0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Homo Bicycletus

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den afdøde franske forfatter Antoine Blondin havde sans for livets realiteter. I en af sine mange daglige artikler fra Tour de France, som han skrev mellem 1954 og 1982, konstaterede han et af årene, at general de Gaulle styrede Frankrig i 11 af årets måneder. Undtagelsen var juli, hvor den sande hersker var Jacques Goddet, den daværende direktør for Tour de France.

Den folkekære Antoine Blondin dækkede 28 udgaver af 'la grande boucle' - den store rundtur - som franskmændene kalder løbet. Dag efter dag skrev han sine iagttagelser fra dagens etape, som blev trykt i sportsavisen l' Equipe, der organiserer løbet. Overskrifterne var altid originale.

'Massakre for en bagatel', hed en beskrivelse af en etape, hvor feltet blev totalt smadret for blot nogle få sekunders gevinst til vinderen, mens han en anden dag fra sin plads på bagsædet af en motorcykel beskrev etapen således; 'Zigzag i bakspejlet'.

Nu kan franskkyndige Tour de France-elskere købe Antoine Blondins artikler i bogen med titlen 'Tours de France', som fylder ikke mindre end 940 sider. Tour de France er en begivenhed, man tager alvorligt i Frankrig, og bøgerne om løbet bliver solgt i store oplag ligesom de mange cykelblade.

Antoine Blondin var kendt og elsket af både ryttere og publikum. Da han den 4. juli 1961 offentliggjorde en artikel med titlen »Hemingway blandt os«, spurgte de forundrede tilskuere ham, hvilket hold denne Hemingway egentlig kørte på.

Døden på Mont Ventoux
Antoine Blondin tilhører legenden blandt Tour de France-skribenterne, som især har foldet sig ud l' Equipe og dagbladene Le Parisien og l'Humanité, der ligesom l' Equipe er folkelige aviser.

Antoine Blondin skrev indforstået om rytternes liv, glæderne i feltet og lidelserne på bjergene. Der var kun få antydninger af dopingbruget, som ikke stammer fra i går. Men som en fransk rytter udtrykte for få dage siden svarede de stoffer, en Fausto Coppi brugte i halvtredserne til det, gymnasieelever i dag hælder i deres drinks for at få et munter aften på diskoteket.

Cykelsportens uskyld blev for alvor taget den 14. juli 1967 på Ventoux-bjerget i Provence, da den britiske cykelrytter Tom Simpson på denne hårde etape først slingrede, faldt halvvejs af cyklen, fortsatte nogle meter og endelig faldt ned af cyklen og døde umiddelbart efter.

Den officielle forklaring var overanstrengelse på det mytiske bjerg, hvor solen og varmen gør anstrengelserne uudholdelige. Men som mange af de andre ryttere var Simpson pumpet med stoffer, og han blev et af de første kendte ofre for dopingen. Blondin kendte også sandheden, men han valgte at give Simpsons død en anden dimension.

»Overanstrengelse er et forkert begreb for cykelryttere. Det er ikke med medaljer eller med millioner, man trækker disse mennesker i retning af deres grav. For dem er det afgørende at vide, hvor langt man kan gå, når man vil gå for langt. Og det er helt og holdent deres sag«, skrev Blondin.

Han tilføjede, at alle uden for cykelmiljøet skal forstå den 'pudeur', blufærdighed, som er loven i alle familier.

Chefredaktør i sadlen
Den holdning er stadig herskende i dele af cykelmiljøet, og så sent som mandag latterliggjorde dagbladet Liberation det nye danske idol, Laurent Jalabert, for hans mildt sagt ejendommelige måde at tackle dopingproblemet på i de seneste år. En række ryttere og senest den tidligere Festina-direktør Bruno Roussel har også brudt tavsheden og 'blufærdigheden' i miljøet omkring dopingen, fremprovokeret af effektive franske og italienske politifolks undersøgelser.

Der er nemlig ingen modsætning mellem kærlighed til løbet og miljøet og en benhård holdning til doping, mener en af chefredaktørerne på det franske dagblad Le Monde, den 40-årige Eric Fottorino.

I bogen 'Je pars demain' - 'Jeg kører i morgen' beretter han om forberedelserne til en helt speciel oplevelse, nemlig deltagelsen i et af forårets store franske klassikere, Le Midi Libre, der køres i Sydfrankrig.

Le Midi Libre er en af de store sydfranske aviser, som Le Monde købte sidste år. På et tidspunkt gik det op for Le Mondes ledelse, at de med i købet fik cykelløbet af samme navn.

»Vi var ved at sælge det fra, for under dopingskandalerne i Tour de France i 1998 opfordrede vi på lederplads til, at løbet blev stoppet, og vi krævede en langt hårdere indsats mod både bagmændene og rytterne end hidtil. Så vi var mildt sagt ikke tændte på cykelløb, og vi var ikke populære i cykelmiljøet«, fortæller Eric Fottorino.

Men en af avisens kommercielle ledere overbeviste alle andre om, at Le Monde skulle fastholde løbet, og Eric Fottorino lod sig overtale til at deltage i et eksperiment. Som ung var han nemlig en meget lovende rytter og overvejede en professionel karriere.

I stedet fik journalistikken fat i ham, men cyklen blev aldrig hængt helt til side. Han hørte til de titusindvis af franskmænd, som hver weekend året rundt tager cykeltøjet på, og sammen med vennerne kører en tur på 80-100 kilometer.

»Men nu skulle jeg prøve noget helt nyt. Der er masser af mennesker, som i tidernes løb har fulgt et stort etapeløb og skrevet om det. Men jeg skulle som det første køre med, opleve det indefra«, fortæller Eric Fottorino, som vel at mærke ikke er sportsjournalist. Det er der kommet en fascinerende bog ud af, hvor Fottorino fortæller om sine forberedelser til etapeløbet. Men det mest imponerende er hans artikler i Le Monde under selve løbet, hvor Eric Fottorino kørte med Francaise des Jeux-holdet.

Il Gruppetto
Han fik lov til at starte etapen en time før de professionelle sammen med juniorerne, og når feltet kom buldrende, kørte han ind til siden og forsøgte at hægte sig på il gruppetto . Det er italiensk for de ryttere, som forsøger at komme hjem sammen med feltet for ikke at blive totalt distanceret.

Beretningerne i bogen om træningen med de i starten meget skeptiske ryttere, livet i feltet og reportagernes beretninger om kammeratskabet mellem rytterne.

Hans beretning om opstigningen af Saint-Clair-bjerget ved Middelhavs-byen Sete med en stigning på 25 procent over to kilometer har allerede indskrevet sig som en klassiker i cykellitteraturen.

Der skete undervejs det utrolige, at både ryttere og tilskuere tog Fottorino til sig. Langs med vejene skreg tilskuerne, »Vas-y, Fotto«, »Kør så, Fotto«, med den tendens til at forkorte alle navne, som franskmændene elsker. Og især cykelryttere får kælenavne, for som forfatteren Roland Barthes skrev, er forkortelsen af navnet eller et kælenavn det samme som en adgangsbillet til cykelsportens verden, fortæller Fottorino i et interview i ugemagasinet Le Nouvel Observateur - som franskmændene selvfølgelig kalder Le Nouvel Obs eller bare Obs.

Og efter hver etape og den obligatoriske massage satte 'Fotto' sig så til at skrive den sidelange reportage til næste dags avis om oplevelserne på dagens etape.

Behov for en cykel
Det blev også til beskrivelser af de landskaber, rytterne kører igennem, og det går også igen i andre af sæsonens litterære cykelbøger.

Litteraten Paul Fournel skriver i sin bog, 'Besoin de velo, 'Behov for en cykel', om den frihed, vi alle mærker, når vi sætter os i sadlen og den anderledes følelse af landskaberne, når vi hæver hovedet fra racerstyret.

Han oplever på en tur gennem Sydfrankrig historikeren Fernand Braudels beskrivelser af det franske landskab, som med dets bakker, krogede veje og ture langs floder opfattes på en helt speciel måde siddende på en cykel.

»Jeg har suttet disse landskaber i mig«, siger Paul Fournel, der fra at være en Homo Intellectus også er blevet en Homo Bicycletus. Hele vejen igennem bogen hylder han cyklens æstetik og enkelhed, som nok så mange tekniske finesser ikke har formået at ødelægge.

Og så giver cyklen erkendelse.

»Ventoux-bjerget afslører en selv«, konstaterer Paul Fournel, mens Eric Fottorino citerer den folkekære forfatter Rene Fallet.

»Cyklister ved, at her i livet er ingenting fladt«.

Paul Fournel: Besoin de velo. (Seuil. 110 francs) Eric Fottorino: Je pars demain. (Stock. 102 francs) Antoine Blondin: Tours de France. (La Table Ronde. 220 francs.)


Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme