Der staaer et Slot i Vesterled Der staaer et Slot i Vesterled, Tækket med gyldne Sjolde; Did gaar hver Aften Solen ned Bag Rosenskyernes Volde. Det Slot blev ej med Hænder gjort: Mageløst står det smykket; Fra Jord til Himmel naar dets port, Vor Herre selv det har bygget. Fra tusind Tårne funkler Guld, Porten skinner som Ravet, Med Straalestøtter underfuld Sig Borgen spejler i Havet. Guds Sol går i sit Guldslot ind, Skinner i Purpurklæder. I Rosensky på Borgens Tind Står Lysets Banner med Hæder. Solenglen svinger Lysets Flag, Vandrer til fjerne Lande; Ham følger Liv og Lys og Dag Bag Nattens brusende Vande. Lig Solen farer Livet hen, Gaar til Forklaringskysten: Med Glands opdukker Sol igjen Fra Paradiset i Østen. Digtet er fra 1839 »All that is solid melts into the air«, sagde Shakespeare. Hos Ingemann er det lige omvendt: Lyset, det luftige, flygtige øjeblik hvor solen går ned, antager fast form; det bliver massivt, solidt: Et slot, intet mindre. Andre, mere udbredte metaforer forsøger at forlene det luftige lys med en vis håndgribelighed ved at fremstille det som en væske: Lyset kan tage form af en 'stråle', eller det kan 'strømme', 'pible' og 'bruse' frem, ganske som et vandløb. I dagens digt er det ikke lyset, men mørket, der er flydende; Ingemann taler om »Nattens brusende Vande«, og i en anden af hans berømte 'Aftensange' hedder det: »Bliv hos os, naar Mørket vælder/ Af Nattens Sluser ud!«. Lyset, derimod, antager som sagt fast form; det bliver et vældigt slot, og hvis man virkelig lytter til digtet, kan man tydeligt se det for sig: Det har »Straalestøtter«, altså søjler af lys; der er »tusind Taarne«, og porten når »Fra Jord til Himmel«. Slottet er af guld, og dets tag er »Tækket med gyldne Skjolde«. Porten er af rav, og når solen, dvs. Gud (jf. Grundtvig-digtet for nogle dage siden), går ind gennem porten, er den eller han iført skinnende purpurklæder. Som ethvert eventyrslot med respekt for sig selv er også Ingemanns guddommelige lysslot omgivet af volde, nærmere betegnet »Rosenskyernes Volde«. Denne formulering opfordrer os til at lægge tre lysbilleder oven i hinanden: de massive og antagelig mørke (jord)volde, de noget mere porøse, men nok lysere skyer, og det luftige, men farveprægtige rosenflor: »Rosenskyernes Volde« er masse, lys og farve i ét. Det sidste, der viser sig, inden lysslottet synker ned gennem »Nattens brusende Vande«, er en strime af lys, som i digtet bliver til et flag eller banner. Guld, rav, rosenskyer, purpurklæder, strålestøtter: Ingemann maler lyset med fornemme materialer. Og at alt dette strålende guld er Gud, er der ingen tvivl om. Hele det mægtige lysslot er opført til Herrens pris. Men den fromme sang er samtidig en drømmeagtig vision, ja, et psykedelisk digt. Jimi Hendrix sang: »Spanish Castle Magic«.