Med en Brystnaal Istedet for en Piil fra Rosenskyen, En let bevinget, farlig Piil, En Piil, som hefter sig i Hjertet, Hvis Gift er Kys og Smiil - Modtag en Naal, som gjennemborer, Men kun det lette Tül; en Naal, som holder, Hvis Hensigt er at samle og forene, Men kun de ydre, løse Folder. Betragt med Rolighed de gyldne Hager, Der løsnes let og uden Taarer, Den skarpe Spids, som ei af Nektar drypper, Men som eiheller giftig saarer; Betragt med Venlighed det lille Blændværk, Snart sønderbrudt, og snart forglemt, Det skrøbelige, svage Mærke, Til Minde om det Flygtige bestemt; Til Minde om det Flygtigste, jeg kjender, Det hurtigst Svindende, det snarest Tabte: Det Trylleskjær, som Sympathien kaster Momentviis over alt det Skabte; Modtag den fattige, den kolde Glimmer, Den matte Skygge af en Ild - bedrøv Dig ikke over, at den er et Intet, Et Legetøi af Støv for Støv - Gjem den! Den vil, naar Barmen hyller Sig, som en Isis, i sit Slør, Med sin Emailles mørke Hieroglypher, Som Skriften paa en Tempeldør, Erindre dig om det, som i vort Indre Er gaadefuldt, og ikke kan forklares, Og om den Sarkophag, hvori de Hendøde Følelser bevares. Digtet er fra 1838.