Kronjuvelen i Storbritanniens biblioteksvæsen, British Library, skulle efter sigende ligge ved Kings Cross. Men det eneste, jeg får øje på, da jeg stikker hovedet op af undergrundsdybet, er Sct. Pancras, en enorm togstation i røde mursten fra victoriatiden. Hvor er British Library, Englands dyreste offentlige byggeri i det tyvende århundrede? Et par hundrede meter længere fremme ad den stærkt trafikerede Euston Road finder jeg svaret foran en orangerød flade, som giver associationer til et indkøbscenter, men rent faktisk er indgangspartiet til planetens eneste egentlige verdensbibliotek. I København og Paris er de nye nationalbiblioteker blevet velkendte kulturkatedraler i byrummet. Her i London kan man ikke just sige, at det bibliofile skatkammers indre modsvares af et ydre, der gør særlig meget stads af sig. Hvad mon briterne har brugt de ti milliarder kroner, som British Library har kostet, på? Samme spørgsmål stillede de engelske avisers arkitekturanmeldere sig, da det store projekt, som var 36 år undervejs, endelig var i mål, men selv om arkitekten Colin St. John Wilson dengang fik mange tæsk, er der tre år efter, at de første lånere satte sig til rette i British Library ved Sct. Pancras, enighed om, at det kan noget. At det trods sit pauvre ydre, som jo ikke mindst er blevet målt og vejet i forhold til franskmændenes nye superbibliotek, er en succes, selv om en del lånerne stadig savner det gamle bibliotek i British Museums lokaler i Bloomsbury. Ligesom brugerne af den gamle læsesal på Det Kongelige Bibliotek i København har også briterne måttet givet afkald på en elsket og traditionsrig læsesal, den berømte runde læsesal The Reading Room i British Museum, hvor folk som Charles Dickens, George Bernard Shaw, Karl Marx, Mahatma Gandhi, Lenin og utallige andre gennem tiden har slidt deres buksebage på solide træstole under den indirekte belysning fra kuppeltagets glas. Ramaskriget var mildt sagt til at forudse, da det gik op for salens mest inkarnerede brugere, at The Reading Room snart ville være fortid. Elleve læsesale Deres udsendte, der altid har besøgt den gamle læsesal, når han har været i London, forstår dem godt. Det er ærlig talt med bange anelser og et stik i hjertet, jeg begiver mig hen over den uskønne piazza foran det ny bibliotek, men allerede få meter inde i den store lyse atriumgård, som den besøgende træder ind i, forsvinder mine bekymringer som dug for solen. This is nice. Tre timers nysgerrig afprøvning af læsesale, udstillingsgallerier, restaurant og service i almindelighed bekræfter indrykket: Hvad British Library måtte savne i udvendig storhed, har det så rigeligt i indre åbenhed, venlighed - og kvalitetsdesign. Man skal være mere end almindeligt forelsket i fortiden for ikke at lade sig begejstre af de mange smukke flader og de store, lyse læsesale, hvoraf The Humanities Reading Room strækker sig over hele tre etager i højden. Biblioteket har elleve læsesale i alt. Pladsen til forskere, studerende og andre brugere er udvidet betydeligt. Bloomsbury var mørkt træ, messing og tonet glas. En atmosfære af herreværelse for mænd med lommeur og bowler og et London, som vi kender det fra Conan Doyles saga om Sherlock Holmes. Det her er moderne og strømlinet på en cool og meget, ja, det lyder måske underligt, demokratisk facon. British Library rummer 12 millioner bøger (fire gange så mange som Det Kongelige Bibliotek) og har, hvis man tæller alle manuskripter, breve, fotos, tidsskrifter, kompositioner og lyde (fuglesang f.eks), plakater, kort, nodeark m.m., 150 millioner forskellige genstande i sine gemmer. Intet af det er det muligt at låne med hjem. Alt skal studeres på stedet. Og man får kun lov, hvis andre biblioteker ikke kan dække ens behov. British Library er et internationalt forskningsbibliotek, som man som låner først bør ty til, når andre biblioteker ikke har kunnet hjælpe én. For overhovedet at få adgang til herlighederne har jeg som alle andre, der vil have status af låner, i dag trukket et nummer i afdelingen, der udsteder lånerkort. Det tager 42 minutter, før jeg har det, og de er gået med at vente i kø og herefter overbevise de kritiske, men flinke folk om, at jeg i embeds medfør simpelt hen er nødt til at blive lukket indenfor. En ganske betydelig del af samlingerne i det enorme bibliotek bestyres af Kristian Jensen, som er ansvarlig for de europæiske samlinger før 1850. Jensen, der er dansk, har arbejdet i England i 18 år og inkarnerer i egen entusiastiske person den udadvendte filosofi, som gennemsyrer British Library. »Altså, en bog er en bog, uanset om det er et originalmanuskript af Leonardo da Vinci eller en roman af James Joyce, vi taler om. Vi skelner ikke. Når først man har sit lånerpas, er der med visse undtagelser fri adgang til at låne vores ting. Sådan skal det være. Hvis man skal stille de museale hensyn over for brugeradgangen, må vi nok erkende, at vi vægter det sidste. Hvis en japansk studerende siger, hun har brug for at sidde med en Gutenberg-bibel for at studere papirkvaliteten eller en anden stoflighed, som ikke lader sig studere ved brug af en digitaliseret kopi, ja, så får hun lov. Bøger er jo blevet lavet for at blive brugt. Hvis de står på en hylde for kun at blive set på, kan man jo lige så godt nøjes med attrapper«, siger Kristian Jensen, hvis kontor er fuldt af gamle bøger. Brugte bøger »Man kan se på vores bøger, at de bliver brugt, og vi bliver anklaget for at være lidt for liberale, men jeg mener: Det har ingen mening, hvis ikke de ting, vi har i kældrene, kommer op i lyset«, siger Kristian Jensen. »Vores selvforståelse hænger nødvendigvis sammen med, hvem der giver os pengene. Vi får det meste fra regeringen, og vi har en regering, der fører en aktiv kulturpolitik, som vil involvere stadig bredere dele af befolkningen og gøre ting tilgængelige for stadig flere. Det gør, at vi mere og mere definerer os som nationens og befolkningens bibliotek. Der er kommet mere eftertryk på nationalbiblioteket end tidligere«. Kristian Jensen indrømmer, at det godt kan skære ham i hjertet, at ældre bøger med smukke håndmalede bind må nyindbindes på grund af brug. På Det Kgl. Bibliotek i København er man betydeligt mere restriktive ud fra den filosofi, at hvis man ikke passer vældig godt på tingene, bliver der ikke noget for senere generationer at kigge i. »Sådan tænker vi også. Der behøver ikke være en modsætning mellem det museale og det brugervenlige, men der er selvfølgelig visse ting, som har så stor museal betydning, at vi ikke lader folk få adgang til det. 'Magna Carta', 'The Lindisfarne Gospel' og den slags. I øvrigt sender man i København sine ting ud af huset, det gør vi jo ikke. De sjældneste ting skal man læse i vores Rare Books Reading Room lige foran en senior-medarbejder, der holder én til én-opsyn med låneren, mens det foregår. Og der er visse genstande, man skal ned på mit kontor for at få lov at kigge på, mens en af mine kolleger sidder ved siden af«. At British Librarys liberale udlånspolitik ikke er ensbetydende med manglende sikkerhed, kan jeg bevidne. Opsynet ved indgangen til læsesalene er uhyre restriktivt. Ingen uden lånerpas kommer ind. Ingen kommer ud igen, uden at alt, hvad de har i den gennemsigtige plasticpose, alt skal bæres rundt i, bliver gennemset. Selv de bøger, jeg har købt i bibliotekets egen boghandel, bliver jeg afkrævet forklaring på. Først da jeg viser min datomærkede bon, får jeg lov at tage dem med ud. De store kældre Selv om en række af British Librarys samlinger opbevares i depoter rundt omkring i London, befinder alle de historiske samlinger sig nedenunder i kældrene, der er lige så store som en banegård - eller to, så dér må vi naturligvis ned, og når man har Kristian Jensen ved sin side, er enhver bogelskers ønskedrøm pludselig realisabel. Hvor der før var lukkede døre og afmålte vagter, møder jeg nu fuld adgang og venlige nik. I alt fylder rariteterne i det underjordiske 360 hylde-kilometer. Vi tager elevatoren nedad, nedad og havner i noget, der ligner en blanding af en hospitalskælder og et avispakkeri. Sindrige rullebånd med bakker snor sig af sted. Ved en printer, der spytter bestillingssedler ud, sidder en ung mand i en Chelsea F.C.-trøje. Lånerne foretager deres bestilling via bibliotekarer i læsesalene og kan, hvis alt går vel, stå med Shakespeare-manuskriptet eller papyrusrullen i hånden en time senere. Og det er hernede, at folk på god gammeldags maner begiver sig på vandring for at hente tingene. I betragtning af hvor flot og lækkert den offentlige del af bibliotekets indre er, er det både interessant og vældig underholdende at se medaljens effektive bagside. Jeg kommer uvægerligt til at tænke på Monty Python-medlemmet Terry Gilliams fremtidsfilm 'Brazil', hvor det eneste, man ikke har kunnet fikse, er det, som englænderne aldrig har kunnet finde ud af: Alt hvad der vedrører rør. I British Librarys kælderdyb er mængden af Brazil'sk mekanik overvældende, men alle, jeg taler med, bedyrer, at det virker, og hånden på hjertet er der jo, indtil teleportering af fysiske objekter en dag bliver mulig, nødt til at være en eller anden form for hvinende, old-fashioned transportbånd og den slags til at transportere alt det, der ligger eller står på hylderne, frem og tilbage. Biblen British Librarys samling af inkunabler, altså bøger trykt før 1500, er enestående, så Deres bibliopat vil gerne hen og folde sanseorganerne ud foran en af de helt fede reoler, hvilket Kristian Jensen, der er lige så stedkendt i det labyrintiske kælderdyb, som den gamle bibliotekar fra 'Rosens navn' er det i sit bibliotek, fluks gør muligt. På hylderne, hvor vi havner efter en lang tur gennem aflåste gitterværker, står ufatteligt sjældne værker, som anslået har en samlet markedsværdi på en halv milliard kroner. Det føles godt, rigtig godt, at stå med en Gutenberg-bibel mellem hænderne for derefter langsomt at bevæge sig gennem den kronologisk ordnede samling af inkunabler. Via de enkelte bøger kan man billedligt talt følge, hvordan ringene bredte sig i vandet, efter at bogtrykkeren Gutenberg i 1450erne smed den første sten i vandet ved at begynde at udgive bøger, som kunne masseproduceres. På andre reoler befinder sig oldgræske skrifter skrevet på papyrus, blandt andet den ældst kendte udgave af Det Gamle Testamente, en udgave af Homers 'Iliaden' fra det 2. århundrede og ... ja. Man kniber sig i armen. Alle dele af verdens kulturarv er repræsenteret lige netop her, og det virkeligt mirakuløse er, at man med et lånerpas i hånden kan få lov at sidde med så meget af det mellem hænderne. Da Vincis notesbog For dem, der aldrig vil opnå en tur i British Librarys aflåste hjertekamre med en vidende guide ved hånden, er der stadig meget at hente på British Library, som gør en dyd ud af at udstille klenodier. Også her er spændvidden tydelig. John Lennons hastigt nedkradsede tekst til sange som 'A Hard Days Night' og 'Help' befinder sig i samme lokale som 'Magna Carta' fra 1215, Shakespeares 'First Folio' fra 1623, Händels noder til 'Messias' med autograf, Lewis Carrols originale tekst og tegninger til 'Alice i Eventyrland' og meget andet. Her er også en koran fra det ottende århundrede og mange andre pragtfulde og helt uerstattelige dokumenter. I montrer ligger manuskipter af Jane Austen, James Joyce, George Eliot og Thomas Hardy og minsandten også en af Leonardo da Vincis notesbøger. På en stor interaktiv skærm kan man 'bladre' i digitaliserede udgaver af nogle af sjældenhederne. Blandt andet verdens ældste trykte, daterede bog, 'The Diamon Sutra' fra år 868. Også The Kings Library, et ti meter højt indre tårn af glas fyldt med gamle bøger, som er noget af det første, man får øje på, når man træder ind i British Library, er den rene øjenfryd. De 60.000 bøger, der står med de flotte rygge udad mod publikum, tilhørte kong George III, monarken, som mistede de amerikanske kolonier. Nu udgør de både arkitektonisk og symbolsk den akse, hvorom hele British Library drejer sig: Bøgerne, kongen, nationen, tænker man. For hundrede år siden ville det have været bøgerne, kongen - imperiet. Arbejdsplads Overvældet af indtryk begiver jeg mig op ad trapperne til stedets perle ud i livskvalitet. Øverst oppe i bygningen, ikke helt nem at finde, befinder sig en rund, udendørs terrasse, hvor man blandt bladranker kan sidde og kigge ud over Londons tage og ind i sig selv - eller i en bog, man selv har haft med. Efter en hel dags ophold på British Library føler man sig opladt, opmuntret, oplyst. British Library er netop ikke, og tak for det, et symbol, men en arbejdsplads for nysgerrige mennesker. Et bibliotek, der inviterer indenfor i stedet for at skræmme væk. Her er noget at komme efter for enhver. Også dem, der ikke kunne drømme om at besvære de ansatte med at ansøge om et lånerpas, men er taget til Sct. Pancras for at summe rundt i udstillingsgallerierne, der, ikke at forglemme, rummer en helt fantastisk samling af tidlige frimærker - også dem fra Mauritius, og så vil filatelister vide, hvad vi taler om. Med den ny bygning fik British Library langt om længe mere plads, men ikke nær nok. Pladsen er for længst brugt, og det er gruopvækkende at tænke sig, at biblioteket hvert eneste år skal finde plads til en halv million nye trykte objekter. Hvis man som publicist undlader at aflevere et pligteksemplar til biblioteket af det, man har udgivet, risikerer man at få en bøde på fem pund. Det lyder som en novelle af den argentinske bibliotekar og forfatter J.L. Borges, men det er virkelighed her i universets bredest favnende bibliotek: I kontor efter kontor sidder folk, der bruger et helt liv på at katalogisere en aldrig sluttende strøm af togplaner, kriminalromaner, dameblade, undervisningsbøger, film etc. etc. Deprimerende museum Bloomsbury-nostalgikere behøver ikke at fortvivle helt. Samlingen af håndskrifter opbevares på bibliotekets gamle adresse, så det vil stadig være muligt at tage til London og få sig et bibliofilt supersnif. Deres udsendte er fristet, men Hyde Park i solnedgang kalder, og efter otte timer i den moderne funktionalisme på det ny British Library føles det helt forkert at skulle tage tidsmaskinen tilbage til traditionernes Bloomsbury. »Jeg kunne ikke udstå at arbejde i det gamle bibliotek«, betroede Kristian Jensen mig på sit kontor. »Når man sad og læste i The Rare Books Reading Room i Bloomsbury, følte jeg mig som en statist i sidste akt af 'Aida'. Der var intet lys, det var indelukket og dybt deprimerende at være der. Dertil kom klubatmosfæren. Den kan være hyggelig, hvis man er en del af den, men hvis man er der for at arbejde, er det drønirriterende, at folk spankulerer op og ned for at snakke med hinanden og har faste læsepladser og ikke vil have, at unge studenter kommer og sætter sig, for der har de altid siddet«. »Jeg er glad for, at den eksklusive fornemmelse på British Library er væk«, siger Jensen. »Nu har ingen mere ret end andre. Folk kan komme med deres egen avis og drikke en kop kaffe og føle, at de er lige så velkomne som professoren, der sidder med sin papyrus«.