En tragisk roman om et kærlighedsløst ægteskab, om voldtægt og død har vakt opsigt i Irak, såvel som i den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Kan dens anonyme forfatter være selveste 'Slagteren fra Bagdad' alias Saddam Hussein?

Den 160 sider lange paperback 'Zabibah wal Malik' (Zabibah og kongen) er tilsyneladende blevet enhver irakers foretrukne læsestof. Den udlånes i talrige eksemplarer på alle offentlige biblioteker, og skal man tro den irakiske presse er romanen de intellektuelles mest yndede samtaleemne.

Trods bogens overstyrede, ordgydende prosa og prangende, prærafaelitisk inspirerede illustrationer har de irakiske medier hyldet den som »en nyskabelse i romankunstens historie« og givet den vildt begejstrede anmeldelser. Faktisk har ingen i Irak mælet så meget som et enkelt kritisk ord om den.

Når man hertil lægger, at Saddam Hussein i begyndelsen af sidste år i al upåagtethed lod en bemærkning falde om, at han havde planer om at skrive en roman, begynder elementerne at stykke sig sammen til en historie, der er endnu mere fascinerende end bogens egen fortælling.

Forsiden oplyser ikke stort om forfatterens identitet. »En roman skrevet af sin forfatter« hedder det kryptisk. En note inde i bogen forklarer, at forfatteren »ikke ønsker at sætte sit navn på tryk på grund af sin store ydmyghed, der er lig ydmygheden hos de Iraks sønner, der gav deres liv og gods til fædrelandet, men ingensinde pralede af store bedrifter«.

Efter at have rekvireret en kopi gennem en boghandler i London har CIA brugt tre måneder på at analysere teksten. »Saddams særegne stil, sætningsstruktur og yndlingsudtryk er åbenlyst til stede i romanen«, beretter New York Times.

Med en åbningssalut, der lyder som følger: »Hvad kan være mere mageløst og herligt end heltinder og den høje standard af heltegerninger, ja endog mirakler i Irak?«, kan vi være ret sikre på, at forfatteren i al fald ikke er Shakespeare.


Men CIA tvivler på, at Saddam har skrevet hele bogen. Mere sandsynligt er det, at bogens skabelse skyldes et hold professionelle ghostwritere, der har arbejdet under den irakiske eneherskers kunstneriske opsyn.

Det svarer meget godt til fremgangsmåden for et par måneder siden, da Saddam befalede, at der skulle skrives en ny irakisk nationalsang. Han sammenkaldte en gruppe af landets førende digtere og forærede dem nådigst et par af sine egne linier:

»Æret være vore martyrer ... æret være mødrene ... ned med fejhed og nederlagspolitik ... æret være vor nation og hjemland«, hvorefter han beordrede dem til selv at fylde resten ud.

Saddam Hussein er ikke den første arabiske leder, der har næret litterære ambitioner side om side med politiske. I 1998 udgav den libyske statsleder, oberst Moamar Gaddafi, en novellesamling med titlen 'Flugten til helvede'.

Præsident Kennedys tidligere pressesekretær, Pierre Salinger, skrev dens bedste del - introduktionen - der er et rent opvisningsnummer i, hvordan man kan fremsætte komplimenter over folk, man ikke har noget at komplimentere for.


Når CIAs litterære agenter udviser interesse for 'Zabibah wal Malik', så er det, fordi man håber, at værket, skønt delvist forfattet af ghostwritere, kan give et sjældent indblik i den irakiske diktators inderste tankeverden.

Romanens handling har et stærkt allegorisk præg. Historiens underskønne heltinde Zabibah repræsenterer i CIAs læsning det irakiske folk, og ingen læser kan være i tvivl om, hvem historiens mægtige konge er.

Det fortælles, hvordan Zabibah brutalt mishandles af sin mand og bliver forelsket i kongen. Under en række langvarige, men ærbare møder udøser kongen sit hjerte over for Zabibah og - hvilket må interessere de årvågne læsere i Langley (hjemby for CIAs hovedkvarter, red.) - indvier hende i sine følelser af usikkerhed.

En nat på vej tilbage fra paladset falder Zabibah i baghold og føres ud i skoven, hvor hun bliver voldtaget. Hun og hendes vanvittige ægtemand bliver dræbt 17. januar - samme dato Operation Ørkenstorm gik i gang.

Kongen nedsætter nu et parlament, men må til sin fortrydelse se det blive fyldt med svigagtige og depraverede typer. En af dem, en adels-mand ved navn Nouri Chalabi, står som et rystende eksempel på ryggesløs dekadence og næsegrus kasten sig i støvet for udlændinge. Han menes at være en karikatur af Ahmad Chalabi, leder af den eksilerede irakiske oppositionsgruppe Den Irakiske Nationalkongres.

Imens parlamentsmedlemmerne mundhugges i ørkesløs palaver, ankommer pludselig en budbringer og bekendtgør, at kongen er død. Det fører romanen frem til en overrumplende og forvirrende slutning: Efter en pompøs begravelsesceremoni, der ville være en statsmand som Saddam værdig, bryder parlamentsmedlemmerne ud i hyldestråb: »Længe leve Zabibah! Længe leve folket! Længe leve hæren!«

Men ingen taler om en ny konge.

Oversættelse: Niels Ivar Larsen