0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den skrivende indianer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Det kongelige Bibliotek
Foto: Det kongelige Bibliotek

Inkaerne blev tvunget til at arbejde for de spanske munke. Digital faksimile: Det Kongelige Bibliotek

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Saxo skrev sin krønike om danskerne. Samuel Pepys skrev sine hemmelige dagbøger om sig selv og englænderne. De spanske missionærer skrev om det Peru, spanierne overtog fra inkaerne i 1500-tallet.

Men missionærernes version af historien står ikke alene, og et væsentligt bidrag til denne historie har de seneste 200 år ligget i Det Kongelige Bibliotek i København.

Der er tale om den såkaldte inkakrønike, som den kristnede indianer Guaman Poma skrev i hånden for snart 400 år siden. Den dukkede første gang op af gemmerne i Det Kongelige Bibliotek i 1908.

»Vi ved faktisk ikke, hvorfra inkakrøniken er kommet«, siger direktør Erland Kolding Nielsen fra Det Kongelige Bibliotek. Selv gætter han imidlertid på, at den uvurderlige krønike på et tidspunkt har været en del af byttet hos pirater eller kapere.

Den internationalt anerkendte inkaforsker Rolenda Adorno fra Yale University mener, krøniken formentlig er havnet i København ad diplomatiske kanaler.

Begge er de imidlertid enige med FN-organisationen Unesco i, at Guaman Pomas krønike bør stå på listen over verdens umistelige kulturarv. Og det gør den da også, men umistelig er den kun i filosofisk forstand.

I rent fysisk forstand er verden faktisk ved at miste den omhyggeligt skrevne krønike, der strækker sig over 1.200 sider og heriblandt rummer 398 helsidestegninger. Krøniken er ved at æde sig selv op indefra.

»Den kommer snart til at ligne et gækkebrev«, siger Erland Kolding Nielsen, og hans forklaring på krønikens forvitring er, at Guaman Poma har skrevet sine optegnelser med en form for blæk, der indeholder en syre, som langsomt, men sikkert æder papiret op.

Derfor - men ikke kun derfor - har Det Kongelige Bibliotek netop gennemført sin hidtil største digitalisering af et enkelt bogværk. Guaman Pomas krønike er blevet lagt ud på nettet.

Med digitaliseringen af den 400 år gamle bog sikrer Det Kongelige Bibliotek sig ikke alene, at eftertiden vil have en nøjagtig gengivelse af både tekst og tegninger.

Digitaliseringen betyder samtidig, at det vigtige kildeskrift fra nu af er tilgængeligt for forskere i sydamerikansk historie og kultur over hele verden. Og det skal man ikke undervurdere betydningen af, påpeger Rolena Adorno, som selv er en af verdens førende eksperter i inkakrøniken.

Det vigtige kildeskrift har hidtil kun været til at opdrive i en etbindsudgave fra 1936 og en videnskabelig udgave i tre bind fra 1980.

»Da vi fik udgaven fra 1936, interesserede forskerne sig meget for, hvilke informationer de fik om, hvordan inkaernes økonomi var. Hvordan deres samfund var organiseret, og hvordan de sociale forhold var«.

»De seneste 20-30 år er noget andet blevet vigtigt. Vi er begyndt at sige, jamen, lad os høre den stemme, som de indfødte selv fortæller med. Lad os høre deres vidnesbyrd fra samtiden«.

»Vi vil ikke kun høre, hvad der skete, men hvad der skete for de indfødte, og det skrev Poma om. Han var en mand, der følte, det var hans opgave at skrive til kongen af Spanien og sige sin mening«, fortæller Rolena Adorno.

Og Guaman Poma skrev også til kong Filip III af Spanien 14. februar 1615, men det er højst tvivlsomt, om krøniken nogensinde nåede omkring kongen, som dermed gik glip af det, Poma kaldte 'Den første nye krønike og om den nye styreform'.

Et nøgledokument
I den tykke bog, som han skrev på i 20-30 år, kunne Poma ellers fortælle, hvad han selv havde lært om det andinske folks tidlige historie i løbet af sin egen levetid på godt 80 år.

Han belærte også kongen om, at inkaerne ikke var det første og eneste, store andinske dynasti. Inkaerne var bare, sagde Poma, det seneste af slagsen, der tog over efter yarovilcaerne, som Poma selv mente at nedstamme fra.

Desuden kunne Poma have oplyst Filip III om, at det faktisk ikke gik særlig godt i Peru efter spaniernes kolonisering. Lokalbefolkningen blev undertrykt af det nye herrefolk.

Ude på landet blev de indfødte groft udnyttet, og i minerne sled de sig til døde. Derfor flygtede mange til byerne, hvor de af nød blev banditter og prostituterede.

Det var disse forhold, Poma - sagt i al beskedenhed - havde nogle forslag til ændring af. Alt sammen baseret på en blanding af kristne værdier og oprindelige andinske traditioner.

Ifølge Rolena Adorno er Guaman Poma et af nøgledokumenterne til at forstå den gamle sydamerikanske kultur, og hun er sikker på, at det med årene vil medføre nye landvindinger, at manuskriptet nu ligger på nettet.

»Den trykte udgave er utrolig dyr, og der sidder masser af forskere i byer som Quito og La Paz, hvor de bare venter på at få denne version af Guaman Pomas krønike. Nogle vil begynde at stille helt nye spørgsmål til krøniken«, siger Rolena Adorno.

Hun påpeger, at forskere har en tendens til at se på fremmede kulturer på en måde, som afspejler den måde, deres egne kulturer er opbygget på.

»Engang troede alle, der skrev om inkaerne, at der var én leder, som blev efterfulgt af en ny, som derefter blev efterfulgt af en ny igen. Det var bare ikke rigtigt, men først i 1950erne og 1960erne fandt man ud af, at der formentlig havde været mindst to ledere og måske endda flere«, siger hun.

Men hvorfor skal krøniken - når den nu er af så stor værdi for Peru og Sydamerika - ligge i København?

»Når vi taler om sådan et dokument, er der ikke tale om ejerskab, men om bevaring. Spørgsmålet er, hvor man har de bedste muligheder for at bevare et sådant dokument«, siger Rolena Adorno.

Og hun er sikker på, at Guaman Pomas krønike i hvert fald ikke havde ligget på nettet i en digitaliseret udgave i dag, hvis den havde haft fast adresse i Sydamerika.

»Ved at lægge den på nettet, når vi ud til så mange mennesker, at det ville have taget os 100 år at nå de samme mennesker med trykte bøger«, siger hun.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce