DEN KIEDSOM VINTER GIK SIN GANG Den kiedsom Vinter gik sin gang, Den Dag saa kort, den Nat saa lang Forandrer sig Saa lempelig; Den barske Vind, den mørke Skye - maa flye; Vor Kakkelovn saa eene staaer, Og hver Dags Kolde syge faaer; Den tykke Vams, den foret Dragt Er alt hengt hen, og reent foragt, Og Muffen er tillige giemt - og glemt; Mand frygter ey, at Snee og Slud Skal møde dem, som vil gaae ud; Thi lad os gaae At skue paae Hvor smukt Naturen sig beteer - og leer. Ach see hvor pyntet Soelen gaaer Med lange Straaler i sit Haar; Den varme Krands Er rette Kands For alle Ting, som nu maa grye - paa Nye; Det klare, lyse Himmel Blaae Er værd at kaste Øye paae; See Fuglene i Flokke Tal I Luftens viide Sommer-Sal, De holde snart hvert Øyeblik - Musik; De kappes daglig toe og toe At bygge hvor de best kan Boe, Her flyver een Jo med sin Green, En Anden sankker Haar og Straae - saa smaae. Ach See! hvor tegner Marken Vel For Bonden hele Verdens Trel, Hand leer fordi Hans Slaveri Skal endes med sin Frugtbarhed - i Fred, Hist gaaer de kaade Lam i fleng Og spøge i den grønne Eng, De knæle med en Hiertens Lyst For Moders mælke-fulde Bryst, De qvægnes ved den søde Taaer - de faaer. Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn; Et Hunde-Biæl, en lyd af Horn. Er ald Hans Spil; Men hører til, Hvor smukt den Skov ham svare maae - der paae. Ach see et meget yndigt Syen Paa Skovens grønne Øyenbryn, Den høye Top Skal klædes op, Og Vaaren pynter Bøgen ud - til Brud. Naar Solen brender som en Glød, Og stikker Ild i Barm og Skiød, Da har mand jo bag hvert et Blad Abscondsel for sin Matte Rad. Her smager Thee og et Glas Viin - fra Rhin, Imidlertid man faaer at see Et ret naturligt Assemblee, Hver Fugl har stemt Sit Instrument, De raske Dyer vil Danse net - og let. Ach see hvor Speyle klar og glat Den søe dog er i Lave sat, Det er jo som At Soelen kom Kun for at see sit Skilderie - deri, Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn, Og slap fra Frost og Fange Garn, Hand faaer nu atter Moed og Liv, Og spøger frit i Rør og siv, See hist, hvor stolt hans Finner gaaer - og slaaer. Nu lirrer Frøen med sin Mund Imod den søvnig Aften Stund, Jeg tænker Paa Mit Hviile-Straae Og ender min Spadsere Gang - i Sang. Saa er da Himmel Jord og Vand Opmuntret ved min Skabermand, Jeg gik omkring Blant Tusind Ting, Guds Forsyn spores ved Enhver - i sær. Bekymret Siæl! saa seer du dog, At Alting staaer, i Herrens Bog, I hvor det gaaer, saa veed jeg grandt, Mit Navn staaer tegnet deriblandt; Gud kommer vist min Tarv ihu - end nu, Hand Rammer nok den rette Tiid Da Himlen den skal blive bliid; Jeg tør maaskee Vel faae at see Min Vinter blive til en Vaar - i Aar. (Digtet er - som de fleste andre af Stubs digte - først trykt efter digterens død).Ordforklaring: Kolde syge: Malaria bete: optræde Kands: lejlighed Biæl: gøen Abscondsel: Ly Rad: legeme Naturligt Assemblee: Selskab i naturen Grandt: Nøje