Det er nu sjovt med bøger og geografi. Før sommeren var det, som om vor klumme, uanset hvad dens møjsommelige bestyrer rørte ved, havde slået permanent lejr på Indlandsisen. Den ene bog greb den anden, gamle og nye bekendte, sjælemakkere, læsere, sågar naboer og genboer i Bibliopatens sløve hjemby, henvendte sig. Et sneskred af polare informationer og Grønlandsbegejstring i almindelighed syntes for en stund helt at begrave bøger og litterære beretninger fra den øvrige verden. Anderledes i disse uger, hvor sneen i den grad er smeltet, og det er, som om vi vakler mellem at kaste ankeret i Themsen eller håndklædet i Hyde Park. Netop i dag gør dette sig gældende i (u)hyggelig grad, for det var naturligvis 'Orlando', Virginia Woolfs suveræne roman fra 1928, vi sigtede til, da vi i sidste uge formulerede en, troede vi selv, ret svær bibliopatquiz. Den efterlyste titlen på en (fornemt filmatiseret) roman med en feministisk morale og en hovedperson, som oplever, hvad vi betegnede som en »radikal personlighedsspaltning«. Vi tilføjede at romanen rummer en uforglemmelig beskrivelse af Themsen ... At dømme efter de besvarelser vort diminutive reservat har modtaget, var netop dét med floden udslaggivende. Har man én gang læst sekvensen, hvori Orlando, som superforelsket ung mand - det meste af sin 400-årige levetid er hun kvinde - går rundt på den tilfrosne flod med Sasha, den svigefulde russiske drømmeprinsesse, ja, så glemmer en Politikenlæser den øjensynligt ikke igen. Og da slet ikke, hvis vedkommende har set (og det har hun) Sally Potters suveræne filmatisering, hvor netop fremstillingen af fest og løjer - og skøjteløbere på gammeldags skøjter - på Themsen viser, hvilke vidunderlige muligheder filmmediet giver for på den mest sanselige vis at fremmane længst svundne tider. På et tidspunkt bevæger Orlando og Sasha sig med fakkel hen til et bestemt sted, hvor man dybt nede i den bundfrosne flod kan se en stivfrossen morlil med åbne øjne kigge op, hvis man får lyset fra faklen til at falde rigtigt. Romanen, hvor Woolf frygtløst og sublimt lader Orlando bevæge sig gennem tid og rum, er et must for enhver, der holder af en god historie - og en genial forfatterhjerne. Woolf, der begik selvmord i 1941 ved at gå ud i en flod (ikke Themsen, men River Ouse i Sussex) med lommerne fulde af sten, skildrer i sin meget morsomme fortælling, hvordan Englands mentale landskab har udviklet sig fra middelalderen til nutiden. Bogen handler lige så meget om det skiftende syn på mænd og kvinder som på god og dårlig litteratur og på den måde, det moderne Englands identitet bliver til. Femte kapitels indledende bemærkninger om den måde Fugten holder sit indtog på på De Britiske Øer i det 19. århundrede forener skrivekunst med civilisationskritik og mentalitetshistorie, så Deres bibliopat sjældent har set mage dertil, hvad også Søren Nyegaard, sidste uges Conrad-hader, at dømme efter sit brev til os, er enig i ... I centrum for det hele står altså Orlando, som tager sit lange liv og sin flydende kønsidentitet med oprejst pande, uanset om han ligger under et træ i Hyde Park eller flirter med en kaptajn langt ude på havet. Orlando- figuren er modelleret efter forfatteren Vita Sackville-West, som Woolf havde et lidenskabeligt kærlighedsvenskab med. Woolfs kønspolitiske ærinde er at demonstrere, at Orlando er den samme uanset om han/hun er mand eller kvinde, og at mænd og kvinder, de biologiske forskelle ufortalt, er udstyret med samme grundlæggende, menneskelige potentialer - ikke mindst i intellektuel henseende, hvad man som bekendt ikke altid har ment både på De Britiske Øer og i universet i øvrigt. Oppe på loftet i bibliopatens hus hærger bierne stadig i bogkasserne, og det er ikke tilfældigt, at det bliver nævnt netop i forbindelse med: Bibliopatquiz 29: I hvilken ret ny skandinavisk roman - mesterklasse - berettes om en pige, der oplever en ud-af-kroppen-oplevelse efter i fem timer at have stået helt stille med hovedet begravet i en bisværm?