FØRST I OKTOBER Det blæser ude, nu er Regnen kold, alting grimt og sølvaadt, Dagen graa og gold. Under Havens Buske vaade Tudser glo, Rosenbedet dukker sig i vissen Ro, min Reseda kryber som en mager Snog, hvor den nylig svulmed i sin Solskinskrog, alle Lindens Blade vender Vrangen ud, krænger sig og krølles for den mindste Slud. Eneste, en enkelt Stedmoderblomst staar strunk, blaa og dyb og dunkel i sin vaade Prunk, som al Nattens Mørke i en Blomst blæst ind, med en enlig Stjernes Guldgraad paa sin Kind. Digtet er fra 1897