0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hinsides grædemuren

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var bal, det var galla. Min datters klasse skulle fejre, at tre års terperi i gymnasiet var slut, og der nu kun var den lille ubetydelige detalje tilbage, som eksamen er.

Derfor ankom de til Roskilde Katedralskole - der ligger ude på en pløjemark - omgivet af vind og en gigantisk asfaltomkørsel, hvor en stor dobbeltdækker-londonbus var på vej.

Vi kunne se taget af bussen nærme sig og svajende unge mennesker med bajere i hånden. Den ene limousine efter den anden lagde til kaj. En af dem var kun proppet med piger, der ikke gik, men skred, svansede, vuggede op ad fliserne til skolens indgangsparti.

Til sidst landede bussen også ved katedralen. Og atter væltede det ud, denne gang med fyre i smoking og kulørte mavebælter. Dagens prinser og prinsesser gjorde deres entré.

Også pigerne ilede af sted med løftede skørter og gennemsigtige sjaler, der blev kastet i flotte kaskader om halsen. De løb bare den lige vej ind til livet som mænd og kvinder. Der var ikke nogen som helst forbehold.

Og når det nu skal være, er det så ikke perfekt at starte ovenfra? Med kransekagefiguren? De kunne selvfølgelig have majet sig ud som brude og brudgomme, men det her er meget bedre. Det er at tage det kommende mand-kvinde-liv oppefra og ned. Og det er den bedste måde at tage det på. For den anden måde at tage mand-kvinde-livet på, indefra og ud, tager det cirka 20-30 år at få kørekort til.

Det er den tidshorisont, forfatteren og pornografen Henry Miller arbejder med, lang tid tager det at oparbejde Millers fornemmelse for erotik.

Normalt tænker vi på porno som et flash. Porno har ikke nogen historie, ingen tidsfornemmelse. Den er bare et glimt. En ultrakort genre, som kun rummer det væsentlige: Frækt, pirrende - og selvfølgelig kulørt, vulgært.

Den verserende pornodebat er en mester i at anlægge en dyster dommedagsmine. Tidens trend er at lægge 70ernes frigørelse for had. Af en eller anden grund synes vi især, det er rigtigt grimt, at pigerne nu skal ud i den verden. Som om især deres liv vil blive forkrampet eller udsat?

Der tales om den kvindelige maskerade, som om maskespillets tvang især venter på pigerne i det voksne liv. Men er det nu særligt sandsynligt, at det pludselig skulle gå de unge kvinder så ilde?


Henry Miller sætter aktuel dansk pornodebat i perspektiv, fordi han har en anden, noget mere munter vinkel. Han laver porno ud af den helt almindelige, hjemlige erotik. Den, mænd og kvinder selv praktiserer, uden at nogen kommerciel industri kommer indover og profiterer af den sag. Henry Miller gør to ting:

1. Han skildrer de tilfældige forhold, med sin øjeblikkelige, rummelige indlevelse. Det er her, Miller giver uforlignelige eksempler på sin åbenhed og empati, fordi han kender et bredt spektrum af mennesker. Det peger frem mod den tolerance, som er en hovedide i den seksuelle revolution.

2. Han skildrer de faste forholds erotik. Det er især i de faste forhold, han trænger ned i lag og dybder, der gør hans bøger til en erotisk fouragering.

I Danmark er porno og blød erotik forbundne kar. Begge dele bliver voldsomt kritiseret: Den bløde erotik i det offentlige byrum betyder måske en truet, fremmedgjort krop, eller som Mette Møller har udtrykt det i en kronik:

»Pornobladene reducerer kroppen til objekt, modebladene reducerer den til overflade; i begge tilfælde er der tale om fremmedgørelse af kroppen via en voldsom eksponering i det offentlige rum« (Pol. 29.4.2001).

Og Mette Møller er jo langt fra alene om sin bekymring. Den løber som en strøm gennem feministiske debatbøger, der har sat en dagsorden. Det starter vel allerede så tidligt som i den svenske Nina Björks 'Kvindelighedens maskerade' (orig. 1996, da. 1997), der intelligent og overrumplende går til angreb bl.a. på reklamens billede af kvinden, og fortsætter i Danmark hos bl.a. Jette Hansen i 'Det bløde punkt' (1999), der har en meget temperamentsfuld og nysgerrig seksualitet i starten af bogen, en lyst, som imidlertid hurtigt sættes i pant, når en sammenbidt kamp for karrieren sætter ind (og mændene i hendes liv ikke vil hjælpe hende med det projekt).

Mens Jette Hansen bliver vred og varm, er Nina Björk kølig og klar og spørger: Hvorfor græder Simone de Beauvoir? Grædemuren er ikke mange meter borte. Men er det nu fornuftigt at græde så meget?


Da Henry Miller udsender sin berømte selvbiografiske roman 'Sexus' i Paris (1949) bliver den kritiseret for sine ligefremme erotiske beskrivelser - for sine rent ud sagt pornografiske udgydelser. Men det ændrer ikke ved, at han opstiller en anden målestok for, hvad porno er.

Han bruger sex som en metode - eller et trick, til at centrifugere sig ind i andre, meget mere komplekse sindstilstande. Miller viser, hvordan begæret hænger sammen med hele livsførelsen og livskampen, og at begæret også et sted - og det er vigtigt - forbinder sig både med angsten, svagheden og nederlaget.

'Sexus' er bygget op over en triade af kvinder: Maude (den kvinde, som Miller forlader), Mara (den nye elskerinde) og Melanie. Egentlig er det en traditionel trekantshistorie, Miller fortæller, om at gå fra en kvinde til en anden, men det er måden, den er fortalt på, der gør bogen til en frimodig klassiker.

'Sexus' starter faktisk med et ret uvenligt - men samtidig sært medrivende - portræt af hans første kone som en total snerpe. Og den dobbelthed går igen i Millers prosa. Samtidig med at han hader hendes tillukkethed, hendes omstændelige hykleri, når de skal dyrke sex, så føjer han sig alligevel efter hendes ønsker og kan verbalisere hendes begær på en måde, så man selv får lyst til at være en snerpe.

Måske er rollen slet ikke værst i Maudes version, helt ærligt, hvem har ikke lyst til at stå på den mark sammen med hende og lade sig varme bagfra af solen?

Det er det begrænsede forhold til konen, som sætter den erotiske rejse i gang hos Miller. Han lader sig villigt suge gennem det mørke seksuelle land. En kvinde, der kun kan lokkes for, når hun er i en halvsovende tilstand:

»Hun lader som om hun er bevidstløs, tabt for denne verden. Nu ikke for hurtigt, for ellers vågner hun. Må gøre det, som om det er i søvne, ellers bliver hun fornærmet. Jeg har spidsen fremme ved de yderste hår. Hun ligger fuldstændig stille. Hun er vild efter den, den heks, men vil ikke indrømme det. All right, spil bare død«.

Miller er træt af Maudes hykleri (han afskyer hendes tillukkede hårde hverdagsansigt), han overvejer endda at gå en tur sammen med hende og skubbe hende i havnen. Så skulle den sag være klaret. Nu ender det med skilsmisse i stedet. Men betyder det så befrielse? Ikke umiddelbart.

Igen er der det samme slør i synet hos Miller, den samme dobbelthed i øjet, der ser. Sammen med Maude kender Miller næsten endnu bedre det hykleriske arrangement end Maude, han ved, hvor krogene og smuthullerne findes, som om han også selv har en god snerpe i sig.


Men alligevel er forelskelsen i Mara en kendsgerning, der må følges op. De har endelig fået hinanden og kan tage åbent på hotel: »Hun tog mig med til et andet hotel, hvor vi skulle tilbringe natten sammen. Vi sad en stund i den dystre spisesal og talte sammen over et glas øl. (...)

Endelig blev vi vist op til en celle for enden af en lang korridor. Det var som en ond drøms endestation eller den manglende halvdel af et Chirico-maleri. Korridoren udgjorde to fuldstændig fremmede verdeners akse; hvis man kom til at gå til venstre i stedet for til højre, ville man måske aldrig finde vejen tilbage igen. Vi klædte os af og væltede om på jernsengen i et sveddryppende sex-favntag«.

Der følger så en nærmest endeløs skildring af et natligt samleje:

»Jeg var for længst ophørt med at interessere mig for hendes øvelser; bortset fra den del af mig, som var inden i hende, var jeg så nøgtern som en agurk og så fjern som en hundestjerne. Det var faktisk som en udenrigssamtale med en meddelelse om at en var død, som man havde glemt for lang tid siden. Det eneste, jeg ventede på, var at føle den utrolige abortive eksplosion af våde stjerner, som falder tilbage på skødets gulv som døde snegle. Henimod daggry, amerikansk tid, så jeg dette udtryk om kæben som frossen kondenseret mælk, at det var ved at ske«.

Miller er en sand erotisk kosmopolit, han kan endda tidsfæste orgasmen i forhold til tidszonerne. Men det vigtigste er selvfølgelig, at lykken slet ikke er 100 procent. Den surrealistiske stemning holder sig og bliver endda udbygget. Der er simpelthen niveauer og sansninger helt hinsides samlejet og den umiddelbare lyst hos Miller, som aldrig ville dukke op i den almindelige hjerne- og hjerteløse porno.

Miller lader et surrealistisk, lidt ængsteligt univers træde frem. En tavs tilstand, der langtfra altid giver sine hemmeligheder fra sig.


Hvorfor er denne mellemverden vigtig? Hvordan forbinder den sig med hans forløsning som forfatter? For bogen handler jo også om det, hvordan det endelig lykkes for Miller at blive forløst som forfatter. Faktisk arbejder han i det virkelige liv som lønslave (ved telegraftjenesten!).

Direkte adspurgt hader Miller to ting: Arbejde og fluer! Han er overbevist om, at han skal være forfatter, men er ude af stand til at sætte ord på papiret. Det giver anledning til nogle fantastisk nævenyttige dialoger med venner. Disse dialoger er grotesk forløste:

»Det, han kommer på besøg for, er at sikre sig, at jeg ingen fremskridt gør, at jeg synker dybere og dybere. »Du vil aldrig komme nogen vegne«, siger han. »Du er ligesom jeg - du er svag og har ingen ærgerrighed«. Vi havde dog een ambition til fælles, som vi ikke skjulte: at skrive. Der havde været større håb for os for femten år siden, da vi skrev breve til hinanden«.

Det erotiske projekt forgrener sig hele vejen ud i det mere storslåede livsprojekt. Hos Miller er frygten/svagheden de naturlige følgesvende til modet og livsudfoldelsen. Han kender sumpen, det grimme sug nedefra.

Når man taler om den seksuelle revolution, som Miller også senere blev taget til indtægt for, så opsummerer man gerne revolutionen sådan: Følg din lyst! Men Miller ikke bare hvisker, han råber: »Husk din frygt!«.


Når man indimellem skruer tiden tilbage og beklager sig over, at vi aldrig fik den personlige frihed, som 60ernes og 70ernes frigjorte revolution foregøglede os, så glemmer man, at vi faktisk fik begge dele, både friheden og frygten.

For hvordan definerer vi personlig frihed? Er det mon ikke sådan her: Når tingene er optimale, er den personlige frihed demokratisk i sit udspring, men det hører jo til projektet, at den langtfra er lige så demokratisk i sit slutresultat. Det er selve risikoen ved det.

Og så er der alle de vigtige livsstilsændringer, som kan føres tilbage til den seksuelle revolution, der jo også havde en politisk befrielse som mål.

I 60erne opstod der en ny tolerance over for minoriteter (det lå i tidens åbenhed og tidlige globalisering). Før den seksuelle revolution betød en skilsmisse et stort statustab, ikke mindst for kvinden. I dag er det heldigvis anderledes.

Og i sagen om Bill Clintons cigareskapade i Det hvide Hus var der en basal snusfornuft i det amerikanske folk, som gjorde det umuligt at hidse sig op på gammel puritansk vis. Det amerikanske folk var blevet modent, uden at vi rigtigt havde lagt mærke til det.


Miller er en mageløs inspiration, fordi han udfolder en lysende vision, men samtidig sætter han samme vision til debat.

Miller åler sin kone, som den snerpe hun åbenbart er ifølge ham. I andet bind af 'Sexus' vender han tilbage til sin kone, ikke som ægtemand, men som elsker. Nogle af de mest intense samlejeskildringer dukker op i forhold til hende. Af en snerpe at være er hun godt nok lærevillig og parat til at lægge kursen om!

Jo mere man læser Miller, føler man, at de har den egentlige sort-hvide pagt sammen, at de er hinandens ægteskabelige djævle. Miller prøver da også at argumentere for ægteskabet som en både dyrisk, englelig pagt (men det er åbenbart verbalt for ublufærdigt for Maude). Men glem Maudes forbehold!

Det er jo rigtigt, at samlejet er en urpagt, så har man været på et helligt, ukrænkeligt sted sammen. Adskillige mænd og kvinder bliver gift af den årsag, den seksuelle tiltrækning er, ligesom den skal være, og så læsser de hele overbygningen af børn, bil og hund ovenpå, det stakkels lille samleje skal virkelig bære på så meget.

Miller kender det hellige sted og kan endda udpege det. For det er en hovedpointe hos ham, at ægteskabet bør være begge dele: Både dyrisk og engleligt.

Og den pointe når han så paradoksalt nok frem til ved at gå i seng med kvinder til både højre og venstre. Noget af det mere inspirerende hos Miller er hans totale empati i møder ikke bare med kvinder, men også med mænd.