Da det unge triumvirat Ole Wivel, Otto B. Lindhardt og Jokum Smith i 1954 overtog direktørposten i forlaget Gyldendal efter den navnkundige Ingeborg Andersen, fandt de i forlagets pengeskab et kæmpe manuskript. Det var den danske oversættelse af 'Krig og fred' - og den havde ligget og samlet støv på forlaget i en halv snes år. Midt under krigen havde forlaget skrevet kontrakt med Danmarks til dato største danske slavist, professor Adolf Stender-Petersen (1893-1963) i Århus. Han skulle sammen med en lille håndfuld udvalgte medarbejdere levere en oversættelse af 'Krig og fred' der »i alt væsentligt skal være uforkortet«. Kontraktens ord »i alt væsentligt« kom professoren nok til at fortryde. Oversættelsen blev udført af holdet Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen og C.W. Volkersen i 1943-44 - men efter krigen var trykkemaskinerne optaget af andre ting under det store udgivelsesboom. Stender-Petersen pressede på - han ville gerne udnytte den interesse og velvilje, danskerne nærede for den store russiske allierede lige efter krigen. Der var jo åbenlyse historiske paralleller mellem Hitlers og Napoleons russiske nederlag. Til Gyldendal skrev han: »Jo længere vi fjerner os fra den sidste verdenskrig, desto mere mister romanen i moderne aktualitet«. Her undervurderede han mærkeligt nok sit eget hjertebarn - en ikke ualmindelig psykologisk mekanisme. Det var ikke sådan, at der ikke fandtes danske oversættelser af 'Krig og fred'. Den over 1.600 sider lange roman, som den 40-årige Tolstoj udgav efter seks års arbejde i 1869, blev i Danmark for første gang udsendt i kun to bind i 1885 »på dansk ved Edvard Brandes« (uofficiel medarbejder var Mette Gauguin). Det må have været ud fra en fransk udgave og utvivlsomt stærkt forkortet. Siden kom oversættelser og genudgivelser på forskellige forlag ved W. Gerstenberg (1895), Samuel Prahl (fra fransk 1904-6) og Soffy Topsøe (1939), men alle var de meget forkortede og bearbejdede. Det var derfor på høje tid at få en fuldstændig oversættelse af denne klassiker. Men selv om det intellektuelle arbejde - oversættelsen - var gjort, udskød forlaget i 1948 atter udgivelsen af 'Krig og fred'. Denne gang med henvisning til papirmangel. Man valgte i stedet at prioritere en stor udgave af den pro-sovjetiske forfatter Maksim Gorkij - også med professor Stender-Petersen som redaktør (med hensyn til Gorkij var forlaget under pres fra den sovjetiske legation, der havde givet Gyldendal eneret på Gorkijs samlede værker. Denne oplysning skylder jeg den nuværende Århus-professor i russiske litteratur, Peter Ulf Møller). Der var i øvrigt udkommet flere andre nyoversatte Tolstoj-romaner i og lige efter 1945. Så forlaget havde vel også markeds-mætningsovervejelser inde i billedet. Det var nogenlunde situationen i 1954, da de tre nye direktører tiltrådte og fandt det gamle kæmpemanuskript i pengeskabet. Drama om stor roman Forlaget Gyldendals arkiv fra årene frem til 1964 ligger på Det Kongelige Bibliotek. Men i forlagets kælder er der stadig skuffer med gulnede avisudklip, anmeldelser og lignende fra årene før 1964. Og minsandten om ikke der ligger en kuvert med korrespondance mellem direktør Lindhardt og professor Stender-Petersen. 1. marts 1954 - 10 år efter manuskriptets aflevering - skriver Otto B. Lindhardt til Adolf Stender-Petersen i Århus: »Ole Wivel har nævnt for mig, at De er ivrig efter at vide, hvad vi agter at gøre ved Tolstoj: 'Krig og fred' i den nye, uforkortede oversættelse, som henligger her på forlaget i manuskript. Vi har nu grundigt overvejet spørgsmålet og er kommet til det resultat, at en udgave af den komplette oversættelse i dag ville blive så dyr, at der ikke ville være en chance for at sikre den en udbredelse, der blot tilnærmelsesvis svarer til, hvad den fortjener«. Der er jo, skriver Lindhardt, »ikke stor tilfredstillelse ved at udsende 'verdens bedste roman' til en pris kun meget få privatmennesker, og endog få biblioteker, kan betale«. Tilgængeligheden for den almene læser vejede altså tungere end troskaben over for værket. Lindhardt foreslår, at man skærer den nye oversættelse af romanen ned til et omfang, der svarer til Gerstenbergs forkortede to-bindsudgave og hævder, at man på forlaget selv er begejstrede for ideen. (Ole Wivel havde i et notat kaldt en uforkortet udgave for 'uhyrlig'). Professorens svar følger omgående (4. marts): »Jeg kan ikke skjule det, jeg blev helt bestyrtet over Deres brev af 1.3. og det deri fremsatte forslag, og det er mig næsten ubegribeligt, at De og Deres kolleger er så begejstret for det. Ideen med, at Gyldendal i sin tid gik i gang med en ny kontrolleret oversættelse af Tolstojs 'Krig og fred', var jo netop den, at man nu endelig skulle have en uforkortet og uforfalsket udgave af denne monumentalroman. Ideen blev ikke mindst undfanget på baggrund af, at den af Dem omtalte oversættelse af Gerstenberg i alle henseender var et elendigt makværk og falsifikat, så slemt, at det er ufatteligt, hvordan læsere overhovedet nogensinde har kunnet tro at have med en roman af Tolstoj at gøre«. Stender-Petersen er »af inderste overbevisning en modstander af Deres forslag« og han havde ikke ventet »et så kunstfjendtligt forslag fra den nye forlagsledelses side«. Alligevel rækker Stender-Petersen Fanden - i skikkelse af Otto B. Lindhardt - en lillefinger: »Skal der overhovedet udfra økonomiske grunde være tale om en forkortet udgave, så forekommer to betingelser mig ganske ufravigelige: (1) at der ikke på forhånd fastsættes et bestemt maksimum af tryksider, og (2) at det bliver mig, der foretager forkortelsen«. Han vedgår, at der i romanens senere partier er »en mængde krigsteknisk og strategisk stof, der nok har sin kompositoriske funktion i romanen, men i nogen grad kan tænkes at trætte den moderne læser, og at der findes store filosofiske passager, blandt andet hele anden del af epilogen, som også kan virke trættende«. Slaget er tabt Efter denne indrømmelse er slaget om en fuldstændig oversættelse naturligvis tabt. Stender påpeger dog, at »beskæringen må være organisk, ikke mekanisk«. Denne formulering - at beskæringen er organisk - bliver Stender-Petersens faglige figenblad under resten af forløbet. Han har sandsynligvis kastet et blik i sin kontrakt og set, at han ikke juridisk kan tvinge forlaget til at bruge hele den store oversættelse han og hans fire medarbejdere har fuldført. Han opfordrer dog afmægtigt, men indtrængende, forlaget til at »tage sagen op til fornyet og meget alvorlig overvejelse«. »Tænk også på, hvilken kritik De udsætter både Dem selv og mig for ved nu efter andre forlags lysende eksempel at slå ind på de 'strammede' oversættelsers ynkelige vej«. Som en sidste fortvivlet trussel foreslår professoren i et PS, at andre forlag måske »kunne tænke sig at udsende den uforkortede udgave af 'Krig og fred'. Var det så ikke bedst at overlade udgivelsen til dem?«. Dette 'forslag' vælger Lindhardt at ignorere i sit svar nogle dage efter. Han griber derimod den udstrakte lillefinger og medfølgende arm og takker for at Stender-Petersen selv vil udføre beskæringerne. Forinden vil han dog gerne have sig frabedt at blive kaldt 'kunstfjendtlig'. »Det er dog en ærlig sag, at vi søger at finde frem til en udgave, som kan finde et publikum. (...) Vi stiler mod en ny udgave af 'Krig og fred' i en ny, helt forsvarlig oversættelse, og det kan vi ikke se noget galt i, tværtimod«. Og forlagsdirektøren slutter dette afsnit med følgende guldkorn: »Man må skelne skarpt mellemen forkortelse og en forfalskning«. Allerstørste modvilje Der følger nu en (frustreret?) tavshed fra Stender-Petersen, så Lindhardt ser sig foranlediget til at spørge, om han overhovedet fik hans brev: Han meddeler samtidig sin bortrejse, under hvilken Stender bedes henvende sig til Ole Wivel. Til denne skriver Stender-Petersen i maj og gentager sin »allerstørste modvilje mod selve tanken om en lemlæstelse af dette store værk« og betinger sig, at der alene sker beskæringer, men ikke sammentrækninger eller omdigtninger. Desuden vil han have principperne for den af redaktionen ønskede forkortelse nævnt i bogen. Wivel henviser ham i dette spørgsmål til Lindhardt, som endelig i september - stadig 1954 - beder Stender-Petersen gå i gang med beskæringerne efter de principper, han var så uforsigtig selv at angive. Nu er det så planen at udgive romanen i efteråret 1955 eller foråret 1956. Lindhardt håber, at Stender ved beskæringerne vil nedbringe bogens omfang »så meget, at prisen ikke bliver en væsentlig hindring for værkets udbredelse«. Professoren slår sig stadig i tøjret. Han vil vide, hvor mange sider forlaget som minimum vil kræve. »Det kan jo hænde, at mit maximum ikke vil svare til Deres minimum, og hvis der så ikke kan findes en bro imellem os, må sagen vel opgives«. Han håber dog på en acceptabel løsning for begge parter og beder om at få manuskriptet tilsendt. Det får han 24. januar 1955, og 1. marts - nøjagtig på årsdagen for det første brev fra Otto B. Lindhardt - sender Gyldendal et honorar på 800 kroner for den udførte forkortelse til Århus. Stender-Petersen har åbenbart været på besøg på forlaget, for den 25. april 1955 skriver forlagsdirektør Lindhardt til ham: »Vi har nu foretaget en række yderligere beregninger af 'Krig og fred' både i den fuldstændige form og i den af Dem forkortede version, og jeg beklager at måtte meddele Dem, at vi kommer til at holde fast ved vor beslutning om at nøjes med den forkortede udgave. Vi har indgående drøftet de betænkeligheder, De anførte ved Deres sidste besøg, men vi ser desværre ikke nogen anden mulighed«. Redaktørens forsvar Og sådan blev det. I foråret 1956 udkom den næsten fuldstændige 'Krig og fred' med en fortale af professor Stender-Petersen. I stedet for 337 kapitler og to epiloger med i alt 28 kapitler er der nu 303 kapitler og én epilog med 13 kapitler. Også inden for kapitlerne er der beskåret, og bind III og IV samt epilogen har kunnet trækkes sammen til et bind. Men: »I modsætning til alle tidligere (i alt fem) danske oversættelser, som ofte udmærker sig ved meget vilkårlige forkortelser, endog omstillinger af hele partier, skulle denne være helt igennem autentisk. Forlaget har imidlertid, for at muliggøre udgivelsen af det omfangsrige værk, måttet ønske sig en forsvarlig, organisk forkortelse af det store romanstof, især med henblik på de teoretiske afsnit, som i dag virker antikverede«. Man må lade redaktøren, at beskæringen er gjort elegant. Som dansk læser aner man ikke uråd. Dog er der en helt uforståelig bortskæring, som da heller ikke gik upåagtet hen hos de danske læsere, der kendte romanen fra andre udgaver. Det var den skikkelige, jævne bondesoldat Platon Karatajev, som Pierre Bezukhov møder i fransk fangenskab i Moskva. Platon Karatajev, som var blevet sendt i soldatertrøjen af herremanden, fordi han havde fældet i hans skov, er krumtappen i Tolstojs syn på det jævne russiske folk i 'Krig og fred' - og dermed i den russiske litterære tradition. At fjerne Platon Karatajev er som at fjerne Jens Vejmand fra den danske tradition. Det er så meget desto mere uforståeligt, at Stender har ladet ham ryge, som afsnittene om Platon fylder ganske få sider. Til gengæld mister romanen en af sine mest barskt gribende og psykologisk afslørende scener. Netop det blev der dog rettet op på i en senere udgave. Forkortelserne Hvad er det så, der mangler i danskernes 'Krig og fred'? Som læser af begge udgaver (russisk og dansk) samtidig kan man konstatere, at der er konsekvens i forkortelserne. De er vel på et par hundrede sider i alt og går kun ud over de 'krigsrelaterede' kapitler i romanen. Et typisk eksempel er fyrst Andrejs ophold i hovedkvarteret i juni 1912 - da Napoleons tropper er gået ind i Rusland. Efter en kort karakteristik af intrigerne omkring den russiske kejser skriver Tolstoj: »Blandt alle de teorier, der beherskede denne store, nervøse, strålende og hovmodige kreds, kunne fyrst Andrej snart skelne en række af enkelte dominerende retninger og partier«. I originalen redegør Tolstoj så over tre sider for de forskellige partier og deres egennyttige og ubrugelige teorier om den rette taktik. Hermed udtrykker han noget centralt i sit fatalistiske historiesyn. Men det er røget for den danske redaktørs saks. Først da Tolstoj når til det niende parti, kobles de danske læsere på igen: »Af alle disse partier var der netop på det tidspunkt, da han (fyrst Andrej, red.) var kommet til arméen, et parti, som lige var opstået og begyndte at lade sin stemme høre. Dette parti bestod af gamle kloge mænd, erfarne i statssager og i stand til, uden at slutte sig til nogen af de modstridende meninger, at se abstrakt på alt, hvad der foregik i hovedkvarteret, og overveje på hvilken måde man kunne komme ud af den rådende usikkerhed, ubeslutsomhed, forvirring og svaghed«. Tolstoj undsiges Det er interessant at se med hvilken næsten masochistisk (eller sadistisk?) ildhu, professor Stender-Petersen som redaktør forsvarer de nødtvungne beskæringer og næsten kommer til at undsige Tolstoj: »Det er karakteristisk for Tolstoj som romanforfatter, at han atter og atter overlæssede sine romaner med sin voldsomme og langtfra logiske tænknings resultater, indførte polemisk og teoretisk stof i dem og brugte dem som middel til forkyndelse af sine egne ideer, som nok hang sammen med romanernes handling, men som kan forekomme en moderne læser stærkt antikverede. Også 'Krig og fred' er præget af denne tendens. Jo længere handlingen skrider frem, desto mere tager dette overhånd, og i tredje og fjerde bind af sit værk lader Tolstoj sine krigsstrategiske, polemiske og historiosofiske betragtninger brede sig helt uhæmmet«. Her har Stender-Petersen leveret nogle ord, som forlaget senere dækker sig ind under. Den nye danske 'Krig og fred' fik store og fine anmeldelser, da den udkom i foråret 1956. Begejstringen hos anmelderne gik naturligvis først og fremmest på Tolstoj, og fordanskningen nævntes i forbifarten. I Berlingske Tidende (som bruger gammel retskrivning) skrev Emil Frederiksen: »At læse Tolstojs 'Krig og Fred' er ikke at læse en Bog, men at rejse i et stort, rigt, mærkeligt Land«. Om Stender-Petersens beskæringer skrev han: »Resultatet kan diskuteres - en berømt Episode er gaaet fløjten. Men Helheden er dog bevaret, navnlig har den kunstneriske Virkning beholdt sin fulde Kraft«. I Århus Amtstidende skrev mærket pluto, at oversættelsen er »foretaget i mønstergyldig Form af fire unge slaviske Filologer under Redaktion af deres Lærer, Professor Ad. Stender-Petersen«. Dagbladet Information talte om »ypperlig oversættelse« og »smuk forlagsindsats« og Kristeligt Dagblad om, »at den nye oversættelse virker med stort liv og klar flugt«. I Land og Folk mente Otto Gelsted ligefrem om beskæringen, at »nogen skade har den næppe gjort - nogle vil måske mene: tværtimod. Jo mere handlingen skrider frem, jo mere besættes Tolstoj af sin trang til at docere sine mer eller mindre fantastiske ideer«. Videre i anmeldelsen overtog Otto Gelsted ukritisk Stender-Petersens argumenter, helt ned i ordvalget. Platon er væk Men 'Platon er væk' stod der som overskrift til forfatteren Tom Kristensens anmeldelse i Politiken 25. april 1956. Først havde han dog meget godt at sige: »Genoplevelsen af 'Krig og fred' i den nye oversættelse blev langt rigere end jeg havde turdet haabe paa. (...) Men Platon Karatajev er blevet væk! Og det er oven i købet ham, den syge fange, der sakker agterud under marchen og bliver skudt af franskmændene, mens det i den nye oversættelse er en anonym russer, der lider denne grusomme skæbne«. To dage senere bliver Kristensens kritik støttet af 'En tolstojaner' i Politiken. Han er ifølge avisen 'specielt sagkyndig', dvs. sandsynligvis kollega til Stender-Petersen. Det er måske derfor han foretrækker at være anonym. Polemikken om den forsvundne bonde er åbenbart fortsat, for så sent som i december 1956 har Tom Kristensen et åbent brev til Stender-Petersen i Politiken, hvor han undskylder en tidligere insinuation i anden anledning men fortsætter: »Derimod tilgiver jeg Dem ikke, at De har ladet Platon forsvinde. At De har tre medskyldige i forbrydelsen, nemlig Gyldendals ærværdige, om end ikke aldrende direktører, gør ikke forbrydelsen mindre«. Direktør Lindhardt (som har givet tilladelse til at citere fra kladden) skrev et brev til Tom Kristensen som svar på, hvad han kalder den 'meget hårde' dom i Politiken. Han skriver blandt andet: »Gyldendal er jo i den situation, at vi ganske vist påtager os forpligtelser, der minder om, hvad Det Kgl. Teater har indenfor et andet kulturområde, men vi har ingen privilegier svarende til dem, Det Kgl. Teater har. Vi må selv tjene ind til at dække underskuddet på vore kulturelle udgivelser«. Efter at have fået dette læst op sukker Gyldendals nuværende litterære direktør, Johannes Riis, bifaldende og veltilfreds: »Ja, det kunne jo være sagt i dag!«. Platon er tilbage Professor Stender-Petersen døde som 69-årig i 1963. Men 1966 udkom 'Krig og fred' i Gyldendals Bibliotek af verdenslitteraturens klassikere. Det var redigeret af filologen Erling Nielsen i samråd med Det Danske Akademi ved Thorkild Bjørnvig og Sven Møller Kristensen Og så kom Platon Karatajev med - og han er med i alle følgende Gyldendal-udgaver. I 1967-udgavens kolofon står, at den »foreligger i revideret form, idet afsnittet om Platon Karatajev er i nyoversættelse ved Georg Sarauw« (en af de fire oprindelige oversættere). På samme side skriver forlaget, at berettigelsen af Stender-Petersens beskæringer i 1956 ikke var blevet anfægtet, »kun mod udeladelsen af siderne om Platon Karatajev blev der rejst kritik. De er derfor medtaget i denne udgave«. Tom Kristensen havde gjort god gavn. Ja, den nu berømte bonde - han ville have undret sig såre over opmærksomheden - kom med. Men de mange halve og hele kapitler med principielle betragtninger over historiens drivkræfter, krigens mekanismer og magten som historikernes mytiske forklaringsmodel efter Guds død - dem mente forlaget stadig ikke, danske læsere havde godt af at læse eller råd til at købe. Meget værre i den henseende var dog forlaget Lademann, der så sent som i 1973 udgav Samuel Prahls gamle forkortede, fra fransk oversatte, med Hans Hertels ord »forfuskede« version. Hertel skrev i Dagbladet Information samme år: »Prahl var manden, der turde sætte over, hvor andre oversætter, det turde man i højere grad for 70 år siden«. Tolstojs betragtninger Fra den mildt sagt omfattende Tolstoj-forskning ved vi, at forfatterens historisk-filosofiske betragtninger og polemik med den officielle historieskrivning optog en væsentlig plads i 'Krig og fred' allerede fra de første skitser. Der er altså ikke tale om noget påklistret. Og vi taler ikke om en gammel mands udgydelser. Tolstoj var i trediverne, da han skrev 'Krig og fred'. Senere sagde han: »Hvis betragtningerne ikke havde været der, havde beskrivelserne heller ikke været der«. Snarere er det det opdigtede stof, dvs. kærlighedsdramaerne, der tjener til at skabe sammenhæng i de historiske begivenheder, dvs. krigene. Det skal dog siges, at da Tolstoj tre år efter færdiggørelsen af 'Krig og fred' skulle kigge på den igen i forbindelse med en udgave af hans samlede værker, så skrev han, at han følte skam og anger »som en mand, der ser på sporene af et orgie, han har deltaget i. Det eneste, der trøster mig, er, at jeg blev revet med af dette orgie af hele min sjæl og troede, at der ikke fandtes andet end det«. Han smed noget ud og oversatte de franske dialoger til russisk - en beslutning, han dog siden gik fra igen. Der fandtes ikke mindre end fire udgaver af 'Krig og fred' i Tolstojs levetid. Ovenstående historie er kommet frem, fordi Gyldendal pønser på at genudgive 'Krig og fred' - i en fuldstændig udgave. Denne gang skulle den være god nok. Det bliver spændende, om de bortskårne kapitler af den gamle oversættelse kan findes.