'Elverhøi' i Dyrehaven, intet kan være mere dansk. For tre år siden blev Heibergs festspil sat op af Birgitte Price som det sidste, hun lavede. Kirsten Olesen var en dejlig Mor Karen, Jesper Langberg morsom i Bjørn Olufsens rolle. Henning Moritzen var en ældre Christian IV med en lidt tøffende gang. Det var hans jubilæum. Månen stod op bag de høje træer i Ulvedalene, hestene gungrede forbi de forreste rækker og sparkede sand op, elverkongen dansede med sine piger, Kuhlaus musik tonede ud i natten. Det var en festaften, og på hver plads stod en flaske champagne, et glas og en lille lommelygte. Champagnegaloppen lød, alle propperne sprang, de små lygter blev tændt. Henning Moritzen fortalte om sin barndom her på dette sted mellem disse træer. Publikum gik ud i mørket i en lang række op mod den røde port, hver med en lille lygte i hånden, det så ud som en række sankthansorme i sommernatten. Det var, som om Heiberg selv var til stede. Det er en af mine personlige oplevelser med ham - der har været andre. Alle havde den aften fornemmet Johan Ludvig Heibergs ånd, måske uden at vide, at han var forfatter til stykket, at han engang var landets mest populære dramatiker og burde have siddet foran Det Kongelige Teater sammen med Holberg og Oehlenschläger. Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg gjorde Det Kongelige Teater til det, det er i dag, prægede det i en menneskealder med deres stil og smag. I fru Heibergs hjerte stod der skrevet: Heiberg blev forurettet af sin samtid. Det var måske det udsagn, der oprindeligt fik mig til at beskæftige mig med Heiberg. Da jeg senere lærte ham godt at kende, opdagede jeg, at han ikke selv følte sig hverken bitter eller misforstået. Han havde levet sit liv og været en del af sin tid i så høj grad, at han var kommet til at give navn til den. Det var ikke ham der havde brug for mig, men omvendt mig der havde brug for ham. Han var måske nok blevet forurettet af sin samtid, men i højere grad forsømt af sin eftertid. Og vi har brug for et nuanceret billede af fortiden, den er en del af vores identitet. Heibergtiden er for os indbegrebet af ynde og borgerlig idyl. Men den var også en brydningstid mellem enevælde og demokrati. Der var krige, statsbankerot, fattigdom, kolera, tabet af Norge og Sønderjylland. Guldalderen var på mange måder en hæslig tid og ikke noget at længes tilbage mod. Og alligevel dyrker vi den og undrer os over, hvordan så få mennesker kunne skabe så meget værdifuldt. Det var de store personligheders tid, og det fængsler os. Der er skrevet så meget om guldalderen, at man tænker, at alt efterhånden må været fortolket og belyst. Og alligevel er de sidste års interesse for perioden gået uden om Heiberg. Det er svært helt at fortie hans eksistens, han var trods alt sin tids mest populære dramatiker og digter, den bedste kritiker og i mange år leder af Det Kongelige Teater. Men hvis Heiberg bliver nævnt, er det kun som et modbillede, som den der drillede Søren Kierkegaard, hånede den stakkels H.C. Andersen eller gjorde nar ad Natalie Zahle.