BAALET Luften var mæt af Mørke, Jorden var tung af Nat. Da tændtes paa Bavn et skinnende Baal, og Blæst tog i Flammerne fat. Gnisterne føg som en Ildsne om i Luftens stormfulde Øde; Luerne sneg sig om Veddet og glammed spottende Mørket i Møde. Slog sig som vilde Vinger ud til Flugt mod Himlen vendte, svøbte sig opad den bølgende Blæst, som om det var Blæsten, der brændte. Men Veddet smuldred i Ildens Vold, - og just som dets Kraft var tæret, fløj Flammerne bort som Aandesyn - jeg saa kun Mulmet og Vejret. - Som Baalet flammer min ensomme Sjæl, saa Skær og Skygger skælver vide ud i den vældige Nat, der over mit Syn sig hvælver. - Og medens Veddet som Aske sank, og Natten faldt til om Skæret, stod jeg og stirred udover min Død, men saa kun Mulmet og Vejret. Digtet er fra 1904.