Sakuntala Jeg kunde for Længsel ej sove, En Blomstervind Slog mig imod, Strømmed herind ad mit Vindu Som en vellugtaandende Flod; Jeg hørte de høje Palmer Suse svagt Med sød Musik; Det hvisked ihvor jeg stod og gik; Sakuntala, Sakuntala. Du evige Himalaya Med Issen højt Mod Himlens Tag, Hvi sender Du dine Kilder At møde min Fod i Dag? Hvi risler de duftende Vover Mindetungt Forbi mig hen? Hvi møder mit bævende Blik igen: Sakuntala, Sakuntala. O Pige, Du sænker dit Øje Saa fugtig blødt Ind i mit Blik, Som var det i denne Time, Den bindende Ring Du fik! Ak, ikke en enkelt Time, Enkelt Dag, Nej tusinde Aar Skillende mellem os begge staar: Sakuntala, Sakuntala. Du tabte ej Ringen i Floden. Dushjántas selv Har slængt den hen, Og stemmed han end den stride Strøm, Han bringer ej Ringen igen. Dushjántas i Palmelunden Jage vil Langs Flodens Bred; Han skyder en Antilope ned: Sakuntala, Sakuntala. Digtet er fra 1879.