel (Grasset, 412 s., 129,90 franc).

Serge Raffy: Jospin, secrets de famille (Fayard, 438 s., 138,40 franc).