0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Avantgarde er en genre

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sin nylige anmeldelse af Per Højholts roman om grupper af ører, der bevæger sig gennem et modernistisk og avantgardistisk Europa, omtaler Lars Bukdahl romanen som avantgardistisk, men henviser samtidig - og med stor berettigelse - til Laurence Sternes 'Tristram Shandy' som et ur-avantgardistisk værk.

Samtidig er rektor for Forfatterskolen, Niels Frank, en varm fortaler for avantgardens fortræffeligheder, og opmuntrer eleverne til at indgå i den avantgardistiske - tradition - og lade sig inspirere af f.eks. den spændende amerikanske digter John Ashbury - der skrev avantgardistiske digte længe før de nuværende forfatterskoleelever blev født.

Samme elever var inviteret til et avantgardeseminar på Københavns Universitet, hvor også jeg deltog - hvor diskussionen blandt andet var, om man skal placere avantgarden inden for modernismen eller inden for postmodernismen.

Interessant - men alt dette taler imod den opfattelse, at avantgarden er en tidslig størrelse, der kan defineres inden for generationstænkning og kronologi.

Avantgarden bliver almindeligvis opfattet som værende i opposition til en samtidig litteratur, der ikke er avantgarde, men det modsatte, nemlig traditionel.

Den er også almindeligvis en litteratur, som beskæftiger sig intenst med læseoplevelsen - den kan være både intellektuel og sanselig, men et kendetegn er, at læseoplevelsen enten besværliggøres eller synliggøres, så der opstår et spil imellem læser og tekst, hvorimod den mere traditionelle litteratur åbner et rum for læseren, der kan glide ind i teksten uden at forholde sig til sig selv som læser, og teksten som tekst eller lyd.


Så vidt, så godt. Og ofte rigtigt godt endda. Men denne definition har affødt noget andet; fordi avantgarden, igen traditionelt set, er blevet betegnet som nyskabende, normbrydende og som en sluse for nye tænkemåder og litterære ideer, er det blevet ønskværdigt og fint at tilhøre noget, der kan kaldes avantgarde. Så er man straks i opposition til det etablerede, det ikke nybrydende, den ikke selvspejlende læseoplevelse, og det giver et bestemt skær til den tekst, man har forfattet.

Man skal som forfatter og kritiker bare udbryde 'avantgarde', så sker der en hel masse; lærere og professorer spidser ører, for så må det jo være her, det sker! Og ske, det skal det.

Problemet er, at avantgarden har en lang tradition bag sig, og at det nybrud, der altid sker i litteraturen, ikke altid sker, hvor man venter det. Der er tradition for at være nybrydende i forhold til traditionen, men er der også tradition for at være nybrydende inden for det nys brudte?

Begynder Niels Franks elever at skrive enorme, sammenhængende romaner, og vender ryggen til deres lærers avantgardetænkning med en let vrængen - tilhører de så ikke netop en ny avantgarde, der gør oprør mod det, de får at vide, de skal?


Jeg vil foreslå, at man skærer igennem og tænker avantgarden om på ny. Vi har et avantgardistisk værk fra 1763, nemlig 'Tristram Shandy', og kan derfra og op til vor tid (sidste uge, ifølge Lars Bukdahl), pejle avantgardistiske værker ud som en undergenre af den litteratur, der udgives.

Man kan trække denne - utroligt spændende, misforstå mig ikke - del af litteraturen frem, og tildele den sin egen genre, på linje med f.eks. 'roman' eller 'digte'.

Det ville betyde, at de forfattere, der i dag gerne henhører sig til en avantgarde, bliver nødt til at tage dennes tradition på sig, og skrive uden på deres bøger: 'Avantgarde'.

Fordelen vil være, at læsere og kritikere kan bedømme værket i forhold til den tradition, det udspringer af - og ikke bare tillægge det en kvalitet ved en forestillet nybrydende faktor.

Per Højholt kunne sagtens slippe af sted med det - og det ville, mildt sagt, være frygteligt interessant at afprøve det på andre af avantgardens fortalere, der selv udgiver bøger.

Det er så nemt at sige; jamen se, avantgarde, spændende, men vejer man disse værker op imod den tradition, der findes for selvreflekterende, nybrydende og vanskelig litteratur, ville det måske blive en helt anden snak.

I stedet kan man skelne mellem god og dårlig avantgarde.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce