Så skete det igen. Ulla Dahlerup fik tungen i klemme. I sit arbejde med en bog for Dansk Folkeparti, 'Danmarks fremtid', undlod Ulla Dahlerup at fortælle sine interviewofre, at deres synspunkter om muslimske indvandrere og flygtninge udelukkende skulle bruges som ammunition for partiet på den yderste højrefløj. I dagene efter at bogen udkom, tog nogle af de personer, som Ulla Dahlerup skildrer, afstand fra hendes metoder og sagde, at deres udtalelser var blevet misbrugt. Miseren er måske slet ikke så usædvanlig for Ulla Dahlerup, 59 år, forfatter, journalist og foredragsholder. Eller måske rettere missionær. Sagen er som regel så vigtig for Dalerup, at den går forud for alt andet. Hvad enten det handler om at befri de kvindelige søstre, at slås for landmændene mod kontrolkommissærerne fra EU-miljøpolitiet eller at fyre bandbuller af mod de muslimske kriminelle. Selv vil hun mene, at hun kæmper for 'danskheden'. Og dem, der ikke forstår den dahlerupske udgave af dette begreb, vil opleve en vrede gold og bidsk. Ekstra Bladet skrev i løbet af ugen kritiske artikler om Ulla Dahlerups metoder. I samme avis var hun for år siden blandt de førende skribenter i kampagnen 'De Fremmede', der rettede kritisk lys mod den danske udlændingepolitik. To af kampfællerne fra dengang - de tidligere chefredaktører Claes Kastholm og Svend Ove Gade - fremhæver i dag Ulla Dahlerup for hendes engagement og gåpåmod som journalist. En sjælden egenskab, som hun blandt andet har brugt i sine afsløringer af menneskesmuglere, hvor hun med sort paryk lod sig smugle over grænsen. Men indignation betyder også, at den objektive fortæller let bliver forvandlet til en missionsjournalist i skikkelse af Ulla Dahlerup. Hvor hendes sag og holdninger bliver vigtigere end indholdet. »Faren ved hende er, når hun bliver propagandist fremfor journalist. I samme øjeblik hun bliver propagandist, så bliver hun så overdrevent subjektiv, at troværdigheden ryger«, understreger hendes tidligere chef på Ekstra Bladet, Svend Ove Gade, som i 1992 hentede Ulla Dahlerup til Ekstra Bladet som fast freelance skribent. Ulla Dahlerup er ikke længere fast tilknyttet Ekstra Bladet. Holdningerne blev for barske og uviljen mod hende stor, hævder kilder på avisen. Ulla Dahlerup er foragtet og hadet af mange. Kvinden, der engang - måske uden grund - blev associeret med 70ernes venstrefløjssag, har i dag sine bedste venner på det yderste højre. Søren Espersen, pressechef for Dansk Folkeparti, siger: »Hun efterlader enten folk kolde eller varme. Der er ikke noget enten-eller med Ulla Dahlerup. Men hun er en af de bedste journalister herhjemme, fordi hun tør tage stilling og engagere sig i sin journalistik«, siger han. Ulla Dahlerup har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel, men hun ville formentlig have sagt, at anklagerne i den forløbne ganske forudsigeligt kom fra de rettænkende munke på mediemøllens politisk korrekte fløj. Pessar-Ulla Ulla Dahlerup debuterede som debattør som 18-årig, da hun før nogen anden turde tale om prævention og seksualvejledning tilbage i begyndelsen af 1960erne. Hun blev kendt for sin kontroversielle opfordring til alle danske skolelæger om at give pessar til 14-årige piger. En sag, der gav hende tilnavnet 'Pessar-Ulla'. Det var også 'Pessar-Ulla', der smilende i armene på en politibetjent blev båret ud af en bus i 1970. Hun og flere andre fra kvindebevægelsen nægtede at betale fuld pris for busbilletten, så længe kvindernes løn var markant lavere end mandlige lønarbejderes. Ulla Dahlerup blev foreviget på forsiden af landets aviser. Men Ulla smilede lidt for meget på billedet, mente flere af kvinderne inden for rødstrømpebevægelsen og beskyldte hende for at søge ramplyset i højere grad end at kæmpe for den fælles sag. Dermed blev Ulla Dahlerup undsagt af sine egne. Senere har hun ved flere lejligheder igen og igen taget afstand fra den marxistiske gren af kvindebevægelsen. Allerede i 1973 blev Ulla Dahlerup i Weekendavisen karakteriseret som en kvinde, der hopper fra fiasko til fiasko. Som en kvinde, der har brugt den ene fiasko som springbræt for den næste. Kun 19 år gammel blev hendes bog 'Gløder i asken' årets dårligst anmeldte. Men også en af de mest solgte. Måske derfor blev den unge forfatter fast klummeskribent på B.T. - og hendes klumme fik tilnavnet 'den røde klud'. Sporskifte I 70erne havde hun kæmpet for sager, der i de flestes øjne tilhørte venstrefløjen. I 90erne begyndte hun at tale med glødende engagement i forsamlingshuse landet over om sit forsvar for landmænd og fiskere og andre små selvstændige. Blandt andet beskrevet i hendes bog 'Den gang familien var alt' fra 1995. Om dengang mor stod i køkkenet og far var i marken. Sagt lidt firkantet. I samme forsamlingshuse - og samme årti - fremturede hun med sin verbale slagkraft mod »islams bælgmørke middelalder«. Ofte i en rolle som bibeltro prædikant, der citerer kristne bud i sin kamp mod det fremmede, som tilhørere beskriver det. Dét, der ligner et markant ideologisk sporskifte, er ifølge hendes tidligere chef på Ekstra Bladet, slet ikke underligt. »I sin tid kæmpede hun for nogle, der var undertrykte, nemlig hendes eget køn, og nu kæmper hun stadig for de undertrykte - dem, der er undertrykte af meningsmajoriteten og af den elite, der har magt til at sætte dagsorden i samtalen i landet«, siger Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Claes Kastholm. I dag holder Ulla Dahlerup foredrag om så forskellige emner som seksualitet, fremtidens landbrug og højskolesangen og den danske kulturværdi. Hendes meninger har ikke altid har været 'rigtige', set fra kulturelitens synspunkt. Men de er altid kommet på det rigtige tidspunkt som bordbomber med krudt til diskussioner ved de danske familiemiddage og langt op i samfundets top. I begyndelsen af 90erne var hun en af de første markante kulturpersonligheder herhjemme, der medvirkede til at tegne højrefløjens ideologi i udlændingedebatten. Skinger Tonen fra Ulla Dahlerup er nu og da så skinger, at mange per automatik vender ryggen til hende. Andre nøjes ikke med passivt at modtage bandbullerne fra Dahlerup, men svarer vredt igen med anonyme breve, trusler og nedladende kommentarer på gaden og i medierne. Alt sammen medvirkende til, at man kunne få det indtryk, at hovedpersonen er en moderne heks fra højrefløjen. I et interview har Ulla Dahlerup for år tilbage sagt, at hun ikke er generet af, hvis folk opfatter hende som »et dumt svin«. Kun hvis man kalder hende »uhæderlig«. Hvordan Ulla Dahlerup har det i dag, er uvist. Hun har ikke ønsket at medvirke i dette portræt. Da Politiken i sidste uge forgæves forsøgte at få Ulla Dahlerup til at kommentere kritikken af hendes arbejde i bogen 'Danmarks fremtid', takkede hun også nej til et interview. I stedet sendte hun en mail til redaktionen med et citat fra Albert Camus' essaysamling 'Hverken ofre eller bødler'. »Den sande fortvivlelse opstår ikke over for vedholdende modgang og heller ikke, når man er udmattet af en ulige kamp. Den kommer af, at man ikke længere kan se nogen grund til at kæmpe, og det er jo netop det, man må og skal, nemlig kæmpe. Hvis kampen er vanskelig, så er og bliver grundene til at kæmpe i det mindste altid indlysende«. Flere kolleger mener, at Ulla Dahlerups styrker også er hendes svagheder. At hendes politiske og journalistiske engagement er hendes drivkraft, men at hun let bliver ensidig og fanatisk. »Hun har sin sag, og hun er fuldstændig sikker på, det er den rigtige«, siger Claes Kastholm. Med sit brændende engagement kan Ulla Dahlerup virke så voldsomt på omgivelserne, at mange betegner hende som 'racist' eller det, der er endnu værre. »Man kommer ikke uden om, at når man kører i det toneleje og med den ensidighed i sin journalistik, så kommer det nemt til at lyde som den nazistiske propaganda. Sådan virker det, når man har for høj lydstyrke på og for ensidig fokus«, siger Claes Kastholm. Idiotjob Ulla Dahlerup kunne have valgt at læne sig tilbage i sin gode stol og drikke rødvin i selvtilfreds hvilen på egne laurbær som andre tidligere idealister i hendes generation. Men det synes ikke at have været en reel mulighed. »Jeg hører nok til de lidt skæve. Det er, ligesom når folk står på ski. Nogle foretrækker at løbe på de samme bakker altid. Og så er der nogen, der helst vil løbe off-piste. Sådan én er jeg«, har Ulla Dahlerup selv sagt tidligere. Hun er født i 1942 på Testrup Højskole uden for Århus som datter af højskoleforstander, cand.theol. Erik Dahlerup og lektor, cand.mag. Elin Appel. Moren var medlem af partiet venstre og stifter af sit eget parti, Parallel Kvindepolitik. Da Ulla Dahlerup var syv år, blev forældrene skilt, og hun flyttede sammen med de to søstre, Drude og Pil, hen til deres mor. Moren opdrog døtrene i et antikristent hjem, med fortællinger om Odin og Thor julemorgen. Mens de to søstre begge i dag er højtuddannede akademikere, måtte Ulla, efter moderens ønske, nøjes med en realeksamen. »Mor var imod eksamenssystemet og hele sin akademiske familie i øvrigt«, har Ulla Dahlerup engang sagt. I stedet kom hun som 16-årig på katolsk kostskole i Schweiz, som hun stak af fra til fordel for »mindst 36 idiotjob for at tjene penge«, blandt andet som fabriksarbejder på en kaffesurrogatfabrik, som karseklipper og buffetist. »Hun har en stærk fornemmelse af, at der er en kløft mellem eliten og folket. Med baggrund i sin opvækst må hun føle, at hun skal være på folkets side. Hun ser det som en folkenational sag, uanset hvad hun rører ved«, siger Claes Kastholm. For det meste åbenbarer Ulla Dahlerup sig offentligt, når hun kæmper imod noget. Men hvad hun går ind for? »Jeg er så heldig, at jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om, hvad dansk kultur er, fordi jeg er født i den. Højskolen repræsenterer det bedste stykke danske kultur, man overhovedet kan forestille sig. Det er Danmarks historie, det er dansk litteratur, det er sange, og det er den lette, lyse, grundtvigske kristendom«. sagde Ulla Dahlerup i et interview i 1997. »Jeg er lysende enig i Grundtvigs ord om kristendommen som den største åndsmagt i verden. Men vi lever i en flad tid uden rigtig ånd, religion eller dybe følelser for Danmarks historie, vores rødder«.