0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De sublime højder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Paa Spidsen af St. Gottard

Støvet tav; og det sidste, det svageste Lisplen af Bækken
Tabte sig under min Fod.
Skabningen lytted til Skaberens Gang; med tilbedende Taushed.
Rullede Kloden i zittrende Hvirvel
Under hans Fod.

»Hellig! hellig! I Stjerner! o bæver det med mig! men tier,
»Tier det evige Navn!
»Stammer det ikke! thi nær er den Helliges festlige Rædsel.
»Hellig! o hellig! uendelig! evig!
»Hellig! -«
Ordet døde; men Aanden igienfødt levende svang sig.

Løst af Begrebernes Baand,
Nærmere Gud i den voxende Glands. Den Eviges Almagt
Favned i Glandsens omhyllende Straaler
Ordenes Siel.

Digtet er fra 1808

Note: 'Lisplen': hvisken, 'tie': fortie, 'festlige': højtidelige.


De højere luftlag gør Baggesen svimmel. I hans fabelagtige rejseroman, 'Labyrinten', når jegpersonen på et tidspunkt til katedralkirken i Strasbourg og stiger op i tårnet. Da han når toppen, bliver han ganske eksalteret og udbryder blandt meget andet:

»Lettes min bævende Fod fra Toppen af Høiden, den rører? Bortfører mig ikke den vingede Skye (...) O! der er den! der er den! den hvirvlende Skye! den svøber mig ind i sin foldende Favn! jeg lettes - jeg løftes - den suser mig bort«.

Rytmen er eksalteret - en heftigt dansende valsetakt (dum dada dum dada) - og udråbstegnene falder tæt.

Noget tilsvarende er på færde i dagens digt, som har både valsetakt og udråbstegn til fælles med den citerede passage. Her har jegpersonen besteget St. Gotthard i de schweiziske Alper. Bækkens hvisken og alle øvrige lyde fortaber sig under ham; han når op i den storslåede stilhed.

Denne oplevelse af det storslåede får jegpersonen til at foretage et tankespring ud i noget, som er endnu mere storslået: Ligesom han selv nu har hele bjerget under sin fod, har Gud hele kloden under sin fod.

Derefter følger en række udbrud, som ikke er meget mere end et par tillægsord: hellig! uendelig! evig! Udbruddene er henvendt til stjernerne, som ikke overraskende forholder sig tavse: Guds navn kan ikke nævnes.


Oplevelsen af, at Gud er nær, er en paradoksal blanding af skræk og fryd. Det er næsten ufatteligt - eller som man siger i nutidigt (københavnsk?) talesprog: Det er for stort. Det styrer for hårdt.

I den slags situationer slipper sproget op. Det storslåede er bogstavelig talt ubeskriveligt: »Ordet døde«. Følelsen er stum, men det forhindrer den ikke i at fortsætte op mod de ufattelige højder, »Nærmere Gud i den voxende Glands«.

Selv om ordenes krop - dvs. deres fysiske fremtrædelsesform som tale eller skrift - nu er død, svinger »Ordenes Siel« sig videre op og forenes med Gud.

»Ordenes Siel« er i øvrigt en interessant metafor; den går ud fra følgende antagels