Selv for en bibliopat kan det ske, at bøgernes verden bliver for overvældende. For uoverskuelig og intimiderende. Strømmen af nye titler tager kvælertag på ens i forvejen hårdt angrebne opmærksomhed, klassikerne råber 'læs mig, læs mig', mens navnløse mængder af tryksager med charmerende omslag og morsomme titler, fortvivlet søger at appellere til ens principielle velvilje over for publicistisk vovemod og kreativitet. Bøger af enhver art, sågar afdøde Victor Andreasens og det er fandme langt ude, anmoder narcissistisk om ens udelte interesse ud fra devisen »see me, feel mee, touch me, heal me« - der som bekendt stammer fra The Who's rockopera Tommy. »Jeg findes også, tag mig op, læs mig«. Det var midt i en sådan momentan uligevægtstilstand (selvsagt ikke en krise en professionel bibliopat er meget for at stå ved, så lad det blive mellem os), at undertegnede i sidste uge søgte hjælp ikke blot i den elektriske guitars, men i betonrockens enkle verden. Nærmere betegnet hos Ritchie Blackmore, den legendariske leadguitarist, som er en af hovedophavsmændene til det lydspor, der dag ud og dag ind, kørte i Deres bibliopats tilværelse, dengang han var teenager i forstaden og Anker Jørgensen skældte ud på araberne i OPEC. »Har Ritchie Blackmore skrevet nogen bøger?«, spurgte vi afmægtigt i quiz 21, idet vi, for at holde bøgernes verden på afstand, samtidigt mindedes hin fantastiske Deep Purple-koncert, hvor gulvet i K.B.-hallen gik i stykker oppe foran scenen, mens tjaldtågerne bredte sig og Ian Gillan, Roger Glover, John Lord, Ritchie Blackmore og Ian Paice, gruppens stærkeste opstilling, trykkede den af oppe på scenen i langt hår, plateaustøvler og cowboytøj: 'Strange Kind of Woman', 'Space Truckin', 'Highway Star', 'Child in (hulk) Time' og alle (svenske) luftguitaristers favorit: 'Smoke on the Water'.