Det begynder i en bogkasse i Berlin i 1950'erne. Jenia Graman, en tysk kvinde, der emigrerede til England før krigen, er tilbage i Tyskland og falder over en bog, som hun aldrig har hørt om. 'Ali og Nino', skrevet af Kurban Said. En uhyre farverig kærlighedshistorie om en muslimsk dreng og en kristen pige i Aserbajdsjan i begyndelsen af 1900-tallet og deres - og landets kamp - for at leve tilværelsen, som de ønsker.
Gravet glemt skat op
Den kulørte handling spænder fra rolige haver i Baku til haremseunukker i Iran, elegante cocktailselskaber og krig og elendighed i forbindelse med den russiske revolution og borgerkrig. Bogen er udgivet i 1937 og filmatiseret i 1939, men allerede fuldkommen glemt.
Men Jenia Graman falder pladask for bogen. I så høj grad, at hun på egen hånd oversætter den til engelsk og gør det til sin personlige mission at få den genudgivet.
Det lykkes i 1970, hvor 'Ali og Nino' bliver en mindre litterær sensation. »Man føler det, som om man har gravet en glemt skat op, en episk roman om kulturel forandring, der virker mere aktuel end dagens overskrifter. En ekstraordinær roman«, skriver New York Times i sin begejstrede anmeldelse.
Identitetsforstyrelser Med en ren viljesakt er det lykkedes Jenia Graman at genoplive 'Ali og Nino' og sikre Kurban Said den anerkendelse, som han fortjener. Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvem Kurban Said egentlig var - eller er. Som forfatteren Paul Theroux skriver i sin begejstrede anmeldelse af bogen: »Det eneste, der vides om ham, er, at han var tatar og døde i Italien«. De fleste er enige om at Kurban Said er et pseudonym, men der stopper enigheden. Nogle mener, at den rigtige Kurban Said var en aserbajdsjansk nationalist, som døde i Gulag under Stalins terror. Andre, at han var søn af en oliemillionær i Baku, og atter andre, at han var en cafeforfatter fra Wien, der døde i Italien efter at have såret sig selv i foden. Forvirringen er med andre ord total, når det gælder den mands - eller kvindes - identitet, der står bag 'Ali og Nino'. Nationalskat Der står sagerne frem til 1998, hvor den amerikanske journalist Tom Reiss træder ind på scenen. Han er i Baku for at skrive om byens olieboom, og for at komme lidt ind på kulturen har han taget 'Ali og Nino' med i kufferten. En klog beslutning, for da han ankommer til Baku, opdager han til sin overraskelse, at folk i Aserbajdsjan, der blev selvstændigt i 1991, da Sovjetunionen imploderede, betragter bogen som deres litterære nationalskat. Folk på gaden citerer dens romantiske beskrivelser af Baku efter hukommelsen og hylder 'Ali og Nino' som det unge lands livline til fortiden. Men heller ikke der er nogen sikre på, hvem Kurban Said egentlig var. Senest har sønnerne af en afdød forfatter ved navn Josef Vezir meldt sig på banen og erklæret deres far som romanens ophavsmand. Et krav, der støttes varmt af Aserbajdsjans forfatterforening, der er mere end glade for at kunne identificere en 'rigtig' aserbajdsjaner som forfatter til landet store roman. Men både familien Vezir og forfatterforeningen gør regning uden Tom Reiss. Fascineret af mysteriet læser han et par af Josef Vezirs andre romaner og bliver overbevist om, at stilen og ikke mindst holdningen er fuldkommen forskellig. Hvor 'Ali og Nino' hylder multikulturalisme, er Vezir rendyrket nationalist, der kæmper for den aserbajdsjanske nations 'renhed'. Så frem for at anse mysteriet for opklaret beslutter Reiss sig for at komme til bunds i det. Han tilbringer de næste fem år med at opklare og afdække historien om den virkelige Kurban Said eller rettere Lev Nussimbaum, som Reiss beviser, at forfatteren hed. En utrolig rejse i tid, sted og litteratur, som Reiss skriver en 450 sider lang bog om. Olie og revolution Lev Nussimbaum er nemlig en fantastisk historie. Han blev født i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, i 1905, midt i byens guldalder. Den første store oliekilde var blevet opdaget i Baku i 1873, og i 1905 stod byen for næsten halvdelen af verdens olieproduktion. Pengene fossede ind og forvandlede på få år Baku fra en søvnig provinsby i det russiske imperium til verdens mest moderne metropol. Et ustyrligt sted, hvor nybyggede paladsagtige huse til oliemagnaterne skuede over traditionelle kamelkaravaner og støvede minareter og hjemløse zoroastiske munke. Øst er øst, Vest er vest, men i Baku mødtes de to i begyndelsen af 1900-tallet i en forunderlig blanding af diverse civilisationer og folkeslag. Der var de oprindelige aserbajdsjanere, der var perserne, russerne, osseterne, georgierne, armenierne og naturligvis de vestlige oliefolk anført af familien Nobel fra Sverige. Og så var der også en masse jøder, herunder Levs forældre. Faren, Abraham Nussimbaum, er en velstående oliemagnat, moren, Berta Slutzky, en politisk idealist, der måske, måske ikke kender Stalin, men i hvert fald begår selvmord ved at drikke syre, da Lev er barn. Lille Lev selv er en drømmer, der tilbringer dage og uger med at vandre rundt i Bakus gamle by og fortabe sig i dens rige historie.
