0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tolstojs amputerede klassiker

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da det unge triumvirat Ole Wivel, Otto B. Lindhardt og Jokum Smith i 1954 overtog direktørposten i forlaget Gyldendal efter den navnkundige Ingeborg Andersen, fandt de i forlagets pengeskab et kæmpe manuskript. Det var den danske oversættelse af 'Krig og fred' - og den havde ligget og samlet støv på forlaget i en halv snes år.

Midt under krigen havde forlaget skrevet kontrakt med Danmarks til dato største danske slavist, professor Adolf Stender-Petersen (1893-1963) i Århus. Han skulle sammen med en lille håndfuld udvalgte medarbejdere levere en oversættelse af 'Krig og fred' der »i alt væsentligt skal være uforkortet«.

Kontraktens ord »i alt væsentligt« kom professoren nok til at fortryde.

Oversættelsen blev udført af holdet Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen og C.W. Volkersen i 1943-44 - men efter krigen var trykkemaskinerne optaget af andre ting under det store udgivelsesboom.

Stender-Petersen pressede på - han ville gerne udnytte den interesse og velvilje, danskerne nærede for den store russiske allierede lige efter krigen. Der var jo åbenlyse historiske paralleller mellem Hitlers og Napoleons russiske nederlag.

Til Gyldendal skrev han: »Jo længere vi fjerner os fra den sidste verdenskrig, desto mere mister romanen i moderne aktualitet«. Her undervurderede han mærkeligt nok sit eget hjertebarn - en ikke ualmindelig psykologisk mekanisme.

Det var ikke sådan, at der ikke fandtes danske oversættelser af 'Krig og fred'. Den over 1.600 sider lange roman, som den 40-årige Tolstoj udgav efter seks års arbejde i 1869, blev i Danmark for første gang udsendt i kun to bind i 1885 »på dansk ved Edvard Brandes« (uofficiel medarbejder var Mette Gauguin). Det må have været ud fra en fransk udgave og utvivlsomt stærkt forkortet.

Siden kom oversættelser og genudgivelser på forskellige forlag ved W. Gerstenberg (1895), Samuel Prahl (fra fransk 1904-6) og Soffy Topsøe (1939), men alle var de meget forkortede og bearbejdede.

Det var derfor på høje tid at få en fuldstændig oversættelse af denne klassiker.

Men selv om det intellektuelle arbejde - oversættelsen - var gjort, udskød forlaget i 1948 atter udgivelsen af 'Krig og fred'. Denne gang med henvisning til papirmangel. Man valgte i stedet at prioritere en stor udgave af den pro-sovjetiske forfatter Maksim Gorkij - også med professor Stender-Petersen som redaktør (med hensyn til Gorkij var forlaget under pres fra den sovjetiske legation, der havde givet Gyldendal eneret på Gorkijs samlede værker. Denne oplysning skylder jeg den nuværende Århus-professor i russiske litteratur, Peter Ulf Møller).

Der var i øvrigt udkommet flere andre nyoversatte Tolstoj-romaner i og lige efter 1945. Så forlaget havde vel også markeds-mætningsovervejelser inde i billedet.

Det var nogenlunde situationen i 1954, da de tre nye direktører tiltrådte og fandt det gamle kæmpemanuskript i pengeskabet.

Drama om stor roman
Forlaget Gyldendals arkiv fra årene frem til 1964 ligger på Det Kongelige Bibliotek. Men i forlagets kælder er der stadig skuffer med gulnede avisudklip, anmeldelser og lignende fra årene før 1964. Og minsandten om ikke der ligger en kuvert med korrespondance mellem direktør Lindhardt og professor Stender-Petersen.

1. marts 1954 - 10 år efter manuskriptets aflevering - skriver Otto B. Lindhardt til Adolf Stender-Petersen i Århus:

»Ole Wivel har nævnt for mig, at De er ivrig efter at vide, hvad vi agter at gøre ved Tolstoj: 'Krig og fred' i den nye, uforkortede oversættelse, som henligger her på forlaget i manuskript. Vi har nu grundigt overvejet spørgsmålet og er kommet til det resultat, at en udgave af den komplette oversættelse i dag ville blive så dyr, at der ikke ville være en chance for at sikre den en udbredelse, der blot tilnærmelsesvis svarer til, hvad den fortjener«.

Der er jo, skriver Lindhardt, »ikke stor tilfredstillelse ved at udsende 'verdens bedste roman' til en pris kun meget få privatmennesker, og endog få biblioteker, kan betale«.

Tilgængeligheden for den almene læser vejede altså tungere end troskaben over for værket. Lindhardt foreslår, at man skærer den nye oversættelse af romanen ned til et omfang, der svarer til Gerstenbergs forkortede to-bindsudgave og hævder, at man på forlaget selv er begejstrede for ideen. (Ole Wivel havde i et notat kaldt en uforkortet udgave for 'uhyrlig').

Professorens svar følger omgående (4. marts):

»Jeg kan ikke skjule det, jeg blev helt bestyrtet over Deres brev af 1.3. og det deri fremsatte forslag, og det er mig næsten ubegribeligt, at De og Deres kolleger er så begejstret for det.

Ideen med, at Gyldendal i sin tid gik i gang med en ny kontrolleret oversættelse af Tolstojs 'Krig og fred', var jo netop den, at man nu endelig skulle have en uforkortet og uforfalsket udgave af denne monumentalroman.

Ideen blev ikke mindst undfanget på baggrund af, at den af Dem omtalte oversættelse af Gerstenberg i alle henseender var et elendigt makværk og falsifikat, så slemt, at det er ufatteligt, hvordan læsere overhovedet nogensinde har kunnet tro at have med en roman af Tolstoj at gøre«.

Stender-Petersen er »af inderste overbevisning en modstander af Deres forslag« og han havde ikke ventet »et så kunstfjendtligt forslag fra den nye forlagsledelses side«.

Alligevel rækker Stender-Petersen Fanden - i skikkelse af Otto B. Lindhardt - en lillefinger:

»Skal der overhovedet udfra økonomiske grunde være tale om en forkortet udgave, så forekommer to betingelser mig ganske ufravigelige: (1) at der ikke på forhånd fastsættes et bestemt maksimum af tryksider, og (2) at det bliver mig, der foretager forkortelsen«.

Han vedgår, at der i romanens senere partier er »en mængde krigsteknisk og strategisk stof, der nok har sin kompositoriske funktion i romanen, men i nogen grad kan tænkes at trætte den moderne læser, og at der findes store filosofiske passager, blandt andet hele anden del af epilogen, som også kan virke trættende«.

Slaget er tabt
Efter denne indrømmelse er slaget om en fuldstændig oversættelse naturligvis tabt. Stender påpeger dog, at »beskæringen må være organisk, ikke mekanisk«. Denne formulering - at beskæringen er organisk - bliver Stender-Petersens faglige figenblad under resten af forløbet.

Han har sandsynligvis kastet et blik i sin kontrakt og set, at han ikke juridisk kan tvinge forlaget til at bruge hele den store oversættelse han og hans fire medarbejdere har fuldført. Han opfordrer dog afmægtigt, men indtrængende, forlaget til at »tage sagen op til fornyet og meget alvorlig overvejelse«.

»Tænk også på, hvilken kritik De udsætter både Dem selv og mig for ved nu efter andre forlags lysende eksempel at slå ind på de 'strammede' oversættelsers ynkelige vej«.

Som en sidste fortvivlet trussel foreslår professoren i et PS, at andre forlag måske »kunne tænke sig at udsende den uforkortede udgave af 'Krig og fred'. Var det så ikke bedst at overlade udgivelsen til dem?«.

Dette 'forslag' vælger Lindhardt at ignorere i sit svar nogle dage efter. Han griber derimod den udstrakte lillefinger og medfølgende arm og takker for at Stender-Petersen selv vil udføre beskæringerne.

Forinden vil han dog gerne have sig frabedt at blive kaldt 'kunstfjendtlig'. »Det er dog en ærlig sag, at vi søger at finde frem til en udgave, som kan finde et publikum. (...) Vi stiler mod en ny udgave af 'Krig og fred' i en ny, helt forsvarlig oversættelse, og det kan vi ikke se noget galt i, tværtimod«.

Og forlagsdirektøren slutter dette afsnit med følgende guldkorn:

»Man må skelne skarpt mellemen forkortelse og en forfalskning«.

Allerstørste modvilje
Der følger nu en (frustreret?) tavshed fra Stender-Petersen, så Lindhardt ser sig foranlediget til at spørge, om han overhovedet fik hans brev: Han meddeler samtidig sin bortrejse, under hvilken Stender bedes henvende sig til Ole Wivel.

Til denne skriver Stender-Petersen i maj og gentager sin »allerstørste modvilje mod selve tanken om en lemlæstelse af dette store værk« og betinger sig, at der alene sker beskæringer, men ikke sammentrækninger eller omdigtninger.

Desuden vil han have principperne for den af redaktionen ønskede forkortelse nævnt i bogen. Wivel henviser ham i dette spørgsmål til Lindhardt, som endelig i september - stadig 1954 - beder Stender-Petersen gå i gang med beskæringerne efter de principper, han var så uforsigtig selv at angive. Nu er det så planen at udgive romanen i efteråret 1955 eller foråret 1956.

Lindhardt håber, at Stender ved beskæringerne vil nedbringe bogens omfang »så meget, at prisen ikke bliver en væsentlig hindring for værkets udbredelse«.

Professoren slår sig stadig i tøjret. Han vil vide, hvor mange sider forlaget som minimum vil kræve. »Det kan jo hænde, at mit maximum ikke vil svare til Deres minimum, og hvis der så ikke kan findes en bro imellem os, må sagen vel opgives«.

Han håber dog på en acceptabel løsning for begge parter og beder om at få manuskriptet tilsendt. Det får han 24. januar 1955, og 1. marts - nøjagtig på årsdagen for det første brev fra Otto B. Lindhardt - sender Gyldendal et honorar på 800 kroner for den udførte forkortelse til Århus.

Stender-Petersen har åbenbart været på besøg på forlaget, for den 25. april 1955 skriver forlagsdirektør Lindhardt til ham:

»Vi har nu foretaget en række yderligere beregninger af 'Krig og fred' både i den fuldstændige form og i den af Dem forkortede version, og jeg beklager at måtte meddele Dem, at vi kommer til at holde fast ved vor beslutning om at nøjes med den forkortede udgave. Vi har indgående drøftet de betænkeligheder, De anførte ved Deres sidste besøg, men vi ser desværre ikke nogen anden mulighed«.

Redaktørens forsvar
Og sådan blev det. I foråret 1956 udkom den næsten fuldstændige 'Krig og fred' med en fortale af professor Stender-Petersen. I stedet for 337 kapitler og to epiloger med i alt 28 kapitler er der nu 303 kapitler og én epilog med 13 kapitler. Også inden for kapitlerne er der beskåret, og bind III og IV samt epilogen har kunnet trækkes sammen til et bind.

Men: »I modsætning til alle tidligere (i alt fem) danske oversættelser, som ofte udmærker sig ved meget vilkårlige forkortelser, endog omstillinger af hele partier, skulle denne være helt igennem autentisk. Forlaget har imidlertid, for at muliggøre udgivelsen af det omfangsrige værk, måttet ønske sig en forsvarlig, organisk forkortelse af det store romanstof, især med henblik på de teoretiske afsnit, som i dag virker antikverede«.

Man må lade redaktøren, at beskæringen er gjort elegant. Som dansk læser aner man ikke uråd. Dog er der en helt uforståelig bortskæring, som da heller ikke gik upåagtet hen hos de danske læsere, der kendte romanen fra andre udgaver.

Det var den skikkelige, jævne bondesoldat Platon Karatajev, som Pierre Bezukhov møder i fransk fangenskab i Moskva. Platon Karatajev, som var blevet sendt i soldatertrøjen af herremanden, fordi han havde fældet i hans skov, er krumtappen i Tolstojs syn på det jævne russiske folk i 'Krig og fred' - og dermed i den russiske litterære tradition.

At fjerne Platon Karatajev er som at fjern