I et af de fire bogtårne, som rejser sig foran mig, ligger verdens ældste bog, 'Prisses Papyrus'. Den egyptiske krussedulleskrift, ikke hieroglyffer, er hele 4000 år gammel og det passer fint, at den bliver opbevaret i et bibliotek af så faraoniske dimensioner som dette. Om natten spejler de fire oplyste bogtårne sig i Seinen. Her i det febervarme dagslys er 'Det Meget Store Bibliotek', Le Tres Grande Biblioteque, som franskmændene kalder deres nye nationalbibliotek, også massivt til stede i bybilledet. Jeg forsøger at danne mig et overblik over skrumlet. Det er ikke nemt. Hvor er indgangen eksempelvis? Det var Europas sidste farao, Francois Mitterrand, som også blev kaldt Sfinksen, der med en enevældig herskers vilje fik bygget biblioteket som led i det arkitektoniske eftermæle han skabte sig i Paris. Først kom Pyramiden ved Louvre, den nye operabygning ved Bastillen, Spreckelsens futuristiske triumfbue i La Defense (endnu en udørk) og så dette kompleks i det tidligere industriområde Tolbiac, hvis babelske ambition er at tilgængeliggøre al viden i verden, eller som bibliotekets chef Jean Favier har udtrykt det: At genskabe encyklopædismen på fransk grund. En smuk idé i glas Det er arkitekten Dominique Perrault, der har udtænkt det grandiose projekt, som bedst kan beskrives som fire L-formede tårne - de skal ligne åbne bøger - placeret i hver sit hjørne af en stor plads, i hvis midte ligger en have, dog ikke hængende, men forsænket, hvori træer, kundskabens naturligvis, rent faktisk ser ud til at vokse fint. Hvor briterne i deres nye nationalbibliotek har valgt at passe på kulturarven i temperaturkontrollerede, bombesikre kældre (man ved aldrig med de tyskere), er man i solkongernes land gået anderledes himmelstræbende til værks. Ved jorden at blive er ikke et princip, man hylder i Frankrig, og alle ved jo, at Den Europæiske Union i al fremtid vil forhindre krig, så derfor opbevarer Europas største bibliotek sine uvurderlige bogskatte i fire tårne af glas. Ideen er ubestrideligt smuk, men da gamle bøger, fotografier, plakater og tryk m.m. ikke tåler for meget lys, er den ikke særlig velegnet til biblioteksbrug. Desværre glemte Perrault at tage bibliotekarer og konservatorer med på råd, så først da glastårnene stod færdige, gik det op for ham, at de var helt uegnede til deres formål. Et problem, der dog blev løst ved at montere indre skodder af (regnskovs)træ inde bag glasset, så nu arbejder de ansatte i kunstigt lys. Mon ikke en del af folkene i glashusene har lyst til at kaste med sten mod arkitekten? Anti-folkeligt projekt? Et bibliotek er en følsom organisme. Det tog århundreder at perfektionere arbejdsgangene på det gamle bibliotek i Rue de Richelieu i hjertet af Paris, området nord for Louvre og Palais Royal. Det ny bibliotek her i Tolbiac, hvor verdens største sukkerraffinaderi engang lå, blev hastet igennem på kun fem år af en præsident, som ville være sikker på, at projektet, der skulle lyde hans navn, ikke blev stoppet af politiske modstandere. Mitterrand insisterede på at indvie biblioteket allerede i 1995, mens det endnu kun var halvfærdigt. Da projektet i Tolbiac første gang blev lanceret kaldte en fransk forfatter det »fjendtligt over for bøger, fjendtligt over for mennesker og fjendtligt over for byen Paris«. Omkring 800 franske professorer, forskere og intellektuelle skrev under på et protestbrev, men Mitterrand fik sin vilje og var død og borte, da biblioteket slog dørene op i efteråret 1998, få måneder efter åbningen af British Library i London. De første måneder var et mareridt. I dyb frustration over hver dag at skulle møde bølgen af vrede fra lånere gik personalet i strejke. Teknologien, som skulle bringe de 12 millioner bøger ned fra de høje tårne til deres plads i læsesalene, fungerede ikke. Som i en Kafka-roman ventede mange lånere forgæves på bøger, der aldrig kom. I modsætning til amerikanere er europæere ikke glade for ny teknologi. Den franske teknologikritik havde gode vækstbetingelser i den periode. Held og lykke, ja tak! Tre år efter forlyder det, at de fleste indkøringsvanskeligheder er overstået, men så let slipper franskmændene ikke. Jeg agter selv at afprøve biblioteket, og da jeg langt om længe har fundet hovedindgangen, foreligger muligheden. Først gælder det om at få et lånerkort. Kristian Jensen, en af cheferne på British Library, som jeg besøgte i London (se Politiken 19. august) blev afvist, da han første gang søgte om et lånerkort til forskernes læsesale. At være chef for inkunablerne i British Library var ikke nok for skrankepaverne på Biblioteque Nationale. Min Gud, giv mig styrke, nu har jeg selv mødt skrankepaverne og forstår bedre, hvorfor Kristian Jensen smilede så skælmsk, da han sendte mig afsted med et »Held og lykke i Paris!« Kan du se det her? Det er et adgangskort til British Library i London, hvor jeg var i går. De stoler på mig derovre! De gav mig et kort, der gælder i fem år!!«, måtte jeg skrige ind i hovedet på mini-Napoleon, der først makkede ret, da jeg, stærkt uligevægtig men meget bestemt, insisterede på at tale med hans chef på en af de øverste etager. Succesen er dog diskutabel. Mit adgangskort gælder kun i to dage! Uden lånerkortet ville den mest interessante del af Det Meget Store Bibliotek være lukket land for mig. Biblioteque Nationale de France Francois Mitterrand (BNF) er i virkeligheden to skarpt adskilte biblioteker. Øverst er et område, hvor alle borgere over 16 år har fri adgang til en halv million af de mest efterspurgte bøger. Men det er bibliotekets nedre regioner, der giver adgang til de 12 millioner bøger og 300.000 tidsskrifter, som udgør Biblioteque Nationales originale samling. BNF er større og har flere bøger end British Library. Dets historie og tradition, der går tilbage til de kongelige samlinger går meget længere tilbage i tiden. British Library har altid været et brugsbibliotek, et instrument for intellektuelt arbejde, hvor man i Frankrig også har lagt vægt på at samle pragteksemplarer. Et udtryk for de royale traditioner er den store vægt man lægger på samlingen af indbindinger. BNF har verdens bedste samling af antikke græske skrifter og hvis man vil studere kragetæerne i Marcels Prousts aflange notesbøger eller fordybe sig i manuskripter af Pascal og Descartes eller af franske koryfæer som Arthur Rimbaud, Gustave Flaubert, Victor Hugo, Emile Zola og Appolinaire, er det Paris man skal tage til. Biblioteket har også verdens største samling af musik. Mozarts originale manuskript til 'Don Giovanni', Beethovens 'Appassionata', Bizets 'Carmen' og mange andre. Også bibliotekets samlinger af aviser, mønter, landkort, plakater er - bortset fra hvad man har på British Library - second to none. Både den offentlige afdeling og forskningsbiblioteket styres som én institution og der er ingen tvivl om, at også læseområderne, hvor der er fri adgang, er en stor succes. Alligevel kan jeg ikke, måske uretfærdigt, lade være med at tænke mit: Todelingen er et klassisk eksempel på del og hersk-politik. Man har kastet en luns til folket, for at kunne få lov at bruge langt størstedelen af ressourcerne på at lave et tempel til eliten. Krebsens ventetid De herrer og damer i åndernes rige, som er blevet fundet egnede til at træde ind i det allerhelligste, er i sandhed blevet begunstiget med udsøgte omgivelser. Jeg sidder nu på den plads, R28, som jeg blev tildelt, inden jeg fik lov at gå ind i læsesalen, som må være et af de smukkeste moderne rum, jeg har set. Den er opdelt i forskellige områder, faglige øer, kunne man kalde det, men strækker sig hele vejen langs haven i bibliotekets midte. Udsynet til havens nåletræer og buske er frit. Af sådanne sale er der én på hver side af haven. Det er som at arbejde med udsigt til en skov. Jeg har bestilt den sjældne førsteudgave af 'Krebsens vende-kreds' af den amerikanske forfatter og livsnyder Henry Miller. Vi er vel 5-600 i salen. Her er helt stille. Over for mig sidder en smuk rødhåret kvinde, som Miller ikke ville have besindet sig på at invitere på café au lait. Til højre sidder en enorm mand omkring de 50, som øjensynligt er ved at læse alle de bøger, der eksisterer om Elfenbenskysten. Jeg får øje på et skilt ved en elevator, hvorpå der står Chambre de H.C. Andersen, trykker på knappen, kører op på tredje sal og brager, ups, lige ind i et møde mellem to mænd og en kvinde, som ser vredt på mig. Efter halvanden time har jeg stadig ikke fået min Miller-bog. Transparens og løbehjul Biblioteque Nationale er mindre intimt end British Library. Sidstnævnte er mere kompakt og overskueligt, men faktisk er alle de læsere, jeg spørger, godt tilfredse. Ivan, en 26 årig ph.d-studerende, glæder sig mest over at han hver eneste dag er sikker på at kunne få en plads. »Inde på det gamle bibliotek var alt optaget, hvis man ikke var der allerede klokken ni. De gamle kunne godt lide den Jules Verne-agtige stemning, men der var skummelt og man kunne heller ikke få noget at spise«. I et stille rum, der vist er beregnet til at spise medbragt mad, sidder en anorektisk japansk kvinde, som er lige så positiv. Efter et foredrag på ti minutter om »transparens«, »åbenhed« og »de tankemuligheder lyset giver«, siger jeg pænt tak og kaster mig i stedet over en gråskægget kæmpe, der studerer middelalderens franske hverdagsliv. Han slår ud med armene og siger, at det er svært at brokke sig over at have fået stillet sådanne faciliteter til rådighed, men at der er en væsentlig mangel ved stedet: Løbehjul. »Der er jo en grund til, at man har dem i lufthavne, og det her sted er lige så stort som en lufthavn, Vi går og går og går. Det er virkelig anstrengende at komme fra den ene ende af biblioteket til den anden«. Ivan er velunderrettet om de skandaler, der har omgærdet BNF og nøjes bare med at sige »Mitterrand« og kigge op i loftet. Underforstået, at alle jo ved, hvad han var for en fyr. Samtidig er den unge franskmand dog meget bevidst om den mulighed, studerende fra det han kalder almindelige hjem i Frankrig, har fået. »De fleste studerende har forældre uden særlig mange penge. Biblioteket er en monarks værk, men det er den brede befolknings børn, der kommer her. Også hernede blandt forskerne«. Babelstårnet i Tolbiac Jeg ser på alle de unge studerende, som sidder fordybet over deres bøger og manuskripter og uundværlige laptop-computere. På det gamle bibliotek var der få hundrede pladser, her er 2000. Der er stadig ældre forskere, som stædigt hævder, at det var meget bedre at udfylde en bestillingsseddel med blyant - eller fyldepen - end at skrive nøjagtig det samme på en computer. Påstanden er ikke usand eller usaglig, men holder ikke som indvending. Alligevel forstår man dem godt. Selvfølgelig er noget gået tabt her i Tolbiac. Selvfølgelig er meget blevet vundet. Intet kan som ændringer af nationalbiblioteker, der netop altid har været institutionelle garanter for de lange linier i nationernes kollektive bevidsthed, udstille tabte og svundne kvaliteter i forskellige epoker. Det gælder i København og London såvel som i Paris, og det er derfor jeg for den øjeblikkelige sammenlignings skyld, efter oplevelserne i de funklende babelstårne i Tolbiac, tager metroen til den genuine parisercharme i kvarteret, der huser det lettere forfaldne palads, som i tre århundreder var nationalbibliotekets stolte hjemsted. Paladset, der ud til Rue de Richelieu altid har lignet et fængsel, er stadig en del af nationalbiblioteket, men jeg skal hilse og sige, at Tolbiac er løbet med dynamikken. Portneren tjekker ikke, at jeg går ind bag tjørnehækken, og den enlige kvinde ved skranken i det øjensynligt helt publikumsfri og sovende bibliotek bliver helt overrasket over at se mig. I garderoben sidder en ung mand og blunder. Jeg rømmer mig, afleverer min taske og får et papskilt i en sejlgarnssnor, nummer 1 står der til gengæld. Richelieu-afdelingen rummer endnu en stor samling mønter og medaljer. Jeg siver op og ned ad store trapper beklædt med rødt fløjl, forbi statuer af Proust, Voltaire og Rousseau, men det er Salle Labrouste, den navnkundige gamle læsesal, der tager vejret fra mig. Den er lukket for publikum, og det er som at se på Titanic gennem en dykkerklokke, at jeg maser næsen flad mod glasset og kigger ind på de forladte stole, borde, reoler, lamper og små emaljeskilte med numre på i det store runde rum. Dette er søsteren til den gamle læsesal i Bloomsbury. En tidskapsel, hvis indhold forekommer uendeligt charmerende - og fortidigt, når man netop har forladt den smagfulde og fremtidsvendte hitech på det ny bibliotek. Jeg river mig løs efter et kvarter på den lille bænk foran døren og ender med at gå rundt på må og få i den uoverskueligt store gamle bygning. Pludselig havner jeg i nogle gemakker, hvor medaljoner, statuer og vaser forekommer påfaldende ubevogtede. Jeg åbner endnu dør og forstyrrer endnu en Miller-egnet kvinde, som sidder og læser. »Undskyld«, siger jeg, hvorefter jeg hastigt begiver mig tilbage til publikumsområderne, uden at det helt går op for mig præcis, hvor demarkationslinien mellem åbent og lukket, lovligt og tilladt, befinder sig. Kort efter, og det vil man aldrig kunne tage fra det gamle bibliotek, sidder jeg et stenkast derfra på en parisercafé, som vil have 39 francs for min fadøl. Om aftenen går jeg fra mit hotel i Rue de Charonne ind på den udgave af BNF som er allestedsnærværende. www.bnf.fr. Både British Library og Biblioteque Nationale de France manifesterer sig flot i den digitale verden. Franskmændenes design, som også eksisterer i en engelsk version, er bedst. Perraults visionære tårnkompleks, der endnu befinder sig i en ørestadsagtig tom- og forblæsthed, ude i Tolbiac, er spændende tænkt, men vanvittig ud fra en funktionalistisk synsvinkel. Set ud fra bygherrens behov har arkitekturen til gengæld ramt plet. Den siger på sin egen umisforståelige facon, at Lige Her Ligger En Af Den Franske Stats Vigtige Institutioner. Det franske nationalbibliotek er imposant, hvor det britiske er diskret. I London siger murstenene: Kom ind ,og se hvad du kan finde. I Paris lader staten allernådigst en udvalgt skare få lov at kigge på samme stats herligheder: Vi har det hele, du må godt få lov at se det - hvis du vel at mærke er kvalificeret til det. Miller-bogen fik jeg aldrig.