INDVIELSEN Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred, Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned, Bølgerne hvilte, Da hælded Solen til Havets Bryst Og rundom rødnede Luft og Kyst. Og brat fra Skyernes Strengeleeg Anelsen vakte, I Aftenrøden Musen nedsteeg, Harpen mig rakte, Og raskt et brændende Kys mig gav, Nedsynkende i det luende Hav. Da rundt en anden Natur der blev, Vindene talte; Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte, Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt, I Alt mig vinked min egen Gestalt. Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel; Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang Hiertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred Førend jeg drager Himlene ned! Digtet er fra 1804