0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kolde nosser

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min ulykke, min monstrøse pik
som pløjer Verdenskussen.
Jeg følger med, trofast og dumt som et par nosser
ned over mine egne øjne.

Digtet er fra 1986


Henrik Nordbrandt og Per Højholt er to danske digtere, som sjældent nævnes i samme åndedrag. Når jeg gør det her, er det af en ganske bestemt grund. I gamle dage var der på universitetet et fag, der hed Sammenlignende Litteratur (nu hedder det Litteraturvidenskab); og jeg har i dag tænkt mig at præsentere en sammenlignende studie af to digte, ét af Nordbrandt og ét af Højholt - der er nemlig en særlig detalje, som går igen begge steder: nosser.

Nordbrandts digt kan læses her ved siden af; Højholts stammer fra samlingen 'Revolver' (1977) og hedder 'Supermule studerer sit kontoudtog': Digtets jegperson, Supermule, er ved at blive grebet af panik, fordi en alligator er landet på hans hoved - digtets fire sidste verslinier lyder sådan her: »& jeg griber for mig gennem is-frådende brådsøer/ & trækker mig op på det her halmstrå her & GISP!/ forfriskes af muntre øgler som i gåsegang ad linen/ slæber deres kolde nosser hen over mit ansigt«.

Ligheden mellem de to digtes slutninger er slående: Et par nosser føres hen over jegpersonens ansigt.

I Nordbrandts digt sammenligner jegpersonen sig paradoksalt nok med de selvsamme nosser, som altså føres ned over hans øjne: Han føler sig som et par nosser, dvs. som et knap så væsentligt vedhæng til sin »monstrøse pik« - han må bare følge med når den »pløjer verdenskussen«.

I Højholts digt tilhører nosserne en række »muntre øgler« - og en »munter øgle« kunne meget vel være en metafor, for det der hos Nordbrandt kaldes en »monstrøs pik«.

Pikken er et monster, øglen er en pik - de to billeder spejler hinanden. I begge tilfælde fremstilles det mandlige kønsorgan som et lystigt og primitivt væsen, der handler på egen hånd - bogstavelig talt hen over hovedet på jegpersonen: Det er derfor nosserne rammer ansigtet. Jegpersonen er altså, igen bogstavelig talt, underlagt - dvs. lagt under - sine drifter.

Denne mangel på kontrol opleves som skræmmende. Tværs gennem den muntre tone mærker man i begge digte en desperation; vellysten rummer også en snært af døden: Hos Nordbrandt bevæger nosserne sig ned over øjnene med samme gestus, som den man benytter, når man lukker øjnene på en person, der netop er død. Hos Højholt er nosserne »kolde« - øgler er naturligvis koldblodede, men kulden er også en af dødens mest karakteristiske egenskaber.

Hos Nordbrandt omtaler jegpersonen sin pik som sin »ulykke«; hos Højholt klynger jegpersonen sig til et halmstrå: Begæret er livsfarligt.

I morgen: Adam Oehlenschläger

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce