I sin nylige anmeldelse af Per Højholts roman om grupper af ører, der bevæger sig gennem et modernistisk og avantgardistisk Europa, omtaler Lars Bukdahl romanen som avantgardistisk, men henviser samtidig - og med stor berettigelse - til Laurence Sternes 'Tristram Shandy' som et ur-avantgardistisk værk. Samtidig er rektor for Forfatterskolen, Niels Frank, en varm fortaler for avantgardens fortræffeligheder, og opmuntrer eleverne til at indgå i den avantgardistiske - tradition - og lade sig inspirere af f.eks. den spændende amerikanske digter John Ashbury - der skrev avantgardistiske digte længe før de nuværende forfatterskoleelever blev født. Samme elever var inviteret til et avantgardeseminar på Københavns Universitet, hvor også jeg deltog - hvor diskussionen blandt andet var, om man skal placere avantgarden inden for modernismen eller inden for postmodernismen. Interessant - men alt dette taler imod den opfattelse, at avantgarden er en tidslig størrelse, der kan defineres inden for generationstænkning og kronologi. Avantgarden bliver almindeligvis opfattet som værende i opposition til en samtidig litteratur, der ikke er avantgarde, men det modsatte, nemlig traditionel. Den er også almindeligvis en litteratur, som beskæftiger sig intenst med læseoplevelsen - den kan være både intellektuel og sanselig, men et kendetegn er, at læseoplevelsen enten besværliggøres eller synliggøres, så der opstår et spil imellem læser og tekst, hvorimod den mere traditionelle litteratur åbner et rum for læseren, der kan glide ind i teksten uden at forholde sig til sig selv som læser, og teksten som tekst eller lyd.