En Arabesk Har du faret vild i dunkle Skove? Kjender du Pan? Jeg har følt ham, Ikke i de dunkle Skove, Medens alt Tiende talte, Nej, den Pan har jeg aldrig kjendt, Men Kjærlighedens Pan har jeg følt, - Da tav alt Talende. I solvarme Egne Vokser en sælsom Urt, Kun i dybeste Tavshed Under tusinde Solstraalers Brand Aabner den sin Blomst I et flygtigt Sekund. Den ser ud som en gal Mands Øje, Som et Ligs røde Kinder: Den har jeg set I min Kjærlighed Hun var som Jasminens sødt duftende Sne, Valmueblod randt i hendes Aarer, De kolde, marmorhvide Hænder Hvilede i hendes Skjød Som Vandlillier i den dybe Sø. Hendes Ord faldt blødt Som Æbleblomstens Blade Paa det dugvaade Græs; Men der var Timer, Hvor de snoede sig kolde og klare Som Vandets stigende Straale. Der var Suk i hendes Latter, Jubel i hendes Graad; For hende maatte Alt bøje sig, - Kun tvende turde trodse hende, Hendes egne Øjne. Af den giftige Lillies Blændende Kalk Drak hun mig til, Ham, der er død, Og ham, der nu knæler ved hendes Fod. Med os alle drak hun - Og da var Blikket hende lydigt - Løftets Bæger om usvigelig Troskab Af den giftige Lillies Blændende Kalk. Alt er forbi! Paa den snedækte Slette I den brune Skov Vokser en enlig Tjørn. Vindene eje dens Løv. Et for et, Et for et Drypper den de blodrøde Bær Ned i den hvide Sne, De glødende Bær I den kolde Sne. - Kjender du Pan! Digtet er fra ca. 1868