Ekko og Narcissus (uddrag af 'Forvandlinger') Resumé: Nymfen Ekko har narret gudinden Juno, og som straf forhekser Juno hende så hun ikke selv kan tale, men kun gentage hvad andre siger. Som hun nu så Narcissus vandre omkring i naturen, brød hun i kærligheds lue og fulgte ham lige så stille. Jo tættere på hun kom til sin flamme, des hedere blev hun, ganske som fængeligt svovl, der sidder på enden af faklen, bryder i brand, så såre man holder det nær til en flamme. Hvor ofte ønsked hun ikke at tale så kærligt til drengen, bruge de ømmeste ord! Men som hun er indrettet, kan hun ikke begynde. Men, hvad hun kan, det er hun parat til: vente på noget at sende sit ord tilbage som svar på. Han var engang kommet væk fra skaren af trofaste fæller og havde råbt: »Nogen her?«, og »Her!« var svaret fra Ekko. Forbavset ser han sig søgende om og råber med høj røst: »Kom så!«, og Ekko ber ham om det, som han ber om. Han spejder sig atter omkring: Der er stadigvæk ingen, der kommer. Så si'r han: »Undgår du mig?« - og svaret består i det selvsamme spørgsmål. Han bliver ved, og forvirret af svarene prøver han atter: »Begiv dig så hen til mig!« Så glad som aldrig i livet sender hun svaret: »Giv dig så hen til mig!« I fortrøstning til sine ord går hun ud af tykningen og vil forsøge at kaste sin arm om sin elskedes nakke og ta' ham i favnen. Drengen flygter og råber under sin flugt: »Tag de arme væk og bliv mig fra livet! For hellere lider jeg døden end jeg er din!« »Jeg er din!« - det var svaret han hørte fra Ekko. Forsmået skjuler hun sig i den dybe skov og bedækker sit ansigt med blade og lever fra da af i ensomme grotter. Men elskov sidder i hjertet og gror ved at blive foragtet, og den elendiges krop hentæres af søvnløse kvaler, mager og indfalden blir hun og udtørres helt og aldeles, indtil der ikke er andet tilbage end stemme og knogler. Stemmen beholdt hun, mens hendes bene bliver til stene. Siden hen ses hun aldrig, men skjuler sig i sine bjerge, høres dog af enhver: kun lyd er der liv i i Ekko. Digtet er fra ca. 8 e.Kr. Oversat af Otto Steen Due i 'Forvandlinger'
udgivet på Forlaget Centrum 1989.