Min Skat Hun er sød, Hun er blød, Hun er smal om sit Liv; Hun er bøielig Og føielig Og rank som et Siv. Hendes Kind Er saa lind, Og som Rosens saa varm; Hun er nysselig Og kysselig Paa Mund, Haand og Arm. Ak, hvor net, Og hvor let Som et svævende Fnug, Kan hun neie sig Og dreie sig Paa Foden saa smuk! Hvor hun stod Paa sin Fod, Hvor hun gik og hun sprang, Var hun nydelig Og frydelig Som Fløiternes Klang. Og saa kjæk Som en Bæk Mellem Blomsternes Flok, Glimter Øiets Blink Fornøiet, flink Bag nødbrune Lok. Hendes Røst Er min Trøst Midt i Sorgernes Nat, - Al den Herlighed Og Kjærlighed Er min søde Skat. Digtet er fra 1840.