For nogle år siden gav Århusteologen Johannes Sløk et interview til Weekendavisens Synne Rifbjerg. Da var han »kommet på hjul«, som der står, og kunne ikke længere holde den fysiske damp oppe. Men den åndelige aktivitet var der ikke noget i vejen med. Han havde ingen bitterhed at rose sig af - der var muligvis en højere mening med hans tilstand - nemlig den, at han ikke mere skulle farte omkring og holde foredrag, men blive siddende i sin stol og skrive bøger. Også den beskæftigelse er nu slut. Det ville kun ærgre ham selv, ikke de andre, mente han selv ved sin 85-års fødselsdag i år, og den konstatering var der noget karakteristisk ved. Lige så meget 'de andre' interesserede ham på et filosofisk plan, lige så kynisk afklaret var han med hensyn til folks meninger og hverdag - 'folk' inkluderede notabene ham selv. Det eneste, han ikke havde oplevet var at dø - »og jeg er spændt på, hvad det egentlig vil sige«. Hvad skulle der ske med hans afsjælede legeme? Latter. »Når jeg er død, er jeg da revnende ligeglad. De kan tænde et bål herude i haven og brænde mig og bruge asken som gødning«, sagde han. Det siger sig selv, at den kynisme var med til at forvirre danskerne, og mange blev krænkede og fandt Sløk lidt koket. Han kunne jo lide at drille, uden tvivl, og han blev derfor den mest folkelige og forargelige af den store generation af Århusteologer, K.E. Løgstrup, P.G. Lindhardt og Regin Prenter - som alle havde den evne at beskæftige sig med andet end teologi. Dermed kom de til at provokere og underholde deres samtid. Men Løgstrup, Lindhardt og Prenter var på en måde alle sammen alvorsfolk, betydningsfulde i en efterkrigsperiode af danmarkshistorien, hvor etik og moral spillede en væsentlig rolle. Sløk arbejdede med en anden og frækkere rutine, som kunne ligne et provokerende 'nej' til de andres forskellige vægtninger af det store 'ja' til livet. Men så på den anden side: I praksis var han en ja-siger, flittig og minutiøs, så længe han overhovedet kunne arbejde. Igen: Billedet forvirrede. Uddannelsen Sløks barndomshjem lå på Frederiksberg, og han mistede sin fader, da han kun var 11 år. I sine sidste år sagde han (som en spøg), at han hemmeligt havde været fornøjet med faderens død. Det lignede Gud således at gribe dramatisk ind i livshistorien. Han læste til student på Akademisk Kursus og skiftede barndomshjemmets salonkristendom ud med en originalere udgave, som gav ham universitetets guldmedalje og førte til eksamen og disputats om forsynstanken og siden til ansættelse - først som professor i systematisk teologi og siden, efter fakultetsskifte, til den første stilling som professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet i 1967, netop som ungdomsoprøret var ved at bryde ud på de danske universiteter. Han ansatte den radikale Rudi Dutschke som undervisningsassistent, og han talte siden heftigt imod oprørets filosofi, som han fandt voldspræget og blottet for humor: »Ved mange institutter er nu en af totalitær ideologi styret totalitær form for videnskab ved at trænge frem, og vi andre er ikke langt fra at føle os som de sidste repræsentanter for en liberal forskning, der i sin tid kæmpede sig fri af kirkens totalitære ideologi - og nu er ved at blive kvalt af marxismen«, sagde han. I 1977 vendte han tilbage til teologerne og blev professor i etik og religionsfilosofi indtil 1986. Et stykke intet De centrale forfatterskaber, han dyrkede, var fra start til slut Kierkegaard og Platon og Shakespeare, som han - en hel del år før den amerikanske kritiker Harold Bloom! - anså for at være gudelignende i sin nihilisme og trang til at kalde tilværelsen for umoralsk, eller endog: et stykke intet. Han oversatte hele 13 af Shakespeares dramaer og skrev i 1990 en glimrende lille bog om renæssancen som drama. Mange af hans bøger havde provokerende titler: 'Det absurde teater og Jesu forkyndelse', 'Da mennesket tog magten', 'Teologiens elendighed', eller 'Herre, giv mig mere vantro'. Hvad mente han nu med det? Vel noget i retning af Søren Krarups teologiske udgangspunkt (selv om han ikke delte Krarups politiske platituder): Evangeliet skal man ikke tage imod i begejstring; man skal forsøge at stritte imod, for det forarger den bedsteborgerlige moral. Det er kristendommens dobbelthed, at den er streng og mild, og at den ikke garanterer dig fred, men opfordrer til oprør mod enhver, som er blevet en glad vanekristen. Der er ikke kristen moral og moralsk kristendom, hævdede Sløk og udsendte så sent som i 1998 sine gamle prædikener fra krigsårene - tilskyndet af kritikken af, at han havde redegjort for forkyndelsen, men aldrig selv forkyndt. Det mestrede han udmærket, nærgående og tidløst, som biskop Kjeld Holm skrev i sit forord til prædikensamlingen. Idéhistorien Som idéhistoriens grand old man var Sløk levende interesseret i mennesket og fandt i renæssancen begyndelsen til, at begrebet om et 'menneske' kommer ind i billedet. Mennesket havde opdaget mennesket, men det handlede nu ikke anderledes af den grund - sorte mennesker var for eksempel stadig ikke omfattet af definitionen. En af Sløks grunde til at beskæftige sig med Shakespeare var forfatterens ejendommeligt skæve og visionære syn på menneskelighed - Shakespeare havde humanismens problem tæt inde på livet i en periode, hvor problemet ikke rigtig eksisterede - jævnfør 'King Lear', hvor den gamle konge frasiger sig sit kongedømme og havner i en for samtidens filosofi komplet umulig situation - elsket kun som menneske? Dermed var kong Lear i år 1600 en krævende galning. Men hvad var et menneske? Først i vor tid med de officielt erklærede menneskerettigheder, den amerikanske uafhængighedserklæring (1776), den franske menneskerettighedserklæring (1789) og FNs menneskerettighedserklæring (1948) kom der - principielt - en smuk og ideel løsning på den gamle kong Lears problem - i hvert fald i teorien, om ikke i praksis. For resultatet var fortsat elendighed - nu blot ensomhedens elendighed. Man hævede individet på en piedestal og overså, at glorificeringen af individet ikke skabte fællesskab, for vi kan stadig ikke behandle de andre som os selv, ikke blive jævnbyrdige. Det var den desillusionerede Sløk, som her talte om individualismen som livsbeskyttende garanti - og som en trussel imod de fineste og rigtigste erklæringer. Hvad skulle man så gøre? Bekrige menneskerettighedserklæringerne (som Søren Krarup!) - eller vende sig til Gud og stole på hans tilgivende latter? Mennesket er blevet frygtsomt og sætter sine håb om overlevelse i pant hos samfundet, omgiver sig med tryghedsskabende kontrakter og sælger sin sjæl. Bogen 'Opdagelsen af mennesket' udkom i 1996 og blev en af Sløks sidste, og ikke just den mest optimistiske. På den anden side er den også mere personligt bekendende, blændende skrevet af en idéhistoriker, som tillod sig at mene selv. Salonmusikken Den frihed tog Sløk sig livet igennem, præcis som hans teologiske venner i de store Århus-dage havde taget sig friheder. Etikken er forsvundet, kun klogskaben hersker, kunne han sige med en latter. Man blev nødt til at beskæftige sig med ham og sige ham imod, men hvad det var, man modsagde, kunne man ikke altid være sikker på. Selv kunne han ikke sætte ord på sin utilfredshed med salonmusikken, derfor skrev han den ene bog efter den anden, hvor han forsøgte at orkestrere kristendom og humanisme. Han troede, fordi det var absurd - og fordi det var den eneste løsning, men også kun den eneste mulighed. Gud er skrækkelig ked af at skulle fortælle nogle historier, men han er jo ingen Morten Korch, historierne skal fortælles, kunne han filosofere. Det var ikke kun en moderne sygdom, men hele menneskehedens fra ende til anden. Nu er historien om Johannes Sløk så tilendebragt. »Jeg holder med de døde,« sagde han også.