Paa Spidsen af St. Gottard Støvet tav; og det sidste, det svageste Lisplen af Bækken Tabte sig under min Fod. Skabningen lytted til Skaberens Gang; med tilbedende Taushed. Rullede Kloden i zittrende Hvirvel Under hans Fod. »Hellig! hellig! I Stjerner! o bæver det med mig! men tier, »Tier det evige Navn! »Stammer det ikke! thi nær er den Helliges festlige Rædsel. »Hellig! o hellig! uendelig! evig! »Hellig! -« Ordet døde; men Aanden igienfødt levende svang sig. Løst af Begrebernes Baand, Nærmere Gud i den voxende Glands. Den Eviges Almagt Favned i Glandsens omhyllende Straaler Ordenes Siel. Digtet er fra 1808 Note: 'Lisplen': hvisken, 'tie': fortie, 'festlige': højtidelige.