I al sin glands nu straaler solen I al sin Glands nu straaler Solen, Livs-Lyset over Naadestolen, Nu kom vor Pindselilje-Tid, Nu har vi Sommer, skiær og blid, Nu spaar os meer end Englerøst I Jesu Navn en gylden Høst! I Sommer-Nattens korte Svale Slaaer høit Fredskovens Nattergale, Saa alt hvad Herren kalder sit Maa slumre sødt og vaagne blidt, Maa drømme sødt om Paradis, Og vaagne til Vorherres Pris. Det aander himmelsk over Støvet, Det vifter hjemlig giennem Løvet, Det lufter liflig under Sky Fra Paradis, opladt paany, Og yndig risler ved vor Fod I Engen Bæk af Livets Flod! Det volder alt den Aand, som daler, Det virker alt den Aand, som taler Ei af sig selv, men os til Trøst, Af Kiærlighed med Sandheds Røst, I Ordets Navn, som her blev Kiød, Og foer til Himmels hvid og rød! Opvaagner alle dybe Toner Til Pris for Menneskets Forsoner! Forsamles alle Tungemaal I Takkesangens Offerskaal! Istemmer over Herrens Bord Nu Menighedens fulde Kor! I Jesu Navn da Tungen gløder Hos Hedninger saavelsom Jøder, I Jesu-Navnets Offerskaal Hensmelter alle Modersmaal; I Jesu Navn udbryder da Det evige Halleluja! Vor Gud og Fader uden Lige! Da blomstrer Rosen i dit Rige, ¨ Som Sole vi gaae op og ned I din Eenbaarnes Herlighed; Thi du for Hjertet, vi gav dig Gav os med ham dit Himmerig! Digtet er trykt i 1854.